★★★★★☆ Cabaret tilbyder vidunderlig virkelighedsflugt

Randers Teater fejrer 25-års jubilæum med en vaskeægte musicalklassiker. Historien i Cabaret er lige så aktuel i dag, som den var i 1930’erne, hvor den foregår. I centrum af Joy-Maria Frederiksens vellykkede iscenesættelse er Kim Hammelsvang en funklende stjerne.

”Husk, hvad der sker i the Kit Kat Klub, bli’r i the Kit Kat Klub,” erklærer klubbens diabolsk smilende konferencier, Emcee, som det første til publikum. I denne syndens hule er der ingen regler. Her er normer om køn, seksualitet og lignende trivialiteter uendeligt ligegyldige. Her skal vi bare glemme vores problemer og lade os underholde.

En tid med forandringer

Cabaret, der havde urpremiere i 1966, er en fortælling om Berlin i overgangen mellem de brølende 20’erne og nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933. Den amerikanske forfatter Clifford Bradshaw i Daniel Bevensees velfriserende skikkelse ankommer til Berlin for at skrive en roman. Han hvirvles ind i byens natteliv og lærer Sicilia Gadborgs unge, britiske cabaretsangerinde, Sally Bowles, at kende.

På pensionatet, hvor han – foranlediget af sin nye, tyske ven Ernst Ludwig (Bue Wandahl) – flytter ind, spirer kærligheden mellem Lone Rødbroes værtinde Fräulein Schneider og den aldrende grønthandler, Karsten Jansforts korrekte Herr Schultz. Alt imens den gesjæftige Fräulein Kost (Christina Elisabeth Mørkøre) har besøg af en lind strøm af matroser på sit værelse.

Alt er fryd i Berlin, der ”er så tarvelig og rædselsfuld, og alle er så fantastiske,” som Clifford udtrykker det. Lige indtil det ikke er det længere. Konflikterne vokser, men ikke alle vil indse betydningen af den fremspirende nazisme. At de mange konflikter og intriger spejles elegant i de numre, Kim Hammelsvangs karismatiske Emcee opfører på Kit Kat Klub, er den detalje, der løfter Cabaret op i sin helt egen liga.

Gennemført og overvældende

Alt er gennemført til mindste deltalje i Joy-Maria Frederiksens iscenesættelse. Faktisk starter oplevelsen allerede udenfor teatret, som i anledning af forestillingen er beklædt med kunstige, slidte mursten og enorme skilte med ”Kit Kat Klub”.  Fra en central placering øverst oppe i Camilla Bjørnvads stemningsfulde natklubscenografi leverer orkesteret, under ledelse af Thomas Pakula, en forrygende, levende og skæv musikalsk oplevelse, som understøtter hele fortællingen om, at vi befinder os midt i en jazztid.

Publikums sanser bombarderes fra første scene. Musikken spiller, spotlys hvirvler omkring, farver blinker fra trinnene på de to trapper. Imens vrimler det ind med letpåklædte danserne og sangere, der understreger vildskaben i den lukkede verden, vi er trådt ind i.

Kim Hammelsvangs Emcee er med glitrende øjenmake-up, rødmalede læber, grønne støvler og grøn bowlerhat den funklende stjerne midt i det hele, som vores øjne drages imod. Han synger med en indestængt, djævelsk vildskab, som næsten kan mærkes fysisk, når han leverer det velkendte åbningsnummer Willkommen, bienvenue, welcome.

Når han senere i forestillingen synger en a cappella-version af Tomorrow belongs to me, smukt ledsaget af Randers Teaters kor, er der ingen i salen, der husker, at han er skuespiller, før han er sanger. Hans præstation er ganske enkelt fremragende.

Virkelighedsflugt på flere niveauer

Kit Kat Klub er en flugt fra virkeligheden i den fiktive verden, der udspiller sig på scenen. Derfor gør det ingen forskel, når Clifford forsøger at få Sallys øjne op for den politiske virkelighed, der udspiller sig omkring hende. Hun dyrker glemslen og den selvvalgte naivitet, som Sicilia Gadborg smukt og overbevisende får frem i sin portrættering af den unge kvinde.

Men også virkelighedens publikum kan for nogle timer glemme verden udenfor og lade sig forføre af den magiske, underholdende verden af galskab. Også selvom den fiktive verden på mange måder spejler vores virkelighed i dag.

For fortællingen i Cabaret er desværre fortsat aktuel. Og selvom vi kender historien på forhånd, så lader vi os forføre. Ikke kun af de gennemførte omgivelser, de smukke kostumer og det velspillende cast på scenen. Men også af hele ideen om at glemme verden for en stund og bare lade os underholde.