★★★★☆☆ Så slap dog af – en bidsk kabaret, der tager satiren alvorligt

Jacob Morilds solokabaret er ikke for alle, men hvis man kan tåle hans kantede stil, så er Så slap dog af på Café Liva en tekststærk, underholdende og morildsk satireforestilling, der tør anfægte tidens tendenser.

Mon ikke teaterleder og multikunstner Jacob Morild har justeret forestillingens forsæt til tiden? For med titlen Så slap dog af, som formentlig er valgt for længe siden, lægger den op til en forestilling, der slår på tromme for at tage alting lidt mindre alvorligt. Men de seneste måneder har netop vist, at vi heller ikke kan tage for let på tingene.

I hvert fald byder denne nye solokabaret på Café Liva i Københavns Nyhavn på en stribe numre, der på den ene side siger ”så slap dog af” til vores onlineadfærd på sociale medier, til vores nyhedslæsning og til vores vejvrede i trafikken. Og på den anden side peger de på reelle og aktuelle problemer, som vi ikke må glemme at tage dødsens alvorligt.

En ventil til tiden

Hvis ikke tiden nu er til satire, så ved jeg snart ikke, hvornår det skulle være. Og i et politisk klima både inden- og udenrigs, hvor flere fundamentale og selvfølgelige frihedsrettigheder bliver gradbøjet og debatteret, er dét at svare igen fra en scene nærmest en forpligtelse for enhver satiriker. Scenekunsten og ikke mindst satiren er – nu såvel som altid – et forum for kritisk tænkning og en ventil for følelser og tanker, vi ellers kunne gå alene med.

Også sådan synes det at fungere på Café Liva, da vi til premieren sad og skrålede med på omkvædet til en vise med ordene: ”Fascismen er tilbage! Fascismen er tilbage!”

Og Jacob Morild har, som han også selv bemærker i forestillingen, et velkendt image som en revsende og skånselsløs stemme i samtidssatiren. Nogle gange tipper hans tekster måske lige vel meget over imod personlige holdningsytringer, men dem tager vi også gerne med.

Blandede godter

Forestillingen er skrevet, spillet og instrueret af Morild selv. Han kan åbenbart både stå på scenen og give instrukser til sig selv samtidigt – og den evne skal jeg ikke udfordre ham på. Men som helhed savner Så slap dog af et vist konceptuelt overblik, som peger på en mangel på iscenesættelse.

Virkemidler og udtryk bruges lidt tilfældigt og planløst igennem forestillingen. Numrene, der ellers er bundet fint sammen i overgangene fra nummer til nummer, savner en overordnet ramme eller et slutnummer, der ordentligt hæfter ende på forestillingen. Og programmets sammensætning synes ubalanceret med melankolsk overvægt i anden halvdel.

Til gengæld er de enkelte numre hver for sig både underholdende og velskrevne, og det er især de slagkraftige rants og de underfundige og sketchagtige monologer, der gør lykke i denne kabaret.

En pseudopoetisk vise om Godthåbsvej giver forestillingen både charme og stemning. Også den lumre sang om en affære mellem en pillefyr-servicemand og hans kunde, der til sidst skifter pillefyren ud med en varmepumpemand, er vellykket som revyvise – også i kraft af Morten Wedendahls udmærkede melodi til den.

Bidsk performer

Der findes vist ingen performere som Jacob Morild. Der er en vis overklasseagtig arrogance over hans scenepersona, som man lige skal finde sig til rette i som publikum. Og hans lidt kontante stil og debatterende tekster, der nogle gange er mere private end satiriske, betyder, at man nok enten er med ham eller imod ham.

Når det er sagt, så er publikum til denne premiere i høj grad med ham. Vi sang gladeligt med på dét med fascismen. Der var også masser af grin fra publikum. Og indimellem sad flere og nikkede enigt til hans kommentarer.

Så hvis man ser Så slap dog af som et partsindlæg på linje med en kronik i en avis, så er den, om jeg så må sige, aldeles læseværdig. Men den er ikke henvendt til en bredere folkelighed, men for en helt særlig type af publikum, der trives med lidt mere bidsk og bedrevidende sceneunderholdning.