★★★★★☆ Chlodnagaden 33 er uhyggeligt aktuel

Klaus Weirup Andersen er en mild og gådefuld børnehjemsforstander i Sjællands Teaters fine genopsætning af krigsforestillingen Chlodnagaden 33 om jødiske børn fanget i en ghetto under 2. verdenskrig.

Forældreløse børn spærret inde på et børnehjem under en krig… Det er vel noget af det mest rædselsvækkende, man kan tænke sig. Men teenageteaterforestillingen Chlodnagaden 33 handler ikke kun om forældreløse børn og deres skræk for at blive dræbt. Den handler mest af alt om medmenneskelighed og næstekærlighed.

Sjællands Teater har nu genopsat Chlodnagaden 33, der har været en af de mest bemærkelsesværdige forestillinger fra Teatret Fair Play i Holbæk, der skabte forestillingen i 2012. Teksten er skrevet af Robert Parr, musikken er komponeret af Michael Ramløse, og den flytbare scenografi er skabt af Tanja Bovin – med børnehjemskøjesenge med metalbunde, der lynhurtigt kan vendes og blive til ghettogitre.

Fra Polen til Gaza

Forestillingen er inspireret af fortællingen om den jødisk-polske læge og forfatter Janusz Korscak (1878-1942), der var leder af et børnehjem i Warszawa under 2. verdenskrig. Børnehjemmet lå i Chlodnagaden, der var del af den ghetto, hvor nazisterne holdt jøderne indespærret. Kun for at udsulte dem, inden mange af dem blev sendt til koncentrationslejre og dræbt.

Gensynet med Chlodnagaden 33 er bevægende. Men konteksten er forandret. I 2012 kunne ingen vel forestille sig, at den grumme udryddelseshistorie ville blive gentaget i virkeligheden. Men i dag har vi som tilskuere uundgåeligt billeder af børnene i Gaza på nethinden: Børn, der har været spærret inde i deres “Chlodnagade” i Gaza i to år – bange og udsultede.

Dette ændrer uvægerligt teateroplevelsen i sig selv. Forstærket af visheden om, at de internationale børnerettigheder, som Janusz Korscak var med til at inspirere til, netop igen er blevet overtrådt med fuldt overlæg i Gaza. Også her i 2025 er Chlodnagaden 33 dog et stærkt, fiktivt møde med et menneske, der insisterede på retfærdighed og ikke-vold – på tværs af religion og etnicitet.

Gådefuld forstander

Skuespilleren Klaus Weirup Andersen har overtaget Henrik Steen Larsens gamle glansrolle som Korscak. Klaus Weirup Andersen er en mild børnehjemsforstander – en tryg og varm autoritet, som man ville turde betro sig til. Han er også en ret gådefuld forstander. Intet i hans ansigt afslører hans egne lidelser, når han opsøger nazisterne for at få mere mad til børnene.

Han vil tydeligvis beskytte sine børnehjemsbørn mod de grusomme krigssandheder. Hans høje skikkelse bevæger sig rundt i et træt jakkesæt med vest og en brun overfrakke, mens hans øjne opmærksomt ser på børnene gennem små, lærde briller.

Når han bevidst rækker ud efter børnehjemmets allermest provokerende dreng, så mærker man hans kærlighed sive ud gennem frakkeærmet til den følelsessultne dreng. Smukt og rent. ”Et menneske har altid et valg,” siger han med autoritet, men også med nænsomhed i sin musikalske stemme.

Svær børnedomstol

Robert Parrs iscenesættelse understreger Korscaks utraditionelle problemløsninger, når han lader børnene skabe deres egen “domstol”, så de selv kan prøve at løse deres egne problemer. Her bliver det dog ikke helt klart, hvorfor Korscak egentlig helst selv vil undgå at tage parti. Til gengæld bliver det tydeligt i børnenes egne diskussioner, at vold og straf ikke løser noget. Kun ordet “tilgivelse” viser sig at være brugbart, når nogen er kommet til at gøre noget forkert.

Klaus Weirup Andersens Korscak involverer ikke børnene i sine egne problemer. Han udtrykker i stedet sine bekymrede tanker ved at spille Michael Ramløses sørgmuntre, klezmer-inspirerede toner på sin klarinet. Med med en blødhed og en inderlighed, der giver figuren nye, sjælfulde dimensioner.

Klog pacifist

Børnehjemsbørnene slutter sig til hans musik med hvert sit instrument: Harmonika, violin, kontrabas og ukulele – når de da ikke synger skønhedssang med klare stemmer i et smukt arrangement af Jan Overgaard.

Forestillingens fire, unge skuespillere udgør et energisk ensemble med et dedikeret samspil: Celeste Borchorst Faurschou, der stadig er skuespillerstuderende, har en ivrig nysgerrighed i sig i rollen som den effektive pige, der tager sig af de små på børnehjemmet. Den nyuddannede Malthe Saunte har en god blidhed over sin rolle som et skræmt børnehjemsbarn, der ikke tør fortælle andre end doktor Korcsak om sine mareridt. Den nyuddannede Sebastian Vendelbjerg spiller børneflokkens provokerende teenager med masser af indestængt livslyst og frygtløshed i sine bevægelser. Og den islandsk-danske Eyrún Björk spiller den kloge pacifist med stille krop og bevægende sangstemme.

De fire skuespillere udgør en fin samling børn i gammelt, tyndt tøj, som slet ikke varmer nok. Og de lyser på Korscak med håndholdte, gammeldags lamper mellem køjesengenes trådnet. Sårbare og bange.

En krænget arkitektlampe

Robert Parrs iscenesættelse kan dog ikke skjule, at der mangler noget i teksten, for at vi som tilskuere helt skal kunne forstå beretningen. Scenerne med Korczaks teoretiske konklusioner kan i hvert fald godt virke kryptiske. Der kunne også godt være nogle historiske forklaringer, ikke mindst om kz-lejren Treblinka. Det ville i hvert fald gøre det nemmere at forstå Korscaks valg om at om at blive hos børnene, selv om han flere gange blev tilbudt hjælp til at flygte ud af ghettoen.

Men slutningens tysthed fungerer stadig. Det er nemlig op til den enkelte tilskuers egen fantasi at forestille sig den egentlige slutning for Korscak og hans børneflok. Vi ser bare en krænget arkitektlampe og nogle små træfigurer som symboler på de mange, der ikke kom hjem fra kz-lejrene. Og vi bliver stille.

Chlodnagaden 33 er uhyggeligt aktuel scenekunst. Det er en nænsom forestilling, der er båret af respekt for børn – og af en fængende skildring af en voksen, der gik i døden for sin tro på børns rettigheder.