Residency centret BIRCA er igen på Bornholms Kulturuge den 3. – 21. september. Programmet er lokalt forankret i den lokale natur, men globalt optaget af vores resonans med naturen på tværs af generationer. ISCENE har modtaget pressemateriale og spurgt BIRCAs leder, Susanne Danig, om kunstens evne til at åbne nye erkendelsesrum.
BIRCA støtter professionelle scenekunstnere i at lave research med et internationalt perspektiv. Mange af de forestillinger, der vises i Kulturugens program, er støttet af Statens Kunstfond og Creative Europe eller Nordiske Fonde. “Det er ret exceptionelt, at vi er i stand til at vise så mange nytænkende og højt professionelle forestillinger her på Bornholm,” siger Susanne Danig i sit pressemateriale op til festivalen.
BIRCA har seks forestillinger i løbet af Kulturugen og en ny dokumentarfilm om fiskerne på Bornholm. De er alle resultater af research og udvikling med inspiration i den bornholmske natur og identitet. Derudover lægger Cirkusbygningen i Sandvig hus til en del, og Kinohotellet i Aarkirkeby fortsætter sin unikke undersøgelse af teknologien i scenekunsten gennem animerede robotter.

Klippeøen som inspiration
BIRCA, som indgår i samarbejder nationalt og internationalt, indledte i 2023 et samarbejde med Metropolis – art and performance in public spaces. Det blev til projektet Performing Landscapes Bornholm – Klippekroppe, der blev vist over hele øen. I år kommer Performing Landscapes til Bornholm igen med vandringer af Sara Vilardo og Katrine Faber, der vil tage publikum med ud og udforske nye landskaber for at opleve omgivelserne på nye måder.
vil tage publikum med ud og udforske nye landskaber for at opleve omgivelserne på nye måder.
Om det kunstneriske indhold, uddyber Susanne Danig:
“Kunstnerne adresserer mange af tidens temaer, især vores relation til naturen og landskabet. Kroppen er ofte udgangspunkt for forestillingerne. De vises oftest uden for de klassiske scenekunstrum og i interaktive formater med plads til få publikummer. Man kan komme på iscenesatte vandringer i landskabet, mærke havets tilstand på sin krop, ligge i et telt og kigge på fugle eller være med til at beskytte vores arter.”

Havets historier
Bornholms store sameksistens med havet er også et tema i år, siger Susanne Danig i sit skriv: “Havet er et andet landskab, der tages under luppen i to internationale produktioner: Havhotellet og Sea Stories. Havhotellet vises på BIRCA, som også har været med til at skabe den finurlige forestilling i regi af det store europæiske projekt Island Connect.”
Det er seks kunstnere fra seks øer, der har arbejdet sammen om at undersøge havet med tilhørende dokumentarfilm: Øen uden Fiskere om Bornholms relation til fiskeriet. Den har premiere på Scala Gudhjem under Kulturugen.
Rejse blandt søuhyrer og flydende plastikaffald
Sea Stories vises i Cirkusbygningen og er et nordisk projekt: “Det er et immersivt dukketeater-eventyr for hele familien, hvor man kan komme med på en rejse blandt søuhyrer og flydende plastikaffald,” fortæller hun.

Kunst med luftens liv
I BIRCAs have kan man også komme højt op at flyve med fuglene i Himmebåren af Wunschmacine (Helga Rosenfeldt-Olsen), der har gæstet Kulturugen før og fundet inspiration på Bornholm til forestillingen: “Også her går man rundt og ligger i telt, inden man i et ritual møder sin indre fugl,” fortæller Susanne Danig.
Under fugletemaet kan man også se Blåfuglen i Galleri Gaia, hvor der trækkes tråde i fuglemotiver mellem Christiansø og Grønland. På Christiansø tilbydes en maleworkshop med Linh Le, som også er en genganger. Det er muligt at se hendes sten på Kultippan, hvor der er performance om menneskets relation til andre arter.
Forstå på et dybere plan, hvorfor det er så vigtigt at vi lige nu trækker i arbejdstøjet
Susanne Danig taler dermed naturens sag i sin programlægning og hele hendes tilgang til BIRCA:
“Vores relationer til naturen omkring os er presset under den krise med både klima og biodiversitet, vi er vidner til. Vi bliver i min optik nødt til at genfinde en stærk relation til naturen, en slags resonans, for at forstå på et dybere plan, hvorfor det er så vigtigt at vi lige nu trækker i arbejdstøjet for at skabe og bevare den symbiose vi naturligt er i med det mere-end-menneskelige.”

