Der kommer tårer – synstolkning bygger bro til følelseslivet og skaber fællesskab

Laura Kamis Wrang er især kendt som stemmen i S-toget. Hun er skuespiller og indtaler og herhjemme er hun den eneste med teaterbaggrund, der synstolker live i teatret. ISCENE mødte hende til en snak om at give blinde og svagtseende lige adgang til teateroplevelser, der inviterer ind i følelser og fællesskaber. Et tilbud, der desværre ikke er særlig udbredt i Danmark.

I hjørnet af en hyggelig københavnercafé sidder Laura Kamis Wrang allerede med computeren tændt: “Jeg vil lige ville vise dig, hvad synstolkning egentlig handler om,” indleder hun. Passionen for emnet og strømmen af positive udtalelser, jeg har læst – fra teaterproducenter, blinde og svagtseende – er smittende. Det er svært at forstå, det er så ukendt i Danmark. Loven kræver, at der er lige adgang til hjemmesider, men fælles liveoplevelser sammen med andre mennesker er stort set utilgængelige.

Lauras interesse for synstolkning blev vakt, da hun som skuespiller oplevede, at hendes mor pludselig ikke kunne opleve teaterforestillinger, da hun fik en tumor på synsnerven: “Applaus har lavet en undersøgelse om ensomhed og følelsen af eksklusion, som kommer til udtryk i nedsat livslyst, når man ikke er en del af fællesskabet. Den ensomhed kan virkelig være meget tung at bære, og jeg oplevede, at min mor bare trak sig,” siger hun.

Danmark er 50 år bagefter

Synstolkning er, når svagtsynede og blinde gennem en høretelefon får fortalt live, hvad der visuelt foregår på scenen under teaterforestillingen. På den måde forstyrrer det ikke de øvrige publikummer, som det gør, hvis en ledsager sidder og hvisker, hvad der foregår. Døvetolkning oplever vi regelmæssigt, og det har meget længere historik. Live synstolkning i teatret er så godt som ukendt i Danmark.

Laura fortæller, at man har synstolket 50 år i USA, 45 år i England og 40 år i Sverige. Heraf 25 år i Malmø og Göteborg til udendørs oplevelser og til film- og teaterfestivaler. Tyskland, Spanien og Holland er også med. “I USA fik jeg at vide, at man allerede for 100 år siden havde de første synstolkninger af teater. På Broadway i New York stillede nogle publikummer spørgsmål til, hvorfor deres pårørende med nedsat syn ikke havde mulighed for at opleve det,” fortæller hun.

Det betød også noget, at USA havde mange veteraner, der havde mistet synet, og i Hollywood, tilbage i 80’erne, var der mange filmfolk, der havde venner, de ville vise deres film for. “Der var et meget stort samarbejde mellem blinde i Hollywood og instruktører og producenter, som sammen fandt en måde at folde det ud på,” siger Laura.

Arbejdet er det hele værd

Indtil videre er Laura den eneste, der synstolker live i teatret herhjemme. Metoderne har hun lært sig undervejs med udgangspunkt i sine erfaringer fra synstolkning til dramaserier på DR og spillefilm i biograferne siden 2016. I sæson 2024/2025 har hun, i samarbejde med Det Kongelige Teater og Dansk Blindesamfund, blandt andet synstolket musicalerne Billy Elliot, og Feberen, operaen Maria Stuarda og udendørsforestillingen Snedronningen i Dyrehaven. Der er meget forberedelse før en synstolkning, hvor hun sidder i et teknikrum bag publikum og taler ind i en mikrofon til publikums høretelefoner.

“Jeg får ofte en registreringsvideo (videooptagelse fra en gennemspilning, red.) og skriver op til 40 sider noter, og til opera får jeg et klaverpartitur med fx 348 sider italiensk tekst og klavernoder. Det er angivet, hvor der bliver skiftet overtekster under operaen, der vises over scenen. Dem er der en anden person, der læser højt for de svagtsynede – så der er meget lidt plads og tid til det, jeg skal sige. Det er en dans mellem os to, og det der sker på scenen. Det er et kæmpe arbejde, men det hele værd,” fortæller Laura.

En af de mange positive tilbagemeldinger hun fik var fra en senblind (ikke medfødt, red.) kvinde, der overværede forestillingen og sagde: “Hold da op, der foregår meget.” Laura fortæller, at kvinden vil begynde til italiensk, og at Operahåndbogen er blevet hendes bedste ven. “Hun har købt billet til flere af sæsonens italienske operaer, hvor hun har familie og venner med. Præcis, det man ønsker – en åbning til noget, der får mening i en større sammenhæng, og som man måske ikke havde mod på tidligere,” påpeger Laura.

