Populært lige nu

Mindeord for Helle Fuglsang

Performancekunstner, leder af Wilma Version og medlem af bestyrelsen i Uafhængige Scenekunstnere Helle Fuglsang døde pludseligt på årets sidste dag. Det er kun få...

Der kommer tårer – synstolkning bygger bro til følelseslivet og skaber fællesskab

Laura Kamis Wrang er især kendt som stemmen i S-toget. Hun er skuespiller og indtaler og herhjemme er hun den eneste med teaterbaggrund, der...
Annonce

Årets Fair Practice Scenekunstpris gik til Vendsyssel Teater

Fair Practice Scenekunstprisen blev i fredags uddelt for anden gang. Prisen er inspireret af det hollandske Fair Practice Code, men tilpasset danske forhold af de seks brancheorganisationer bag. Prisens formål er at sætte fokus på og hylde den fair og gode co-produktion mellem teatre/scener og kunstnere/kompagnier i det frie felt.

Annonce

Der var fredagsstemning og bobler i glasset, da Fair Price Scenekunstprisen i fredags blev uddelt på Thoravej 29. I år var tretten organisationer nomineret, hvilket er fem mere end sidste år. Den øgede opmærksomhed er i sig selv er en succes for folkene bag prisen, der også udgør juryen, nemlig brancheorganisationerne Uafhængige Scenekunstnere, Danske Sceneinstruktører, Danske Scenografer, Dansk Kunstnerråd, Dansk Skuespillerforbund og Dansk Artist Forbund.

Derfor er det lige nu ekstra vigtigt at sætte fokus på og fejre dem, der allerede gør en fantastisk indsats

“Lige nu taler hele scenekunstbranchen om den kommende scenekunstreform, og der er bred enighed om et økonomisk løft til det frie felt. Derfor er det lige nu ekstra vigtigt at sætte fokus på og fejre dem, der allerede gør en fantastisk indsats for at sikre fair behandling af de mest prekære dele af scenekunstbranchen. Co-produktioner er en væsentlig og vigtig produktionsform i scenekunstbranchen, og med denne pris håber vi at sætte fokus på værdien af det gode og gensidige samarbejde,” udtaler de seks organisationer.

Maya Bonde Holtze uddeler Fair Practice Scenekunstprisen 2025 prisen til Vendsyssel Teater, der lytter med på telefonen. Foto: ISCENE.
Maya Bonde Holtze uddeler Fair Practice Scenekunstprisen 2025 til Vendsyssel Teater, der lytter med på telefonen. Foto: ISCENE.

Solidaritet med det frie felt

“Vi har indstiftet denne pris, fordi som kunstnere er vi ofte på scenernes nåde. Vi er mange, der står i kø for at blive udvalgt, givet sceneplads, co-produktionsaftaler eller sælge vores forestillinger,” sagde producer Maja Bonde Holtze fra produktionsselskabet prfrm i sin tale. Hun hyldede dernæst det gode samarbejde mellem scener, institutioner, festivaler og kunstnere og kompagnier i det frie felt.

En dag, hvor vi fejrer dem, der efterlever værdierne i Fair Practice Code

Med hendes ord var det “En dag, hvor vi fejrer dem, der efterlever værdierne i Fair Practice Code: Solidaritet, Diversitet, Gennemsigtighed, Tillid og Bæredygtighed, og som arbejder for at sikre Fair Play, Fair Chain og Fair Share – rimelig betaling og rimelig del i goderne til alle led i kæden.”

Annonce

Det gør prismodtagerne fra Vendsyssel Teater, der deltog i prisuddelingen over telefonen. Teatret var indstillet for at udvise solidaritet med det frie felt. Det gør de blandt andet ved at vise gæstespil og indgå i co-produktioner med stor transparens, og ved at løfte og støtte mindre aktører i branchen.

Michael Slebsager i Gabriels Vinger på Vendsyssel Teater. Foto: Tao Lytzen. Fair Practice Scenekunstprisen 2025.
Michael Slebsager i Gabriels Vinger, der spiller på Vendsyssel Teater netop nu. Foto: Tao Lytzen.

Et teater med reelt åbne arme

“Det er en scene, der møder kunstnerne med stor personlighed, i øjenhøjde og med en nysgerrighed på at åbne teatret op mod hele branchen – og mod et mangfoldigt publikum. Det er et teater, der har åbnet mere op mod det frie felt end nogensinde før – og kommer til at gøre det fremover som del af sin fremtidige strategi. Et teater med reelt åbne arme. Som ligger udenfor København. Som vælger at være modige,” lød juryens begrundelse for valget.

Annonce

Hun glædede sig over, at “I anerkender, at en scene udenfor København kan skabe udvikling

Kommunikations- og PR-ansvarlig Lise Sønderkjøge greb bolden og kvitterede på teatrets vegne for prisen. Hun glædede sig over, at “I anerkender, at en scene udenfor København kan skabe udvikling. Det er dejligt, at nogen ser os og det, vi arbejder med.”

Det kunstneriske hold i gang med at rejse fyrtårnet i scenografien til Gabriels Vinger. Foto: Vendsyssel Teater.
Det kunstneriske hold i gang med at rejse fyrtårnet i scenografien til Gabriels Vinger. Foto: Vendsyssel Teater.

Prisen kaster lys på mulighederne

Udover selve prisen fremhævede juryen ligesom sidste år også en række af de øvrige indstillede scener. Vordingborg Egnsteater for “deres nytænkende og kollektive approach.” Aaben Dans for “at udvikle fremtidens dansere og koreografer.” AFUK Scene for “at skabe rum for samtidscirkus, performance og tværæstetiske formater.” Og endelig Passage Festival for “at yde over evne og tage over, hvor institutionens rammer slipper.”

Vi er nået et godt stykke, så nu handler det om at holde fast i værdierne og producere fede forestillinger, så artisterne oplever, at de har muligheder i branchen

Sidste år modtog DYNAMO Workspace i Odense prisen, og DYNANOs leder Gry Lambertsen siger: ”Det er en anerkendelse af os som institution at få en pris. Det har i mange år været en følelse af, at man skulle bruge mange kræfter på at blive anerkendt og professionalisere sig selv og branchen, når man arbejder med samtidscirkus. Vi er nået et godt stykke, så nu handler det om at holde fast i værdierne og producere fede forestillinger, så artisterne oplever, at de har muligheder i branchen. Det kan priser kaste lys på.”

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Jurymedlem i Revyernes revy, Den Danske Cirkuspris og comedyfestivalen UP. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Danske Teaterjournalister. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.

Sebastian Dorset debuterer som dramatiker

Det er aldrig nemt for voksne børn at flytte hjem til deres forældre, men er det lettere, hvis det er forældrene, der flytter hjem...