Spejling af det ældre publikum
“De sidste år har jeg også oplevet, hvordan ældre scenekunstnere føler sig på et sidespor. På BIRCA fik vi lyst til at sætte en ramme, der inviterede de ældre kroppe ind,” siger Susanne Danig. BIRCA Senior residency for danske scenekunstnere på 50+ har derfor arbejdet med, hvad alder betyder for deres kunst:
Det har åbnet for et hav af erkendelser og sensitivitet
“Det har åbnet for et hav af erkendelser og sensitivitet de sidste uger. Vores udvekslinger kommer til at leve videre og kan blive til nogle fantastiske forestillinger på sigt, som et ældre publikum kan spejle sig i,” fortæller Susanne Danig.
Cirkusbygningen byder på forestillingen Kvindeliv af fire lokale kvindelige kunstnere, der undersøger overgangsfaser i kvinders liv gennem dans og musik.

Børn tager styringen
Susanne Danig mener i det hele taget, at generationskløften skal adresseres – også i teaterbranchen, hvor børnenes særegenhed og ældres erfaringer usynliggøres. I forhold til børn har de skabt residencyformatet BIRCA Kids, hvor fokus er på børns naturlige kreativitet som modvægt til pædagogisk styring:
“Børnene får styringen, og vi lærer en hel del om, hvad de rent faktisk kan bidrage med når de slippes løs,” forklarer hun.
Børnenes særegenhed og ældres erfaringer usynliggøres
Børnene kan opleve den internationale samproduktion, Codomestication, hvor koreograferne Julie Rasmussen og My Nilsson optræder med døtrene Ronja på 2,5 år og Tove på 4. De undersøger, hvad der sker, når børn inkluderes og får medbestemmelse.
Man kan også besøge Dragekompagniet i Cirkusbygningen med workshops, forestilling og gøgl og Christina Jonssons værksted, hvor der foregår lidt “Fishy Business”.

Kunsten åbner erkendelsesrum
Lige præcis kunsten har en særlig evne til at transmittere følelser og erkendelser på en måde, der kan være afsæt for en dybere forandring for synet på forskellige generationer – og for vores omgivelser:
“Vi ved så meget rent fagligt og videnskabeligt om, hvad vi bør gøre, men vi gør det alligevel ikke. Der tror jeg, vi kan bruge kunsten til at skabe forståelse. Kunsten åbner for et andet slags erkendelsesrum, og især kan vi gennem de fysiske scenekunstformer skabe fysisk resonans og forhåbentlig være med til at rykke folk til, at handling er en nødvendighed.
Ved at mærke, skaber vi forståelse og genkendelse, og dermed et behov for at beskytte
Vi åbner landskabet, havets væren, fuglenes ageren – vi kan mærke det – og ved at mærke, skaber vi forståelse og genkendelse, og dermed et behov for at beskytte de unikke relationer, vi har med hinanden og med naturen,” siger Susanne Danig afslutningsvist.
Kilde: Pressemateriale og korrespondance med BiRCAS leder, Susanne Danig.
BIRCA er et residency center og laboratorium for den nye, økologiske scenekunst, der ligger midt mellem natur og marker på øen Bornholm, ejet og drevet af Susanne Danig.
Her får kunstnere mulighed for at forske og udvikle deres ideer, projekter og kunstneriske processer gennem diskussion og facilitering med øje for den lokale identitet og natur på Bornholm. BIRCA understøtter radikal ny scenekunst, der forholder sig aktivt og interagerende til verdensamfundets økologiske udfordringer og med omsorg for alle klodens arter og livsformer.
BIRCA skaber rum for kulturmøder, videnudveksling, kreative processer og kunstnerisk forskning med bredt fokus på dynamiske forbindelse mellem de økologiske systemer for miljøet, det sociale og det mentale.
BIRCA er skabt og ledet af den internationale producent og innovatør Susanne Danig, som bruger sin lange internationale erfaring til at skabe rammer og facilitere kunstneriske processer på BIRCA.
Kilde: Uddrag fra BIRCAs hjemmeside.




