★★★★☆☆ Meter i sekundet – velspillet og velklingende feel good-teater

I samarbejde med Folketeatret lægger Aalborg Teater skrå brædder til verdenspremieren på Stine Pilgaards kæmpesucces Meter i sekundet. Resultatet er en velspillet og helt igennem sympatisk musikforestilling stemt i dur, der dog lige er til den kalorielette side.

Da jeg begav mig mod Aalborg, følte jeg mig som den eneste, der aldrig havde stiftet nærmere bekendtskab med Meter i sekundet. Stine Pilgaards roman (2020) solgte 150.000 eksemplarer. Og Hella Joofs filmatisering fra 2023 blev ligeledes en kæmpe succes både blandt publikum og anmeldere. Alligevel havde jeg aldrig hørt historien om den unge familie, der flytter til Velling Højskole.

Eminent ensemble

Aalborg Teater råder over nogle af landets dygtigste ensembleskuespillere, hvilket Meter i sekundet endnu engang beviser. Sidste års Reumertvinder, Patrick A. Hansen, der blandt andet rammer Anders Agger med en garvet revyspillers parodiske præcision, er fremragende. I rollen som den verdensfjerne komponist Sebastian, der vil ud af hamsterhjulet, blander han det maniske og det fodformede til en bryg, som jeg ikke har fået den før.

Den altid forrygende Marie Knudsen Fogh omdanner hver en scene, hun medvirker i, til en sejrsrunde i den by, hun har lagt for sine fødder med sit exceptionelle komiske talent. I salen kan man simpelthen mærke, at hun er stjerne, og på scenen kan man se, hvorfor når hun giver den som grådlabile keramiklærer eller den brovte men hjertevarme ejer af Skjern Hotel. 

Sara Fantas navnløse hovedperson er fortællingens straightman, som det øvrige ensemble spiller op ad. Hun er forestillingens anker og har en skøn, underspillet autoritet i rollen som Vellings orakel. Navnligt samspillet med kæresten Rasmus, spillet af William Halken, er nydelsesfuldt at iagttage – Halken fortjener i øvrigt ros i egen ret.

Fart over feltet

Kapelmester Jakob Lindbirk står i spidsen for et uforskammet velspillende orkester, som akkompagnerer løjerne fra start til slut, og helt i den grundtvigianske ånd byder Meter i sekundet naturligvis også på fællessang. Stærkt opmuntret af Camilla Gjelstrup i rollen som forstanderinden, forventes vi som publikum naturligvis at deltage i afsyngningen, og det bidrager blot til forestillingens helt igennem sympatiske udtryk.

Katrine Gjerdings simple scenografi består i al væsentlighed af en gruppe vindblæste træer og en stor skive af vekslende lys projiceret på bagscenen. Resten er mobile rekvisitter, der hurtigt skal ind og ud for at etablere nye scener, og det samme kan siges om kostumedesignet, hvor forestillingens store persongalleri tegnes klart i distinkte og genkendelige kostumer.

Det er mere effektivt end egentlig interessant, men det fungerer godt, for der er fart over feltet i Jens August Willes iscenesættelse af Jens Christian Lauenstein Leds dramatisering. Scenerne er mange, og rummet skifter konstant mellem det konkrete og abstrakte, så noget skal holde på formen. 

Blot til lyst

Nøjagtig som i Velling sker der ikke det store i Meter i sekundet. Det hele bliver holdt ud i strakt arm, og de dybere lag i historien forbliver antydninger af et drama, vi aldrig rigtigt får lov til at se udspille sig. F.eks. introduceres vi for den unge højskoleelev Emma, spillet af Ida Mia Appel, der forelsker sig i Rasmus. Konturerne til en konflikt tegner sig, men det bliver ved det, og intrigen udfoldes aldrig.

På det lidt mere overordnede plan tager forestillingen heller ikke rigtigt fat i højskolefællesskabets omklamrende inklusion, der på én og samme tid er både befriende og ulideligt besnærende. Vi får antydningen af paradokset, men ikke diskussionen.

Jeg tager ikke så meget med mig ud af salen, og forestillingen er lidt som et højskoleophold: en parentes i et længere forløb. Men alle os, der har gået på enten høj- eller efterskole, ved også, hvor godgørende den parentes kan være.