Marie Dahl: Så grinede vi og fejrede vores uenighed med et glas hvidvin

Om lidt er der premiere på Hotel Pro Formas sidste forestilling AXIS MUNDI med musik af Den Sorte Skole. Instruktør Marie Dahl løfter sammen med teamet arven efter Kirsten Dehlholm, der døde midt i skabelsesprocessen. Vi mødte Marie Dahl til en snak om kunstnerisk samskabelse, det nye værk og fremtiden for hende og Hotel Pro Forma.  

Marie Dahl får stadig en klump i halsen, når hun mindes sin ven og kollega, Kirsten Dehlholm, der døde sidste sommer. I det sorgfyldte år, der er gået siden da, har Marie Dahl færdiggjort deres sidste fælles projekt, forestillingen AXIS MUNDI, der har premiere på spillestedet VEGA 26. maj.

Vi mødes i Hotel Pro Formas lokaler, hvor en premieretravl Marie Dahl tager imod. Inden vi taler om den nye forestilling, og hvad der skal ske med Hotel Pro Forma i fremtiden, vender vi tilbage til 2017. Det var her, de to første gang mødte hinanden.

Vi var utroligt ens

”Jeg kom tilbage til København efter 9 år i Berlin, og en veninde sendte mig i retning af Kirsten. Jeg kom med på et praktikprogram hos hende, og så gik det hurtigt med at finde hinanden. Måske fordi vi begge kom fra noget andet og er autodidakte i scenekunsten. Men grundlæggende fordi vi havde samme måde at se på kunst på. Vi var begge fokuserede på et udtryk og en måde at arbejde på, som er på et højt abstraktionsplan, og som derfor kræver en streng stringens og et ret stort overblik,” fortæller Marie Dahl:

”Man kan sige, at vi komplementerede hinanden utroligt godt, fordi vi havde forskellige baggrunde, men gjorde det samme. Og så kunne vi jo også bare utrolig godt lide hinanden,” smiler hun. Samarbejdet blev også bundet sammen af en fælles hunger efter viden og efter at komme dybt ind i stoffet, forklarer hun:

”Der var meget, vi gerne ville vide om verden. Så vi var også fælles om at være drevet af at researche og nørde igennem sammen. En anden ting var, at vi var utroligt ens. Vi fik forskellige ideer, men jeg kan kun huske én gang, hvor vi var uenige om en scene, jeg slet ikke kunne forholde mig til. Så jeg sagde, at hun måtte tage den, og så grinede vi og fejrede vores uenighed med et glas hvidvin. Og til sidst endte vi alligevel med at finde ud af det og lave den sammen. Vores relation var aldrig præget af konflikt, men af konstant stimulans.”  

Piranesi var der fra starten

Researchen som metode præger også deres sidste samarbejde om AXIS MUNDI, som begyndte i 2022. Det udsprang af Kirsten Dehlholms mangeårige fascination af den italienske arkitekt og arkæolog Giovanni Battista Piranesi. Mellem 1749-61 producerede han seksten raderede værker, kaldet fængselsserien.

”Det har været sjovt, nu hvor vi har gået og pakket Hotel Pro Formas arkiv sammen, at se, at Piranesi har været en af hendes inspirationskilder helt fra starten. Så det var billederne, der var afsættet, og vi var fra starten sikre på, at de skulle være på gulvet. Derfor kom det skrå fugleperspektiv, hvor publikum skal stå oppe på balkonen i VEGA og kigge ned på billedprojektionerne, som performerne bevæger sig på. Og det er jo et klassisk Hotel Pro Forma-greb at vende perspektivet,” forklarer Marie Dahl om de centrale elementer i det premiereaktuelle værk.

Fugleperspektivet giver mulighed for at arbejde med dimensioner og for – med et andet klassisk Hotel Pro Forma-greb – at gå ud og ind af billederne.

”Når du kigger oppefra, kan du lege med lyset på en anden måde. Og så sker der noget i vores hjerne, når vi ser et billede oppefra, så vi tænker og oplever det anderledes. Piranesis billeder arbejder også meget med perspektiver. Han har tegnet dem, som de ville se ud, hvis man stod nedenfor og kiggede op, så det bliver mærkeligt, når man i stedet ser dem oppefra. Det er utrolig mange lag i de billeder, hvor man fornemmer stor dybde,” fortæller hun.

Trapper der krydser

Titlen AXIS MUNDI, der betyder ”verdens akse” springer således også delvist ud af Piranesis billeder, hvor trapper krydser hinanden i uendelige dybdeformationer. Valget af VEGA som lokation var derfor også oplagt, fortæller Marie Dahl.

”Kirsten og jeg så på 50 steder, men vi vidste med det samme, vi kom ind i VEGA, at forestillingen skulle spilles der. De har de der trapper, der krydser hinanden, så det var ligesom at være i Piranesis billeder. Selve begrebet axis mundi arbejder vi med i abstraheret form som en skabelsesberetning, som jeg perspektiverer med tekster af Octavio Paz.

For Kirsten kom inspirationen fra en bog af professor Carsten Thau om netop trapper, og jeg associerede det mere til noget religionskulturelt og antropologisk. Det smeltede vi sammen i forestillingen om en vertikal verdensakse, der er et forbindingspunkt mellem himmel, jord og underverden, der både er metafysisk og et reelt sted, hvor vi kan forbinde os til andre sfærer. Der, hvor shamanen kan bevæge sig mellem forskellige verdener,” forklarer Marie Dahl.

Skabelsesberetning

”Axis Mundi begrebet er nærmest en arkitektonisk forståelse af vores verden, som ikke kun handler om det, vi kan se, men også om vores forståelse af, hvor vi befinder os eksistentielt. Vi har brug for, at der er noget over, under, til siden for at kunne placere os selv som mennesker fysisk og metafysisk.

