★★★☆☆☆ Hvorfor skal vi se Borgen som musical?

Det får vi desværre ikke noget fuldtonet svar på i Sjællands Teater og Martin Lyngbos store satsning, der nok har mange flotte stemmer, men mangler nødvendighed og et ordentligt manuskript.

Ideen til Borgen som musical udspringer ifølge teatrets materiale som en hyldest til DR’s 100 års jubilæum og som en påmindelse om, at demokratiet ikke skal tages for givet. At hylde DR er en glimrende idé, om end man kunne forestille sig mange andre måder end en 1:1 adaption af en af kanalens succesrige tv-serier. Man kunne forestille sig, at sporene fra musicalversionen af Matador ville skræmme i sig selv.

Hyldesten til demokratiet bliver derimod noget tvivlsom, da handlingen i Borgen primært koncentrerer sig om magtens pris i intimsfæren. Sekundært handler det om magtspil på Borgen med den fjerde statsmagt, pressen – og understøtter dermed nærmere politikerlede end demokrati.

Det serielle er svært at omsætte

Man skal naturligvis vælge og prioritere, når man omsætter et andet format til scenen, og Martin Lyngbo har i hvert fald lavet en udmærket dramaturgi for sin fortælling. Den er nem at følge, men tynges af usandsynligt dårlige og/eller klichefyldte replikker af typen “Vores børn skal bo i de valg, vi træffer nu” eller det gennemgående aktualitetshungrende “Der er krig”.

Krig er ikke demokrati, ligesom krig heller ikke er en voldsomt fed metafor for en parforholdskrise, men det er nu det billedsprog, der er valgt i en tekst, der prioriterer plotmotoren over sproglig finesse og nuancerende undertekst. Tilsvarende er karakterer som Birgittes mentor, Bent Sejrø, der spiller en markant rolle i tv-serien, skrevet ud. Den ambitiøse journalist Katrine Fønsmark er reduceret fra hovedkarakter til en bleg samleudgave af seriens mange journalister. Borgen handlede jo ikke kun om Birgitte og politik, men også i høj grad om politisk nyhedsjournalistik.

Adaptioner frembyder forskellige udfordringer, men tv-serien har et særligt format, der adskiller sig fra fx, film, roman og digt, nemlig det serielle. Andre formater kan naturligvis også have en masse parallelle spor, men det virker som om, det frembyder signifikante vanskeligheder at omsætte karakter- og miljøudvikling fra serie til scene.

Hvad driver Birgitte?

Hovedproblemet er, at vi aldrig forstår, hvad der driver Birgitte Nyborg i denne version. Vi bliver med det samme introduceret til de hjemlige skærmydsler, og historien får dermed også en kedelig, kønnet vinkling, der muligvis var relevant ved seriepremieren i 2010, men forhåbentlig ikke er det i dag. Dilemmaet, om man kan have en karriere som kvinde, burde være uddebatteret. Skal man absolut ned ad den vej, er det mere relevant i dag at diskutere arbejdslivets præmisser generelt for alle køn.

Den patroniserende tilgang fra Birgittes politiske modstandere lider af samme bedagede slagside. To kvindelige statsministre og en række andre markante kvindelige politikere – her og udenlands – har vist noget andet. Og selvom jeg ikke går ind for at glemme historiske fakta, har jeg svært ved at se, hvordan en reproduktion af den slags kønnede fordomme kan være en hyldest til demokratiet. Man kan måske sige, at Borgen har sejret sig selv ihjel. Det viste den sidste sæson fra 2022 vel egentlig meget kynisk – eller realpolitisk alt efter præference – med Birgitte i spidsen.

Maria Lucia Heiberg Rosenberg synger som en drøm og kan tage de mest vidunderlige toner, men som skuespiller har hun ikke mange tangenter at spille på. En moderne musical kræver som oftest mere end et højt sangligt niveau. Hendes Birgitte bliver en fersk omgang, der kun i enkelte momenter viser den nerve, der burde drive karakteren frem.

Gode stemmer kæmper heroisk

Kasper Leisner har farligheden til at give Birgittes arvefjende, Michael Laugesen, glød. Men han får ikke helt lov at trykke igennem – eller fanges i de konformt-skematiske koreografier, der især roterer om ham. Kim Hammelsvang formår at give sin politiker, Troels Höxenhaven, en smuk kompleksitet. Og Nicolai Jandorf kæmper heroisk med sin umulige rolle som Birgittes mand, Phillip.

Tom Jensen og Joachim Kubel gør, hvad de skal som henholdsvis politiker, Lars Hesselbo, og Birgittes spindoktor, Kasper Juul. Men de bliver, som Silke Biranells førnævnte Katrine Fønsmark, aldrig til karakterer, vi kan mærke – trods deres vidunderlige stemmer. Det er ikke deres fejl, men må henføres til manuskriptets plotfiksering og en tilsvarende instruktion, der vægter arrangement over engagement.

Tre kvinder skiller sig positivt ud og får meget ud af deres enkeltstående øjeblikke. Sara Gadborg klinger smertefuldt og erfarent som ungepsykolog. Mathilde Korsholm indfanger som tv-studiets makeupartist klingende rent den almindelige borgers reaktioner. Og Kirstine Rosenkilde sparker totalt røv som Birgittes datter, Laura. Her er endelig en sang, vi kan mærke. En rå desperation, der slippes fri og får lov at flå i vores ører og rive i vores hjerter. Her er der noget på spil.

En tidslomme

Noget på spil er der ikke mange andre steder i denne musical, der med sit fokus på privatsfæren åbner en tidslomme, som ikke adresserer et reelt politisk problem længere. Benjamin la Cour har lavet en overvejende velfungerende magtens scenografi af høje paneler kombineret med live-billeder – en ansats til diskussion af mediering, som ikke rigtig følges op.

Anders Ortman har lavet et ligeledes velfungerende, men ikke mindeværdigt score, der drukner i trælse versefødder. Se Borgen for nostalgien og de gode stemmer. Andet er der desværre ikke at hente i denne uforståelige satsning.