27-årige Katinka Bohse Meyer, sopran, har en fantastisk stemme og en medrivende scenetilstedeværelse. Derfor tildeles hun Lars Waage Prisen 2025 på 25.000 kroner af Den Fynske Opera og Den Fynske Operas venner. Det skriver Den Fynske Opera i en pressemeddelelse.
Med sit talent og sin store kunnen har 27-årige Katinka Bohse Meyer demonstreret, at hun som ungt operatalent ikke alene har potentiale, men en allerede etableret standard.
Derfor er det en stor fornøjelse for Den Fynske Opera og Den Fynske Operas Venner at tildele hende Lars Waage Prisen 2025 på 25.000 kroner og et kunstværk skænket af Gallerie Rasmus.
Senest har Katinka Bohse Meyer gjort stort indtryk i forestillingen Giulietta e Romeo på Den Fynske Opera, hvor hun har vist – og viser – den store udvikling, hun har gennemgået tidligt i sin karriere.
“Hendes evne til at formidle følelsesmæssig intensitet og kompleksitet både vokalt og scenisk, kombineret med hendes dedikation og seriøsitet, gør hende til et lovende talent på den nuværende danske operascene og lover godt for fremtiden,” siger Eva-Maria Melbye, kunstnerisk leder på Den Fynske Opera.

Opbakning til fortsat udvikling
Med prisen håber Den Fynske Opera og Den Fynske Operas Venner, at hun vil opsøge nye veje og afsøge nye muligheder.
“Der er sket så meget i hendes udvikling – både stemmemæssigt og scenisk – og hver gang hun får krop på en musikalsk eller scenisk bevægelse, vokser hendes stemme og bliver endnu smukkere. Nysgerrighed og mod gemmer på uanede resurser, fordi de sætter os i en tilstand, hvor vi også kan modtage nye impulser,” siger Eva-Maria Melbye.
Selv siger prismodtager Katinka Bohse Meyer:
”Det er virkelig stort. Jeg er taknemmelig og stolt. Siden mit andet år på konservatoriet har jeg været med til arrangementer og forestillinger her på Den Fynske Opera, og det har betydet alverden for min udvikling.”
Prisen blev overrakt søndag den 16. marts på Den Fynske Opera.
Katinka Bohse Meyer kan netop nu opleves i titelrollen på forestillingen Giulietta e Romeo på Den Fynske Opera frem til 29. marts.
Katinka Bohse Meyer, sopran, har været studerende på Opernschule der HMDK Stuttgart siden 2023. Forinden studerede hun klassisk sang på Syddansk Musikkonservatorium – SDMK. Hun fik i 2024 sin hovedrolledebut på Wilhelma Theater i Stuttgart i rollen som Rosalinde i Johann Strauss’ Die Fledermaus. Samme rolle har hun efterfølgende sunget med Noura Juku Opera Foundation i Japan.
Lars Waage Prisen uddeles af Den Fynske Opera og Den Fynske Opera Venner til en yngre sanger, som har medvirket i en operaforestilling på Den Fynske Opera i perioden siden sidste prisuddeling, og som har ydet en talentfuld, kunstnerisk præstation ud over det sædvanlige.