★★★★★☆ Peter Kanin – farveglad dukkefortælling for de små

Med Peter Kanin leverer Teater Next en velfortalt og blid sceneversion af den velkendte historie. Her er masser af blomster, næstekærlighed, en lykkelig slutning og ikke noget, der bliver alt for farligt for de små publikummer.

Kornblomster, valmuer, følfod, margueritter og langt, vajende græs står grupperet rundt omkring på scenen i Kirsten Brinks landligt-idylliske scenografi. En stemning, der understreges af de to skuespillere i arbejdsoveralls, der tager imod børn og voksne før forestillingen.

Christian Bergmans dramatisering af Beatrix Potters fortælling om Peter Kanin til Teater Next er da også næsten ren idyl fra start til slut. Bo Skødebjergs iscenesættelse er som en behagelig godnathistorie eller et varmt kram, der omslutter sit publikum. Og det fungerer virkeligt fint til målgruppen på de 2-5-årige, hvor det i sig selv er rigeligt spændende, at lyset i salen er blevet slukket.

En kæk kanin

Noget pusler i det høje græs. Bag én af de blomstrende klynger titter en lille kanin i blå jakke frem. Peter Kanin, som mange børn måske allerede kender fra Potters bøger med de blide, pastelfarvede illustrationer – eller fra de forskellige tv- og filmversioner, der er blevet skabt gennem årene.

Den nuttede kanindukke bringes til live af Sara Line Møller Olsen, der med masser af selvsikkert pep viser os en kæk kanin, der er storebroren i flokken. Ham med tre yngre søskende, som ikke er bange for at gå stik imod sin mors ordrer. Ham, der lader sig lokke af de lækre gulerødder, som vokser i hr. Suhrs have…

Vær en god kanin

Faktisk er Peter Kanin så meget storebror, at han godt kan glemme at tage hensyn og være et godt forbillede for sine søskende. ”Vis din søster, du kan dele. Vær nu en god kanin,” synger kaninmor formanende med Christian Bergmans stemme i én af de sange, Christian Dahlberg har komponeret til forestillingen. Et fint, musikalsk bagtæppe, der matcher den blide historie godt med små viser og mere muntert-jazzede numre.

Selvom Peter har fået besked på at blive i hulen og passe sine søskende, stikker han af og begiver sig mod Hr. Suhrs have og de uimodståeligt lækre gulerødder. På sin vej møder han uglen og egernet, der har brug for hans hjælp. Og ræven, som måske ikke er helt ærlig om sine hensigter. Alle tre styret af Christian Bergman, der også håndterer både resten af kaninerne i flokken og indtager rollen som Hr. Suhr, der i teaterversion heldigvis ikke er så farlig og skræmmende, som i den oprindelige historie.

Læring til både børn og kaniner

Faktisk er Hr. Suhr en mild, godmodig mand, der gerne deler sine gulerødder med den lille kanin, der er dukket op i hans have. En vigtig læring for Peter – og måske også for nogle af børnene i salen – der indser, at det er vigtigt at kunne dele.

I det hele taget forstår den lille kanin til slut vigtigheden af at gøre noget for andre. Og så hjælper han naturligvis både egernet og uglen, som han ellers bare hastede forbi på sin vej ud i verden. Sløjfen på fortællingen bindes og alt er godt og rart – nøjagtig som den farveglade scenografi og de smilende ansigter på de to medvirkende lagde op til. Og somme tider er det også bare rart med en velfortalt historie, der ender godt.