Piranesis billeder har tilsyneladende klare retninger, men så opdager man snydeperspektivet, hvor trapper fortsætter og åbner en slags evighedsrum. Man kan aldrig komme til trappens top. Så det spændende var at føre billeder og skabelsesberetning sammen som et eksempel på, at vi som moderne mennesker stadig har et behov for en klar og tydelig forklaringsmodel, et axis mundi.

Men vores verden ser bare slet ikke sådan ud. Den er alt for kompleks. Vi ender ikke i himlen, hvis vi går op ad stigen. Der er altid et ekstra lag, og et til. Det er svært at navigere, og vi moderne mennesker løber forvirrede rundt på midten,” uddyber Marie Dahl.

Aksen og cirklen

Marie Dahl ler af sit eget billede af de løbende mennesker og vender tilbage til teksterne fra Octavio Paz’ digtsamling Frihed under ord:

”Paz beskriver en anden vej, der giver mulighed for forandring i en kontinuerlig genfortælling om, hvad verden og mennesket er. Vi kan skabe kosmologier i cirkulære bevægelser, der bygger på de forrige, i sproget og i kunsten, som giver os mulighed for at skabe nye bedre verdener, igen og igen. Jeg tror, vi har brug for begge dele: aksen og cirklen. Man kan sige, at det minder om den måde, jeg er og Kirsten var i verden på.

At når man skaber kunst, laver man på en måde små udgaver af absolutte sandheder af verden, som den er, som den kunne blive, som vi tror, den har været. Vi er hele tiden i en forhandlingsproces med, hvordan tingene kan være. Det er én af de ting, kunsten kan,” slår hun fast.

Hotel Pro Forma griber den forhandling an med meget abstrakte, æstetiserede forestillinger, der samtidig udtrykker et klassisk kunstbegreb. ”Vi insisterer på at skabe skønhed som modspil, for det er de værdier, vi i virkeligheden kæmper for. At det smukke findes. At der skal være nye fortællinger, som man måske ikke kan forstå i starten, men som man sanser og oplever – og som sætter sig til rette i én måneder efter, man har set forestillingen,” reflekterer hun.

Skabelse i sørgeperioden

Da Kirsten Dehlholm døde, gik arbejdet med forestillingen langsomt i en periode. ”Jeg havde brug for at have en sørgeperiode og finde ud af, om jeg kunne lave værket. Jeg var ikke i tvivl fagligt, men om jeg kunne gøre det, når jeg var i sorg. Det var meget, meget hårdt i starten,” fortæller Marie Dahl, mens tårerne atter trænger sig på. Vi sidder et øjeblik og lader minderne få plads, før hun atter tager tråden op:

”Vi havde en masse baggrundsviden, så meget var på plads, men der var også meget, der ikke var. Som jeg måtte tænke anderledes, fordi omstændighederne var anderledes. Jeg tror nu ikke, det var blevet så meget anderledes, men jeg ved det jo ikke,” grunder hun.

Det kunstneriske team var på plads og består af nye og gamle samarbejdspartnere. ”Der er mange på scenen, men et lille team bag. Jesper (Kongshaug, lysdesigner, red.) er selvfølgelig en kernedel, og videodesignet laver jeg med Uģis Ezerietis fra Riga, som vi har kendt i mange år. Den Sorte Skole er nye, men vi har jo kontinuerligt brugt forskellige komponister, og så er koreograf Simone Wierød ny. Hun var med som danser i Amduat, og nu koreograferer vi sammen. Og så er der virkelig mange teknikere med denne gang, fordi det er så kompliceret med projektioner på kryds og tværs,” forklarer Marie Dahl.

Hotel Pro Forma i evigheden

Sideløbende med arbejdet med AXIS MUNDI har Hotel Pro Forma pakket sit arkiv ned og afleveret det til Det Kongelige Bibliotek, men hvad skal der nu ske?

”Vi kommer til at tage på turné med det, vi plejer at tage på turné med, og skal snart til Rom med Flammenwerfer. Vi har haft mange snakke om at fortsætte, og i scenekunsten planlægger man langt frem, så der er også mange ting, der er svære at bremse. Jeg har altid syntes, at Hotel Pro Forma laver forestillinger, der holder for evigt, og som man kan se igen og igen i forskellige tider og forskellige kontekster, men AXIS MUNDI bliver vores sidste nyproduktion,” slår hun fast.

Samarbejdet fortsætter dog, nu blot i nyt regi. ”Jeg har lavet mit eget kompagni, hvor jeg vil fortsætte med at lave forestillinger sammen med Lisbeth Jacobi, der er producent her. Vi er meget tætte og var et superteam med Kirsten og Ulla Katrine (Friis, adm. leder, red.). Det er meget, vi mister. Vi har mistet Kirsten, og det kan føles, som om vi også mister hinanden, men det gør vi selvfølgelig ikke.

Tværæstetisk sammensmeltning

Det har været et meget hårdt år, men det er fantastisk, at vi har haft hinanden og stadig kan så meget sammen. Døden fører sorg med sig, men også kærlighed,” siger Marie stille og giver sine sidste ord til Kirsten Dehlholm og hendes særlige måde at være kunstner på:

”Kirsten samlede så mange fantastiske kunstnere omkring sig gennem årene, og vi vil fortsat skabe tværæstetisk, interdisciplinær kunst sammen og hver for sig. Hotel Pro Forma er også en arbejdsmetode, og det system tager vi med os.

I dag findes der meget tværæstetisk kunst, men den æstetiske enighed mellem Kirsten og mig handlede om, at vi ville lave tværæstetisk kunst, som holdt op med at være tværæstetisk i værket, fordi alle dele smeltede sammen. Det vil jeg også gøre i fremtiden.”