★★★★☆☆ Kvinde kend din historie – konsekvent forløst koncept giver historien krop

Odense Teater giver historiker Gry Jexens Kvinde kend din historie krop med et livfuldt spillende ensemble i en konsekvent iscenesættelse, så de mange fragmenter af fortællinger rammer os i følelserne og gør os klogere, så vi får lyst til at vide mere og forme fremtiden anderledes.

Det er stadig vigtigt at kende sin krop, som man kan forvisse sig om på Mungo Park for tiden. Men det er også godt at kende sin – altså kvindekønnets – historie. Det viser Odense Teater os i Kamilla Wargo Breklings enkle, men gnistrende klare og rørende dramatisering af historiker Gry Jexens Kvinde kend din historie.

Historieformidling light

Bogen rummer et dyk ned i 50 kvinders historie, der kronologisk er fordelt i temaerne uddannelse, seksualitet og køn, at få børn, magt og politik, økonomi og iværksætteri, sport, kunst og litteratur. Det er historieformidling light, der indgår i Jexens samlede projekt, der startede som en instagramprofil og også findes som podcast, hvor kvindernes historier får større dybde.

Kamilla Wargo Brekling har valgt kronologien som styrende princip, så vi starter med Dronning Dorothea (1430-1495), der lykkedes med at lobbye hos paven for et universitet til København, og slutter med lægen Kirsten Auken (1913-1968), der var en af foregangskvinderne indenfor sexologi.

Ja, det vil sige – det hele sættes i gang af manden. “Så er vi her. Hvor har jeg glædet mig”, proklamerer Klaus T. Søndergaard, der derefter kortvarigt tager plads blandt publikum. Han kaldes dog hurtigt tilbage for at indtage rollen som pave, for “han er jo en mand” – underforstået; det er han stadig.

Ensemblet stråler

Så går det over stok og sten. Ikke i et forceret tempo, men i små bidder af liv, der afløser hinanden. Ikke som perler på en snor, for der er for så vidt ingen sammenhæng ud over kønnet. Ledetråden er kvindehistorie i alle aspekter og sammenhængen skabes derfor visuelt i Marie Rosendahl Chemnitz sort-hvide univers og i iscenesættelsens dynamiske flow.

De hvide bannere med kvindernes navne, der et for et falder fra loftet. De hvide stykker stof, der kan illudere sjal, baby, vasketøj, protestbanner eller brev efter behov. De hvide stole, der rokeres rundt. Først er de det Europa, Dorothea rejser i, siden et skafot for barnemordersken Ane Cathrine Andersdatter, en anden gang Kattegat, som Jenny Kammersgaard svømmer over. Stolene flyttes, tiden går. Det er livligt og viser kvindernes handlekraft, men får også plads til dagligdagens evige gulvvask og enkelte øjeblikke af ro.

Ensemblet stråler og formår at skabe karakterer ud af det meget deskriptive tekstmateriale. Malene Melsen er majestætisk som rige Sophie af Mecklenburg og knuget af nødvendigheden som barnemordersken. Lea Baastrup Rønne er brovtende barsk som Maria Engelbrecht Stokkenbech, der forklædte sig som mand og drog på valsen.

Githa Lehrmann er trodsig som forfatteren Charlotta Dorothea Biehl, der ville skrive og måske var bedre end Holberg. Ayshan Qvortrup slides mellem kunst og kærlighed som Anne Marie Carl Nielsen og giver sin navnløse rektor, der står op for sin lærers ret til at få barn udenfor ægteskabet, karakter med sødmefyldt dialekt.

Krop til fortællingerne

Og skønne er de sammen, når de føder på samlebånd. Når de vasker gulv og sladrer om Grevinde Danner. Når de vakler svimle rundt i korsetterede kroppe. Når de kækt udstiller publikums mangel på viden i en lille gæt en kvinde-quiz. Det er rapt iscenesat, men vi mærker hele tiden smerten, afsavnene og den forurettelse og ambition, der får flere af de portrætterede til at træde i karakter, mens andre visner og bukker under.

Man kan – og det blev det ved udgivelsen af Jexens bog – diskutere, om ikke formen fastholder kvinder som køn, når deres historier fremstilles løsrevet fremfor at blive skrevet ind i en fælles historie. Man kan også diskutere den lidt uklare vægtning mellem det beskrivende og det feministiske i bogen, der til dels flytter med over på scenen.

Især det sidste betyder dog mindre her, fordi fortællingerne får krop og bliver til nærværende karakterer, der ud over at give et indblik i historiske udgrænsninger også helt elementært bliver en godt fortalt og meget rørende historie gennem de fire kvinder og den enkelte mands stærke samspil og iscenesættelsens konsekvente tone.

Kvinde kend din historie bliver dermed en væsentlig forestilling, fordi kunsten nogle gange kan tale til os på en anden måde end de historiske fakta. Den kan helt banalt ramme os i kroppen og i følelserne og gøre os klogere på verden, så vi får lyst til at vide mere og gøre tingene anderledes. Det er der måske i disse dage ekstra grund til at huske på.