Scenekunsten er ofte blevet betragtet som et fristed for kreativitet, refleksion og samfundskritik. Men når det kommer til kunstnernes egne arbejdsvilkår, halter branchen bagefter. Bag de inspirerende forestillinger og de store kulturoplevelser skjuler der sig en virkelighed, hvor kunstnere arbejder under dårlige vilkår, og hvor løngennemsigtighed er en by i Rusland. Det er på tide at gøre op med de gamle normer og kræve en retfærdig og gennemsigtig lønstruktur for scenekunstnere, skriver PR- og kommunikationschef Firat Jacob Tas i denne kommentar.
Det er velkendt, at mange kunstnere ikke alene lever af deres kunstneriske arbejde. Ifølge Danmarks Statistik har halvdelen af alle kunstnere i Danmark en sammensat økonomi bestående af løn, honorarer og offentlige ydelser. Det betyder, at mange kunstnere lever med en konstant økonomisk usikkerhed,
hvilket står i skarp kontrast til den afgørende rolle, de spiller i det danske kulturliv.
Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at der er en markant lønforskel mellem mænd og kvinder i kunstbranchen. Mandlige kunstnere tjener i gennemsnit 444.000 kr. årligt, mens kvindelige kunstnere tjener 384.000 kr. – en forskel på ca. 20%. Disse tal viser en systemisk skævvridning, der ikke blot afspejler uligheden i samfundet generelt, men også viser, hvordan scenekunsten halter efter, når det kommer til lønmæssig ligestilling.
Manglende løngennemsigtighed
En af de største udfordringer i branchen er den manglende gennemsigtighed omkring løn. Kunstnere har ofte svært ved at forhandle deres honorarer, fordi der ikke findes en åben standard for, hvad forskellige roller, funktioner og jobs i branchen betaler. Denne uigennemsigtighed gør det vanskeligt at sikre fair
aflønning og skaber en kultur, hvor magtforhold mellem producenter, institutioner og kunstnere bliver skævvredne.
EU har vedtaget et direktiv om løngennemsigtighed, som Danmark skal implementere senest i 2026. Direktivet skal sikre, at virksomheder kan dokumentere objektive og kønsneutrale kriterier for løndannelse. Dette kan blive et vigtigt skridt for scenekunsten, hvis det bliver brugt aktivt til at skabe en mere åben og retfærdig lønstruktur.
Eksempler fra udlandet: Kan vi lære af andre?
Flere internationale eksempler viser, at gennemsigtighed og bedre vilkår er mulige. I Storbritannien har organisationen Equity arbejdet for at sætte minimumstariffer for skuespillere og scenekunstnere. De forhandler kollektivt med teatre og produktionsselskaber for at sikre, at ingen arbejder for mindre end den
fastsatte mindsteløn. I Sverige har man ligeledes arbejdet systematisk med kollektiv aftaledannelse i scenekunsten, hvilket har skabt større sikkerhed for kunstnerne.
I USA har Broadway-skuespillere organiseret sig i fagforeningen Actors’ Equity Association, som arbejder for fair aflønning, sundhedsfordele og pensionsordninger. Dette viser, at det er muligt at skabe et mere stabilt og retfærdigt løn- og arbejdsmiljø i scenekunsten – og Danmark burde lade sig inspirere.
Behov for større åbenhed i Danmark
I Danmark findes der allerede fagforeninger og organisationer, der arbejder for bedre løn- og arbejdsvilkår for scenekunstnere, såsom Dansk Skuespillerforbund og Dansk Teater. Men problemet er, at der stadig mangler reel åbenhed omkring lønniveauer, både for dem på scenen og dem bag scenen.
En vej frem kunne være at indføre offentligt tilgængelige lønstatistikker for scenekunstnere, hvor lønspænd og gennemsnitsniveauer synliggøres for skuespillere, instruktører, teknikere og andre faggrupper i branchen. Dette ville give kunstnere en bedre forståelse af deres markedsværdi og styrke deres position i forhandlinger.
Desuden bør institutionerne forpligtes til at oplyse om lønniveauer i jobopslag, så kunstnere ikke møder overraskelser efter en ansættelse. Uden åbenhed bliver løn et tabu, som skaber ulighed og usikkerhed.
Kunstnernes arbejdsvilkår må forbedres
Det er ikke kun løn, der halter i scenekunsten. En rapport fra Dansk Skuespillerforbund fremhæver, at dansere og koreografer ofte arbejder under usikre forhold med korte kontrakter og lav aflønning. Det samme gør sig gældende for mange freelance-skuespillere, dramatikere og instruktører, der sjældent har sikkerhed for deres næste projekt.
Der er brug for en kollektiv indsats for at sikre, at kunstnere ikke skal ofre deres økonomiske stabilitet for at udøve deres profession.
Et opgør med fortidens strukturer
Scenekunsten har altid været et sted for forandring, hvor samfundets normer og uretfærdigheder bliver sat under lup. Det er på tide, at vi retter det samme kritiske blik indad. Løngennemsigtighed og bedre arbejdsvilkår for kunstnere er ikke blot en kamp for retfærdighed, men også en nødvendighed for at sikre
scenekunstens kvalitet og relevans i fremtiden.
Branchen må gå forrest i kampen for lighed og gennemsigtighed – ikke sakke bagud. Det er tid til at bryde tavsheden, tale om løn og sikre, at kunstnere bliver betalt, hvad de er værd. Uden gennemsigtighed forbliver magtstrukturen ubalanceret, og det må vi som branche ikke acceptere længere.
Kommentaren er udtryk for skribenternes egen holdning.
