★★★★★☆ Den fremmede – en stærk iscenesættelse af ligegyldighed

Teatret Møllens opsætning af Albert Camus’ nobelvindende klassiker Den fremmede er både medrivende og smukt fremført. Iscenesættelsen er stærk, rammende og en udmærket indføring i nihilismen.

I Den fremmede møder vi Marsault, nuanceret levendegjort af Durita Dahl Andreassen. Liggende midt på scenen, indleder hun forestillingen med ordene: ”I dag døde mor… eller måske i går, jeg ved det ikke”. Moderens dødsfald bliver starten på en række fatale begivenheder, der ultimativt former Marsaults skæbne – som han gengiver med umiddelbar og nihilistisk indifferens.

Dialog og cirkler som bærende greb

Forestillingen er visuelt dybt tilfredsstillende i Nikolaj Minekas nuancerede iscenesættelse af det absurde værk, der former Marsaults indre monolog til en dialog. Mens Durita Dahl Andreassen fremfører Marsaults tanker og overvejelser, er det Klaus Weirup Andersen, der som en anden altmuligmand levendegør de øvrige personer. Dialogformatet fungerer tempogivende og skaber nuancerede skift, der er med til at fastholde publikums opmærksomhed.

Forestillingens visuelle identitet hviler på et bredt spænd af modsætninger og cirkler i Stine Fumz’ scenografiske koncept. En del af scenegulvet er hævet og opbygget med gulvbrædder i en rund manege-lignende platform. På bagtæppets halvcirkel hænger en cirkulær metalplade og udgør en hård kontrast til tæppets bløde form.

I Stine Fumz’ lysdesign og Linette Stamp Christensens koreografi er cirklen også et gennemgående element. Lamper og spot er sat op i en rund konstruktion, der omgiver den store lampe, der henleder tankerne på solen. Durita Dahl Andreassens bevægelser understreger også flere gange den runde, gentagne form.

Et udtryk bygget på modsætninger

Samtidig er opsætningen fyldt med kontrastfyldte virkemidler i både tempo, lyssætning og skuespillernes stemmer. Kontrasterne tydeliggør forskelle og fremmedgørelse, som et helt centralt tema i Den fremmede.

Sammensmeltningen af lyssætning, lyd, scenografi, kostumer og stemmer er medrivende, og forstærker alle Marsaults fortælling. Lyset og musikken skaber løbende åndehuller, hvor publikum kan mærke sig selv, inden vi igen omfavnes af absurdismen og nihilismens stemmer.

At Marsault spilles som en kvinde understreger, at han er menneske. Samspillet mellem skuespillerne er stærkt og velfungerende. Flere steder i forestillingen afbrydes den ellers meget effektfulde rytme, og af og til vender Marsault vender ryggen til publikum, og understreger dermed fortællingens ligegyldighed overfor normer og det, vi opfatter som vigtigt.

At blive efterladt uden svar

Opsætningen efterlader en del til egen fortolkning, og udfordrer det menneskelige ønske om at ville forstå. I Den fremmede er der ikke nødvendigvis et dybere svar, hvilket underbygger behovet for at finde egne forklaringer. Måske det netop er intentionen med forestillingen: En påmindelse om ikke altid at søge en dybere mening.

Den fremmede efterlader tilpas meget mellemrum til, at publikum selv kan udfylde hullerne med egne erfaringer og overbevisninger. Det tvinger publikum til at sætte sig selv i spil, også når salen forlades. Forestillingen er på alle måder værd at tage med for dem, der gerne vil mere end blot underholdes. Som tilskuer efterlades man med eksistentialistiske spørgsmål og en indre filosofisk tankevirksomhed, når man forlader salen.