Der kommer tårer

Musicals afvikles – ligesom operaer – meget præcist. Der er mange medvirkende og teknikere, der er afhængige af, at når der trykkes på den knap, så sker der det og det, fordi det ligger på musikken. Alt er på timing. Og det skal synstolkeren tilpasse sin livetolkning ind i. “Jeg har synstolket Musicalen Billy Elliot, hvor der især er en meget smuk scene midt i og i slutningen, hvor Billy danser med sit ældre jeg. De to trænede dansere kan alle mulige ting sammen og har en fantastisk dansesekvens.

Jeg synstolker fx, at unge Billy bliver løftet op og drejet rundt. De vender tilbage til hinandens hænder, hæver sig op i gymnastikringe og laver en fuglerede med kroppen. Hans ældre jeg laver otte piruetter efter hinanden. En kvinde fortalte bagefter, at hun kunne høre dunkene i gulvet. Hun var meget rørt over, at hun nu kunne være en del af denne oplevelse med en dans, der var så betydningsfuld, at alle nærmest holdt vejret,” fortæller Laura.

Det er ikke synstolkerens job at fortolke det, der sker på scenen, men at låne øjne ud så neutralt som muligt: “Man skal helst ikke farve oplevelsen, selvom det ikke altid kan undgås. I filmen Det nye år, af Paprika Steen, siger jeg “rørt” mange gange. “Han bliver rørt”, hvis det er en specifik situation. Jeg har et sekund, så der er plads til tre ord: “Rørt – ser – ned.” Rørt er jo en fortolkning, men jeg kan ikke altid nå at sige, “der kommer tårer i øjenkrogen eller “han undertrykker gråden.” Så det er altid svære til- og fravalg,” fortæller Laura.

Introduktioner skaber billeder

Mindre kammerspil styres i højere grad af samspillet mellem spillerne på scenen: “Hvis der kun er to personer på scenen, skal man nok ikke sige meget. I stedet er det rart at få indsigt i programmet. En scanner kan læse programteksten for de blinde, men ofte er der ikke synstolkning af billederne, som er appetitvækkerne. Til nogle forestillinger er det derfor nok, at man har indtalt en introduktion med indtryk af scenografi, kostumer og de valg, der er truffet om iscenesættelsen.

Jeg har også indflettet ting, jeg ikke når at sige under forestillingen, i indtalte introduktioner til Det Kongelige Teater. Den blinde vil ikke gå glip af highlights, der taler til vores følelser eller er sårbare, fordi der er stille musik. Ved action er det som regel de unge, der siger “hov, hvad går jeg glip af?” Så ved de fra introduktionen, hvem der får en på hatten. Eller når musikken er så høj, at man ikke kan komme igennem med ord, skal beskrivelser ligge i introduktionen,” fortæller Laura.

Introduktioner er også værdifulde før store udendørs forestillinger med mange karakterer på en action-pakket, stor scene. Det kongelige Teaters Ragnarok spillede på Moesgaard for 3000 publikummer hver aften. “Det kan være svært for en ledsager at huske alle rollerne, deres motiver og handlinger, uden selv at gå glip af noget, og med live tolkning kan alle nyde den fulde oplevelse og snakke om det bagefter.”

Blinde og svagtseende har også været på en “touch tour”, hvor de kunne føle på rekvisitter og dukker. Blandt andet Det Kongelige Teaters Hobitten og Ragnarok, hvor der var mulighed for at tale med skuespillere før forestillingen. “De føler sig inviteret ind i magiens rum – i stedet for ekskluderede. Det er det store ønske, og det giver en fornemmelse af de ting, synstolkeren ikke kan nå at sige noget om, inden de går ind i teaterrummet,” forklarer Laura.

Inklusion påvirker social adfærd

Laura har lukket computeren, men har et større perspektiv på hjerte. “Inklusion i scenekunsten er mange ting. Opgang2 i Aarhus arbejder fx en del med sårbare unge, der får mod på at gå i teatret og tro på, at man kan være en del af noget større. Og den person, der har et behov, er ikke alene. Pårørende og arbejdspladser ved ikke altid, hvordan de skal tage det første skridt mod at foreslå noget.

