Lyd- og tonekunstfestivalen SPOR festival fejrer 20 års jubilæum her i 2025. ISCENE har talt med festivaldirektørerne, Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen, om vigtigheden af at stimulere vores auditive miljøer og sanselige apparat.
Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen, har stået i front for SPOR festivalen siden 2007. Festivalen som afholdes i Aarhus hvert år i maj arbejder ambitiøst med at aktualisere og udbrede den nyeste lyd- og tonekunst nationalt som internationalt.

Slip trangen til at forstå
”Noget af det, som er særligt for lyd- og tonekunst, er dens sanselighed,” fortæller Anna Berit Asp Christensen og fortsætter: ”Det er en kunstart, som tillader sig selv at være ret vild. En kunstart, som taler forbi hjernen, forbi ordene og ind i kroppen.
En kunstart, som tillader sig selv at være ret vild
Den har en kæmpe kvalitet i at være forudsætningsløs. Hvis man tør slippe sine hæmninger, sin kontrol og trang til at forstå, tilbydes der et univers, hvor man er anti-stereotyp. Kunstarten kan bringe din fantasi nye steder hen. Det er et af de få steder man tør være helt abstrakt,” forklarer Anna Berit Asp Christensen.
SPOR festival 2025 har 22 danske og internationale værker på programmet. Kunstneriske værker med en stor spændvidde i form og udtryk – og alle sammen kurateret af Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen.

Det gode værk
Hvornår er et lydværk er godt, og hvad det skal kunne?
”Man skal opleve et værk for at se, om det fungerer. Vi kan ikke gå ind alene med vores faglighed og vores strukturer og sige, om et værk er skidt eller dårligt. Men når det er sagt, hvem kan så egentlig bestemme, om noget er godt eller dårligt?” spørger Anna Berit Asp Christensen retorisk, før hun fortsætter:
Det som er vigtigt er, at man ikke ubevidst kommer til at forfølge konsensus
”Vi forsøger at ramme bredt i forhold til publikumssegmenter og at præsentere flest mulige kunstneriske udtryk og stemmer. Alle værker kan ikke være gode, og det er ikke en katastrofe. Vi har selv arbejdet meget med bias. Det som er vigtigt er, at man ikke ubevidst kommer til at forfølge konsensus om, hvad der er godt. Og at man hele tiden udfordrer sin egen smag,” fortæller Anna Berit Asp Christensen.

Subgenrer og nyskreven musik
Dykker man ned i SPOR festivalen, er der mange særlige tiltag, men én ting står ifølge Anne Marqvardsen fast: ”Et af vores grundprincipper er aldrig at lave festivalen i et klassisk koncertrum.”
SPOR festivalens visioner og særkender favner bredt, og Anna Berit Asp Christensen siger: ”SPOR er karakteriseret ved at forstå, nedbryde og undersøge hierarkier, regler og gamle klassiske strukturerer i forhold til performances, kompositioner, rum og publikum.”
Karakteriseret ved at forstå, nedbryde og undersøge hierarkier, regler og gamle klassiske strukturerer
Festivalen har dermed udviklet sig gennem årene i både indhold og form: ”Vi lagde ud med et ekstremt ambitiøst program i 2007. Både i forhold til de mange forskellige formater og det internationale perspektiv. SPOR festival har hen over årene udviklet sig til at omfavne flere genrer og subgenrer, der er beslægtede med- eller får inspiration fra nyskreven musik. En anden ting, som vi har udviklet meget på, er balancen mellem at præsentere etablerede kunstnere side om side med nyt talenter,” forklarer de to festivaldirektører.

Rum for auditive miljøer
Rummet, hvor et værk præsenteres, vægtes højt på festivalen: ”Vi arbejder med at have forskellige rum og præsentationsformater. Og så dyrker vi langsigtede samarbejder med kunstnere for at opbygge et dybt kendskab festival og kunstner imellem. Disse to greb oplever vi fører til modige eksperimenter fra begge sider,” forklarer Anne Marqvardsen.
Anne Marqvardsen forklarer, at på SPOR festivalen, er de optagede af at zoome ind på lyde og vise, hvordan lyd og musik kan være mange ting.
Vores sanseapparat er under hårdt pres.
”I dag går de fleste i deres eget hovedtelefonbårne lydunivers. Vi hører jo ikke længere lyd fra omgivelserne – kun vores eget soundscape. Det er indsnævrende, og der er derfor samtaler og udvekslinger i byrummet, som ikke længere opstår. Vores sanseapparat er under hårdt pres. Når lyden bliver et individuelt foretagne, forsvinder spontaniteten også. Derfor er det essentielt at blive ved med at stimulere og styrke vores auditive miljøer og det sanselige apparat,” afrunder Anne Marqvardsen.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med SPOR festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
SPOR festival fandt sted første gang i 2005 under komponist Thomas Agerfeldt Olesens ledelse og med komponist Niels Rønsholt som årets kurator. Siden juni 2007 har Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen fungeret som festivalens kunstneriske og administrative ledere.
SPORs hjemsted i Aarhus bygger på byens lange tradition for at at skabe en platform for den nyeste lyd- og tonekunst. En position som i særdeleshed blev etableret via NUMUS festivalen, der blev realiseret af komponisten Karl Aage Rasmussen gennem 25 år fra 1978 til 2002.




