★★★★★☆ Kasper Holten leverer en billedskøn Tosca, der brænder sig fast

Med storslået scenografi og en intens musikalsk kraft genlæser Kasper Holten Puccinis klassiker på Det Kongelige Teater, Operaen. Resultatet er en Tosca, der ikke blot er en kærlighedstragedie, men også en fortælling om kunstens rolle i mødet med magt, censur og undertrykkelse.

Få finaler har voldt instruktører større kvaler end Toscas berømte spring fra Engelsborg. Dels er der sikkerheden: Primadonnaen må for alt i verden ikke komme til skade, som da den feterede skuespiller Sarah Bernhardt i 1905 slog knæet så slemt, at benet siden måtte amputeres.

Dels er der det moralske spørgsmål. For hvordan efterlader det portrættet af operadivaen Tosca, der er fanget i et korrupt magtapparat gennemsyret af sexisme, manipulation og censur? Det er ikke unormalt, at instruktører vælger en anden skæbne for Tosca end selvmordet. Kasper Holtens raffinerede og pittoreske opsætning er ingen undtagelse.

Åndelig oprustning?

Der går ikke et splitsekund, før man i første akt er kastet direkte ind i Puccinis thriller. Det Kongelige Kapel antænder operaen med et messingbrøl, der får samtlige celler i kroppen til at gå alarmberedskab. Tæppet trækkes, og dér står en forslået Angelotti – den forfulgte republikaner, der har søgt tilflugt i en kirke, hvor maleren Mario Cavaradossi arbejder på et maleri af Maria Magdalene.

Allerede her antydes den politiske ramme bag kærlighedstragedien: revolutionens tætte bånd til kunsten, og hvordan den siden tæmmes af magtfulde regimer. Det er også den læsning, Holten selv har slået an i medierne op til premieren, hvor han kaldte på “åndelig oprustning”.

Holten synes derfor også mere optaget af at skildre de to hovedkarakterer som kunstnere, der hver især reagerer forskelligt på den undertrykkende magt, end af at puste nyt liv i en kærlighedshistorie, vi allerede kender til hudløshed.

Cavaradossi – iklædt Jackson Pollock-plettet malertøj – er den oprørske regimekritiker og bliver forløst af den sprudlende tenor Carlos Cardoso, der højstemt erklærer, at han vil sætte livet på spil for at redde den politiske flygtning Angelotti. Sopranen Marigona Qerkezi tegner en kompleks Tosca, skiftevis fortvivlet og beslutsom, der forgæves forsøger at spille efter regimets korrupte regler og indgår en aftale med baryton Johan Reuters dyriske og upålidelige skurk, Scarpia, om at redde sin elskede.

Farlige penselstrøg

Phillipp Fürhofers scenografi er intet mindre end bjergtagende. I første akt bliver kirkens storladenhed etableret dels af en fordoblende spejleffekt og dels af de overdimensionerede renæssancemalerier, som skaber et omrids af det enorme rumfang.

Det ufærdige maleri af Maria Magdalene driver jalousiintrigen i første akt. Men i Holten og Fürhofers version får det en dobbelt funktion: Lærredet er gennemsigtigt, så publikum ser forsiden igennem rammen, mens Cavaradossi, der er hejst op i en lift, maler på det. Maleriet bliver dermed et filter, som hele operaen udspiller sig igennem.

I slutningen af første akt kommer Det Kongelig Operakor på scenen for at bygge Scarpias frygtindgydende magt op. Det unisone tutti rammer med en så monumental kraft, at magtens dominans kan mærkes fysisk – som et pres, der trykker én ned i sædet. Scarpia slår sig dionysisk til brystet og peger på maleriet, der falder til jorden. Den frie kunst er gjort tavs.

Henrettelsen af den frie kunst

Censurens jerngreb bliver videreført i den forrygende anden akt, hvor scenen hæver sig og afslører en kynisk verden af spionage og tortur under det forædlede monarki. Som en yndefuld galionsfigur, synger Tosca for magthaverne, mens Cavaradossi bliver torturafhørt i Scarpias LED-oplyste fangekælder. Tosca forsøger at mægle mellem de forskellige verdner og ender med bønfaldende at krænge sin store arie “Vissi D’arte” til dronningen, som vender hende ryggen. Ingen nåde at finde her – hun må tage sagen i egen hånd.

Alt synes sort, men i tredje akt spirer håbet, da vi føres ud af fangekælderen, og Rom toner frem gennem Cavaradossis malende blik på en smuk videoprojektion. Dagen gryr og klokkerne ringer som en håbefuld længsel efter friheden. Men til sidst går maleriet i opløsning – Toscas redningsplan slår fejl, og Cavaradossi bliver henrettet.

Da hun efterfølgende i desperation kaster sig fra borgmuren, lander hun ikke i døden, men i Scarpias torturkælder. Der er ingen udvej for Tosca, som er spærret inde i magtens forstummende censur. Holten og Fürhofer leverer en Tosca, der stimulerer visuelt og genlæser Puccinis mesterværk med et gennemført raffinement. En Tosca, man ikke slipper igen.