★★☆☆☆☆ Det er slet ikke som man tror – er svær at blive rigtig klog på

Det er slet ikke som man tror er skabt af Nørregaards Teater, teaterRUM og ZeBU. Forestillingen handler om en familie i krise, men fortaber sig i sidefortællinger og en sproglighed, som synes svær at forene med målgruppen.

Det er slet ikke som man tror handler om familien, mor, far og datter Mulle, som holder umådelig meget af hinanden. Far (Heine Ankerdal) er ”fantastisk” og Mor (Nanna Schaumburg-Müller) er ”nærmest overjordisk”, fortæller Mulle (Martine Levinsen).

Handler det mon om forældre tyranni?

Mulle står forrest på scenen og smiler, mens far og mor danser frem til lidt gammeldaws jazz. De hilser med et ”hyggehejsa” og nusser næser, mens de kalder hinanden kælenavne. Snuske, Bassemus og siden bjæffer ”grrrr” og ”vov vov”, da mor synes, far er en ”rigtig vild vovse”. Forestillingen er sat fra ni år og op. Store børn. Så hvorfor tale til dem med fjoget børnesprog og fysisk forældrekærlighed, som mange i den alder føler, er pænt pinligt?

Tre stole er scenens inventar. De er stuestole, bilsæder og skrammel på et loft. Mulle sætter sig tungt med hovedet i hænderne og græder. Hun har været oppe og slås i skolen. Handlingens brutalitet er overvældende, og synes sær i forhold til den søde og storsmilende Mulle, vi hidtil har mødt. Forældrene er forstående og tager pigens parti. Skolederen stilles ansvar og far himler op om samarbejdsklimaet i klassen, på lærerværelset og i ledelsesgruppen – er det interessant for børn? Handler det mon om forældretyranni? Mærkelig nok virker det som om, vi skal synes, far er sej.

Fortællingen skifter stil

Siden kører familien i bil. Stolene sættes op til sæder. ”Jeg sidder først sådan her. Så sådan her” forkynder Mulle, mens vi ser hende gøre præcis det samme. Det er tungt. Vi kan jo godt selv se og høre hvad der sker. På køreturen skifter fortællingen pludselig stil. I vejkanten står en blaffer. Familien kører forbi. Mulle mener, blafferen ser sulten ud. Mor og far mener andre må tage sig af det.

Uden at spoile bliver blafferen metafor for resten af fortællingen. Et lyn slår ned, og far og mor bliver ud af det blå ramt af en depression. Fortællemæssigt er det mystisk med den pludselige krise. Hvor kom den fra og hvorfor? Som publikum må vi godtage forklaringen med lynet, men metaforen og dertil hørende symbolik med blafferen er måske en kende højtravende for 9årige.

Hvad vil fortællingen?

Carsten Wittrock scenografi danner ramme om universet. Fundamentet er dannet af et cirkelformet stuegulv med plankebrædder og kan være en stue, en vej, et loft og et fælles afsæt for fortællingen. Bagvæggen er en plade med påmalede firkanter og runde former. De flankeres af et par ekstra vægge med runde vippepartier og en lyskæde.

Der opstår, et smukt poetisk øjeblik i fortællingen, da mor og far skifter sindsstemning og tyste kigger frem bag de runde former. Som spejle der reflekterer nye side af personerne. Her er et alt og ingensteds-rum, der understreger fortællingens poetiske univers og giver plads til de mange skift, som publikum selv fylder ud undervejs.

Men det er svært at blive rigtig klog på, hvad Lars Dammarks manuskript og instruktion vil. Der er helt klart en ambition om at skabe en symbolsk og poetisk fortælling om en familie, der rammes af en krise. Men fortællingens mange sidehistorier, sprogtonen og instruktionens lidt stive og forklarende stil står i vejen for historien. Hvad vil den og til hvem? Vi bliver aldrig fortrolige med karaktererne eller deres fortælling, og tekstens divergerende sprogtone og retning gør det svært at blive fanget af forestillingens poetiske lag.

Det er slet ikke som man tror vil så utrolig meget, at den helt mister retning undervejs