Det ændrer den sociale adfærd, når fælles oplevelser bygger bro til vores indre følelsesliv. Kunsten kan samtidig skabe den armslængde, der kan skabe dialog om dilemmaer og tanker. Det kan være livgivende og en åbning til noget nyt,” understreger hun.

Inkluderende initiativer er stadig ret nye i Danmark: “Kunst og kultur sættes højt på dagsordenen, men hvordan kan vi udbrede oplevelserne til hele landet med nye muligheder til dem, der kan føle sig ekskluderede fra fællesskabet? Dem med nedsat syn skal ofte vælge noget fra, der tidligere var en stor del af deres liv. Det skaber en oplevelse af isolation,” siger Laura og fortæller, at mange med synshandikap ikke vil være til besvær.

“En dag vil teknologi komme de blinde og svagtseende til hjælp, men det er endnu ikke fuldt udviklet. Spillefilm har “MovieReading” – et gratis tilbud, der dækker over 50 danske spillefilm. Når man sidder i biografen tænder man appen og lytter på sin telefon, der synkroniserer med filmens lyd. Det ville jo være lykkeligt, hvis det var noget, man også kunne gøre i teatret,” funderer Laura.

LÆS OGSÅ Opgang2 – et teater i evig bevægelse

Mere lighed efterspørges

En mor til en 8-årig dreng oplevede hans gavn af appen “MovieReading”, da de så Laura Kamis Wrangs synstolkning af Børnene fra Sølvgade 2. Hun skrev: ”Det var helt magisk at se, hvor meget mere han var med (…) i historien. Efterfølgende sagde han, at det havde været virkelig fedt, og spurgte, om jeg ikke havde lagt mærke til, at han grinte meget mere under filmen. Det havde jeg helt bestemt! (…) Det gør en kæmpe forskel,” skrev hun til Laura, som siger:

“Der er endnu ingen synstolkninger til børneteatre, men tænk når filmen har været sådan en glædelig oplevelse, hvordan han ville have det i teatret med at føle sig ligesom de andre.” Fredericia Musicalteater har selv sikret sig midler til at synstolke efterårets store musicals i både 2025 og 2026, men håber på en statslig pulje, ligesom der findes til tolkning for døve og hørehæmmede. En pulje der netop blev oprettet på grund af teatrets arbejde med tolkninger.

Det Kongelige Teater har søgt midler til at udforske, hvad der virker på forskellige scener, og hvilket udstyr man skal bruge. På mindre teatre som Teater V, hvor Laura synstolkede forestillingen Afbrudt samliv under CPH stage, foregik det mere analogt. Der sad hun ganske enkelt på bagerste række og synstolkede til rækken lige foran sig under hensyntagen til de øvrige publikummer.

Vi skal være flere

Synstolkning eksisterer i sig selv mere tilbagetrukket. En døvetolk står ved scenen, mens en synstolker skal være usynlig – en der trækker sig tilbage og underlægger sig det, der foregår på scenen. “Det kræver kærlighed til det professionelle arbejde, der ligger i at lave en forestilling, som koster uger og år. Man skal ikke stikke en kæp i hjulet for dem på scenen, men vide, hvornår det vil give mening med en beskrivelse,” siger Laura.

Lige nu kender de færreste til synstolkning, og hun ønsker, at flere teatre vil række ud, så initiativet i København kan udbredes. Hun håber, at selv små teatre med små budgetter, vil være interesserede i, hvordan synstolkning kan åbne op for flere. “Det skal jo helst ikke være sådan, at man kun kan vælge én forestilling om året, hvis man er blind. Så der ligger også en opgave i at udvælge egnede forestillinger,” siger Laura og vil gerne have flere synstolkere.

“Vi skal være mange flere, der kan synstolke live i teatret – også fra lokalområderne, som kan tale med den stedsspecifikke dialekt og accent, når en forestilling fx spiller på sønderjysk. En synstolker behøver ikke vide alt om teater, men kan have en personlig relation eller være underviser. Det vigtigste er, at man ønsker at gengive med få, udvalgte og timede ord med respekt for det, der sker på scenen, så forestillingen giver mening for de blinde og svagtseende.

Jeg vil meget gerne være med til at se på, hvad vi kan gøre for at åbne teatrets vidunderlige univers for mange flere. Så bliver Teater ”Ej blot til lyst” – men også en nøgle til et godt fællesskab,” afslutter Laura Kamis Wrang.