★★★★★☆ HÅB – så det svinger med svidende budskaber og kampgejst

Projekt Dansedrømme har eksisteret i 10 år under kunstnerisk ledelse af Anette Abildgaard som en del af foreningen BalCon. Årets forestilling hedder HÅB og spiller på Det Kongelige Teater i Skuespilhuset og er instrueret af Vidar Hansen. Det giver i den grad håb for fremtiden at se 20 badass dygtige energibundter på 14 – 22 år på scenen.

Badet i grønt lys – håbets farve – sætter en danser niveauet med en dyb bagoverbøjning – og svinger rundt. Det samme som at sige: “Hvis I tror, I skal til se en amatørforestilling, så tager I fejl”. Det er akrobatisk – danseren er noget nær et slangemenneske, men man skal også kunne sno sig i den fremtid, vi går i møde. Er der håb? Hvad er håb? Holdet har mange bud.

De håber, de altid kan lege. At fattigdom, ulighed og krig ophører, og at vi vil stå sammen om udfordringerne. En siger, at hun håber, hun en dag kan håbe. Håb oversat til bevægelser er fx håndflader mod hinanden, der løftes op, men i håbet lurer også frygten med hænder foran munde. Danserne har selv skabt det koreografiske materiale gennem workshops og opgaver, som Vidar Hansen og hans instruktørassistent, Clara Wärme Otterström, har samlet.

Stærke budskaber med rørende nærvær

Bevægelserne bærer fortællinger i forskellige små scener, der refererer til temaer, de har arbejdet med. De er castet ud fra deres forskellighed for at få det bredest mulige perspektiv. Nogle har danset før, nogle har spillet skuespil eller arbejdet med andre performative tilgange. Alle har haft en samtale med en af de tilknyttede psykologer, og den store tillid og omsorg skinner tydeligt igennem.

Det er ganske imponerende, at alle danser så overbevisende udtryksfuldt efter blot tre måneders træning. I Dansedrømme tager projektet udgangspunkt i Pina Bauschs arbejdsmetode fra Tanztheater Wupperthal, hvor værkerne tilsvarende er bygget over virkelige livs, drømme, håb og udfordringer. En bevægelse kan være den simpleste hverdagsbevægelse, gentaget og ladet med symbolik i fællesskabet.

Der er også hiphop-scener fulde af energi, formationer på linjer, i cirkler, i trekanter og små soli og duetter. Der er løft, partnerarbejde og svidende tekster. Alt leveres på højt niveau og med stor energi, danseglæde og nærvær, der rørende og tankevækkende formidler historier og scenarier fra de unges liv.

Rammer den unge trend på kornet

Alderspræsidenten på 22 år leverer fx en rå og svidende voldtægtsfortælling, hun har været vidne til. Danserne rykker sammen i kampen for kvinders rettigheder i et protestindlæg iført flotte hæklede masker med skrig, kolbøtter og fuck-fingre til lyden af rock i pink lys. Én ting er artikulerede bevægelser, rytmisk sans, samtidighed og opmærksomhed på scenen – noget andet er en energisk udstråling, der løfter taget.

Scenografisk er HÅB enkel, men virkningsfuld til at samle og medfortolke de stærke kropslige udtryk på scenen. Lys og kostumer trækker alt fokus ned på danserne i deres rå jeans og hvide t-shirts med et hæklet tvist. De designstuderende, med designer Maja Brix i spidsen, har ramt den unge trend på kornet og taget udgangspunkt i bæredygtigt design.

De få rekvisitter bærer stærke, symbolske referencer. Intet er der uden at have en betydning. Fx papirshatte i en scene om at skulle undertrykke sande følelser, eller de fire blå bannere, der krydser scenen som et bølgende hav, man kan drukne i, men også komme styrket gennem. Kreativiteten er stor, som da bannerne bliver til et hestespand, der skal trækkes af en hårdt slidende kvinde – overvældende malerisk.

Der er håb

Der er også unge kræfter på klaver og saxofon, nemlig Noah Dahl Christensen og Laurits Mønster Jacobsen, der spiller, som om de aldrig bestilte andet. Kompositionen er af Gert Østergaard, der selv spiller trommer og har skabt et nuanceret tonesprog sideløbende med udviklingen af koreografien. Der er det jazzede, det rockede og det helt minimalistisk dragende – som en enkel klavermelodi båret af svævende strygerlyd.

Koreografisk spænder forestillingen fra hiphop-sekvenser og moderne dans af høj teknisk kvalitet – fyldt med piruetter, spring og løft – til valsende cirkler og rækker i bedste Pina Bausch stil med vuggende hofter og artikulerede arme. “Håb er noget af det smukkeste vi har. Det er det, der gør, vi tør prøve igen og igen og igen,” hører vi. Og det er forestillingens høje kvalitet i sig selv et fremragende eksempel på.

Sejrssymbolet for fællesskab og sammenhold er cirklen, og det fælles løft af en kammerat op gennem midten får deres øjne til at stråle. Som en af danserne siger til en Q & A efter forestillingen: “Hvis vi kan lave en forestilling, hvad kan vi så ikke også opnå?” Stor respekt for, hvad den her blandede gruppe unge performere fra forskellige baggrunde i hele landet og deres team har løftet på kort tid. Der er håb.