★★★★☆☆ Werther – indre smerte i det ydre rum

På Gamle Scene sender Tatjana Gürbaca Massenets ulykkelige elskende i kredsløb om Jorden i et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Opernhaus Zürich. Resultatet er en visuelt svimlende Werther, hvor Elisabeth Janssons Charlotte brænder stærkere end titelrollen, og selv døden rummer en mulighed for forløsning.

Ét spørgsmål bliver ved med at trænge sig på, mens jeg fra publikumsrækken på Gamle Scene betragter de ulykkelige, suicidale elskende i Jules Massenets Werther, der ikke kan få hinanden: Findes den umulige kærlighed overhovedet stadig? Svaret er indlysende: Selvfølgelig gør den det. Alligevel kan man godt blive i tvivl. I en verden af algoritmestyrede datingapps, sammenbragte familier og uforpligtende situationships ligner kærligheden snarere en ny mulighed, der konstant melder sig.

Meget har ændret sig, siden Goethe i 1774 skrev sin skelsættende brevroman Den unge Werthers lidelser, som Massenet omtrent 100 år senere omstøbte til opera. Men i Tatjana Gürbacas gennemførte iscenesættelse, hvor handlingen er klemt ind i et forvokset klædeskab, fremstår Werthers og Charlottes kærlighed ikke som et støvet fortidslevn, men som en universel kraft der trodser både tid og tyngdekraft.

Breve besvaret med melodrama

Man skal være indstillet på at sluge nogle seriøse kameler, hvis man har Goethes roman frisk i erindringen, når man sætter sig i klapsædet. Alt det tillokkende ved brevromanens envejskommunikation punkterer Massenet. I operaen er intet længere overladt til fantasien, og Charlotte træder ud af Werthers blik og får sin egen stemme.

Hvor man hos Goethe aldrig med sikkerhed finder ud af, om følelserne er gengældt, er man hos Massenet ikke i tvivl: Charlotte er mindst lige så fortabt som Werther. Massenet, som fik hele tre librettister til at omskrive Goethes værk, drukner Werthers martrende verdenslede i bittersødt melodrama. I stedet for en fanatisk stalker bliver han en tragisk helt. Gab.

Men når Det Kongelige Kapel, under ledelse af Marie Jacquot, sætter ind med den nerveflossede ouverture, er det lige før, man tilgiver Massenet. Som en lykkepille mod grundangsten lader musikken de selvmordstanker, der fra begyndelsen formørker orkestret, opløse sig i en idyllisk, melodiøs pastorale. Det kan gøre den mest stivnakkede Goethe-puritaner blød i knæene.

Charlotte overskygger Werther

Tenor Jacob Skov Andersens Werther ankommer til forestillingen, som var den en fremmed planet. Symbolsk entrerer han ikke Klaus Grünbergs kubiske egetræsscenografi gennem en dør, men penetrerer selve billedrammen. Som et usynligt spøgelse betragter han Charlottes indskrænkede verden, hvor ægteskabet er baseret på fornuft, ikke følelser.

Andersen har dog svært ved at få sin Werther helt ud i salen. Problemet ligger måske allerede i Massenets adaptation, men der mangler en galskab i hans velopdragne vokal, som alt for ofte bliver overdøvet af orkestret. Når han iltert flår gulvbrædderne op, kommer det næsten til at virke som kompensation for, at hans slanke vokal ikke formår at blæse taget af den klaustrofobiske scenografi.

Andersen blegner overfor mezzosopran Elisabeth Janssons Charlotte, som stjæler showet. I den berømte brevscene, hvor hun både smadrer julekugler og desperat forsøger at tænde en cigaret, mærker man tydeligt, hvor plaget Charlotte er af sine forbudte følelser, der kan sende hendes store familie i ruiner. Dirrende synger Jansson med hele korpus og træder ind i rollen med en skæbnesvanger kødelighed, som godt kunne smitte mere af på Andersen.

De døde lykkeligt til deres dages ende

Under hele forestillingen svinger et urpendul frem og tilbage som symbol på de menneskabte systemer, som Werther og – hos Massenet – Charlotte længes efter at sprænge i stykker. Men til slut, da Werther ligger for døden, går uret i stå. Ligesom døden er forelskelse noget af det eneste, mennesket endnu ikke har lært at kontrollere.

Rummet åbner sig, og en videoprojektion bag klædeskabskulissen skaber en vægtløs fornemmelse af at kredse om Jorden. Imens ser vi et gråhåret par i kinddans: kærligheden, som den fatale forelskelse kunne være ældet til. Lige uden for de snævre rammer er verden ikke en undertrykkende byrde, men åben og endeløs.

Med stor præcision i kontrastspillet mellem det indre og det ydre forløser Gübaca kyndigt finalen, som hos Massenet bliver en hjerteskærende men lykkelig slutning, fredfyldt lyst op af uskyldigt børnekor og tryghedsskabende julemusik. Og samtidig er det netop dér, man savner Goethe: Werthers uhelbredelige sortsind og Goethes konsekvente afvisning af enhver trøst.