★★★★☆☆ Genlyd – råt og rørende livtag med det ufuldkomne

MØR collective kaster med normbegreber i deres forestilling Genlyd fra 2020, der vises i Skuespilhuset under KSelect. Det er en sjov og rørende fortælling om at være helt almindelige mennesker fanget i en maskeret mediesocial virkelighed. 

Det er sygt og absurd, men også svidende virkeligt. For nok er forestillingen fyldt med skærme og ansigtsfiltre, men vi inviteres også ind på indersiden, der, hvor de virkelige mennesker er. Ind til kejtetheden, dellerne, længslen og det nære, der er stærkere end både normer og forbrug. Alt sammen omfavnet af Mika Forslings afsindigt lækre, sprøde lyd, der ikke bare akkompagnerer forestillingen, men udgør et bagtæppe af liv.

“Intet er helt, hvad det giver sig ud for at være,” siger forestillingsbeskrivelsen om en verden, hvor vi fascineres af de sociale mediers fabrikerede indhold. Det er et interessant greb, MØR Collective har taget på et ellers velbesøgt tema. Medierne bliver en teaterscene, og teaterscenen bliver til virkeligheden i dette legende laboratorium instrueret med stor sans for et krydsfelt af virkemidler af Cille Lansade.

Løgnens ironi

“Jeg er brandmand”, siger den spinkle svenske performer og cirkusartist Petter Wadsten til kvinden på skærmen. Eller skulle vi sige “pigen”. Hun har nemlig lagt et filter på sin telefon, der gør hende ca. 30 år yngre med lille trutmund og dukkeansigt. Hun siger, hun er springgymnast. Musikken lyver ikke, men forfører med pulseringer, rytmer og musikalske indre landskaber. Clementine AM Waldelius bruger lyset til at understrege tomheden eller det modsatte, og varemærker dingler materialistisk fra Camilla Linds kostumer.

Kvinden er Anika Barkan, medstifter af MØR Collective og performancekunstner. Hun og Petter Wadsten har en timing og humor sammen, der er vidunderligt kikset, sjov og rørende. De mange små og store skærme på scenen viser os “front end” af SoMe og den digitale dating, som den konkret udspiller sig. Samtidig ser vi direkte på livets backend, som skildrer ofrene for de samfundsnormer, de forsøger at leve op til.

Så de lyver om deres højde og drøjde, som var det en rolleleg i puderummet. Anika Barkan er noget højere end sin medspiller, hvilket bruges bevidst til at øge ironien. Men det fremhæver også det ægte og skaber genlyd og resonans for alt det fake. Overfor alle de glatte overflader. Som en længsel efter bare at være, skinner de sårbare sider igennem under hele forestillingen til lettelsens latter fra publikumsrækkerne.

Afhængighedens dans

Petter Wadsten er i højeste gear: “Det känns bra, jävligt bra!” gentager han i en uendelighed, mens han forsøger at træne på gulvet for at leve op til normerne om en rigtig mand. Normalt træner denne Karl Andersson mest i sofaen, hvor han ikke kan lade sin telefon være et øjeblik. Og snart dukker også en IPad og en bærbar computer op ud af det blå.

Devices snurrer på hans hovede og hænder, mens han vælter sig rundt i kampen med skærmene. Petter Wadsten er ikke jonglør for ingenting, og så er han en fysisk performer med en forunderlig kropskontrol, hurtighed og underspillet humor. Pludselig kaster han sig i armene på kvinden, sidder på hendes hofte eller ligger på tværs bag hende eller på skulderen. Telefonen ringer.

Han indrømmer, det er en app, der kan stilles til at ringe op og sende beskeder, så man fremstår vigtig. Hun fortæller til gengæld, hvordan man kan lave fake fester. “Normerne går til psykolog, men har ingen problemer. Normerne har hovedet oppe i egen røv!” bliver der sagt. Afhængigheden af at være noget, være nogen, udspilles med humor i alt fra iscenesatte redningsaktioner til den absurde kavalkade af ansigtsfiltre.

Forestillingen flytter med

Genlyd er skabt i 2020, og der er sket en hel del på de sociale medier siden da. Vi har alle set filtre og apps, og vi ved godt, telefonen er blevet vores tredje hånd, og at vi ikke skal tro på alt, vi ser på SoMe. Men i forestillingen her fem år senere, er der samtidig en stiltiende overenskomst om, at vi godt ved, vi faker, og at det efterhånden er ok. Ja nærmest et spil, vi skal spille. Det gør det ikke mindre aktuelt.

Vi køber i hvert fald præmissen om denne genlyd, dette ekko mellem det virkelige og det fake. Forestillingen flytter med op i tiden gennem skiftende virkeligheder. Som i gruppens Symhony Of Solitude, der vandt en Reumert for årets særpris med samme cast, genkender vi ensomheden og længslen efter noget ægte væren. Anika Barkan synger en bearbejdning af Nothing compares 2 U af Prince, især kendt i Sinéad O’Connors udgave. Hvem er det, vi svigter – til fordel for hvad?

Genlyden af det absurde ligger i humoren, men også i sårbarheden. Fx at trække T-shirts med ansigter op over hovedet og gemme sig, mens det menneskelige kød og blod hænger udenfor. Frontend og backend i ekko. De tre kunstnere på scenen leverer befriende ukrukket og generøst med et overskudsagtigt nærvær, der jonglerer tværkunstnerisk med både normer og menneskelighed på samme tid.