★★★★★☆ Blodet i vores årer – Kain og Abel på syre 

I et hotelværelse på Ibsens Hotel hvirvler to brødres traumer, tvivl, kærlighed og jalousi rundt i Trine Rosa Bondes nye drama Blodet i vores årer i co-produktion med Mungo Park. Det er intenst, det er hjerteskærende, og det er sønderrivende godt skrevet og spillet. 

Brødrene Karl og Anton mødes på Ibsens Hotel i København. Deres far er død, og de er blevet kontaktet af hans advokat, der har nogle nye informationer om testamentet. Scenen er sat, og dramaet er i gang. Som en flue på væggen sidder ti publikummer på en enkelt stolerække rundt langs hotelværelsets væg.

Brødrene ser os ikke på noget tidspunkt, og i det lille rum med de store følelser bliver man som publikum førstehåndsvidne til informationer, der på ingen måde er tiltænkt andre. Det føles både forbudt og intimiderende, men også utroligt pirrende. For hvad er det, der er sket i den familie? 

Den sociale arvs greb om os

Fra det første blik mellem de to brødre fornemmer man tydeligt de mange års spændinger, uforløste spørgsmål og et mere end almindeligt kompliceret forhold til deres afdøde far. William Jacobsen Halken og Hans Christian Schrøder balancerer flot mellem deres roller som mændene, Anton og Karl og deres barndomsminder. Karl er nu forretningsmanden, der er gået i fars fodspor, mens Anton lever et kunstnerisk bohemeliv i Paris.

Ud over deres succesfulde karrierer viser de også en sårbar side. De er stadig små drenge, der higer efter fars kærlighed og anerkendelse. Pinefuldt søger de svar på spørgsmål, som forhåbentlig ikke alle børn kender til: “Hvem kan du bedst lide, far?” og “Hvorfor har du aldrig sagt, at du elsker mig?”

Forældrenes altoverskyggende magt over brødrene står klart, når de skiftevis træder ind i forældrerollen og lader den anden stille barndommens mange spørgsmål. Legen giver mulighed for at formidle en form for omsorg på forældrenes vegne – men den kan også misbruges, og det bliver den.

Patriarkatets mørke sider

Man er ikke i tvivl om, at brødrene er vokset op med en far, der trods en del fravær har været altoverskyggende dominerende. Det er ikke kun brødrene, men også deres mor, der har betalt en høj pris for at være født ind i penge og magt. Der fortælles en historie, ikke bare om en familie, men også mere generelt om de konsekvenser, patriarkatet som styreform har for de mennesker, der er underlagt det. 

Da brødrene modtager testamentet står der, mod al forventning, at den kunstneriske bohemebror, Anton, skal arve firmaet i stedet for Karl, der har forberedt sig på netop dét hele sit liv. Nu kan dramaet ikke blive mere intenst, og Karl siger til Anton: ”Alle narcissisterne, psykopaterne, spillet og magten. Jeg elsker alt det, men du vil ikke kunne holde til det.” Men Anton holder fast i, at der må være en grund til, at far har valgt, som han har. 

Den sidste test

”Det her er den sidste test,” siger storebror Karl frustreret, og det uundgåelige sker – i hvert fald når man kender historien om Kain og Abel. Ikke desto mindre ser man sjældent nogen blive kvalt på så tæt hold og i så virkelighedsnære omgivelser som her. Det er ubehageligt troværdigt at se, hvordan Antons spræl aftager, indtil han til sidst ligger helt stille.

Storebror Karl tager den sociale arv og patriarkatets tyranni med ud af værelset, og publikum efterlades med den døde Anton på sengen. Jeg sidder tilbage med en følelse af at have været vidne til noget både smukt og grusomt.