NATURA OBSCURA – Når klimakrisen svarer igen

Metropolis -performance og kunst i det åbne rum har rundet sæsonen af med NATURA OBSCURA af fix+foxy. Fra 5 – 11. oktober 2026 kunne forbipasserende møde mennesker fra syv klimazoner, hvor klimaforandringerne allerede sætter deres spor. ISCENE tog imod invitationen og talte med mennesker på den anden side af kloden gennem den interaktive videoinstallation.

Når vi hører om klimaforandringer, sker det ofte gennem nyheder, statistikker og billeder af katastrofer på afstand. Men hvad sker der, når vi i stedet får mulighed for at stille spørgsmål direkte til mennesker, der lever med konsekvenserne? Det spørgsmål undersøger fix+foxy med NATURA OBSCURA, der afsluttede Metropolis’ sæson. På en turné til hele syv offentlige steder i København kunne man møde mennesker fra syv klimazoner.

Her kunne man ikke blot betragte billeder af landskaber i forandring, men også tale live med dem, der bor i dem. Jeg møder installationen på Trianglen efter mørkets frembrud. På en skærm åbner et vindue til et andet sted i verden. En livestream forbinder mig med et menneske langt væk, og pludselig er klimakrisen ikke kun noget, der foregår et sted derude. Den har et ansigt og en stemme.

Installationen kunne opleves dagligt fra kl. 10 – 22, og hvem man kunne møde, afhang blandt andet af tidszonerne. Man kunne også følge med i dagens streaming hjemmefra via et link. Men på Trianglen er jeg midt i det offentlige rum, hvor man kan vælge at standse op, nærme sig skærmen og forsøge at få kontakt.

Live fra hele verden

NATURA OBSCURA forbinder syv steder, hvor naturen er under forandring. I Zaouia el Hna i Sahara fortæller Hamza om en by, der bliver opslugt af ørkenstorme fra syd. I Bangladesh møder vi den 12-årige Apu i verdens største mangroveskov, hvor landskabet eroderer. Fra Ilulissat i Grønland fortæller Najaana om gletsjere, der forsvinder.

Andre steder viser klimaforandringerne sig på andre måder. Seetsele befinder sig i Botswana, hvor byer oversvømmes. Andrew viser områder omkring Bordeaux, der har været ramt af brande. I Patagonien i Chile møder vi natur- og dyrelivsfotografen Francisco, som oplever et område med hurtigt smeltende permafrost. Og på Falklandsøerne fortæller Oly om dramatiske miljøforandringer og det dyreliv, der er sårbart over for dem.

Projektet beskriver selv de syv møder som “syv personlige landskabsportrætter”, skabt af mennesker, der lever midt i klimaforandringerne. De deler en nær relation til naturen og en kærlighed til landskaber, der ændrer sig, smelter, tørrer ud, overopheder og oversvømmes. Det er en bred palet af steder og erfaringer. Men det særlige er ikke alene at få vist syv forskellige landskaber. Det er muligheden for at møde menneskene i dem.

Menneske til menneske

Jeg får kontakt til Oly Dempster på Falklandsøerne. Han arbejder som filminstruktør og viser mig landskaber, der er smukke at se på, men som også rummer en mere alvorlig fortælling. Stigende temperaturer og mindre nedbør påvirker øernes økosystemer og dyreliv, blandt andet pingvinerne. Forbindelsen falder ud undervejs. Samtalen er ikke en poleret dokumentarfilm, hvor hvert klip er nøje tilrettelagt.

Vi er afhængige af en livestream, der kan hakke og afbrydes, og af at vi begge finder en måde at kommunikere på gennem skærmen. Alligevel opstår der et møde. Vi udveksler tanker om, hvad naturen betyder for os hver især, mens billeder fra området giver samtalen en konkret ramme. Det er ikke kun landskabet, jeg ser på afstand. Det er et sted, som et andet menneske kender og lever med.

Senere taler jeg med Francisco Javier Vera Núñez i Cerro Castillo National Park i Chile. Han er natur- og dyrelivsfotograf og færdes til daglig i naturen. Han fortæller, at det er langt varmere end normalt, og at gletsjerne forsvinder. Det bekymrer ham ikke kun på grund af de forandringer, der sker med landskabet og dyrelivet, men også fordi mennesker er afhængige af vandet fra bjergene.

Når han fortæller om forandringerne, bliver forbindelsen mellem landskab, dyr og menneskeliv tydelig. Klimaforandringerne er ikke længere en abstrakt udvikling, der kan aflæses i en graf. De er noget, et menneske ser ske omkring sig, og som får betydning for det liv, der skal leves dér.

This is real

Installationen er ikke uden instruktioner. På skærmen dukker der blandt andet tekster op som “This is real” og “Come closer to the camera if you would like to talk”. Hvis det er nat på den anden side af forbindelsen, kan man fx kun se den lokale tid. Andre tekster forklarer de klimaproblemer, der præger det pågældende sted.

Det giver oplevelsen en direkte og rå karakter – på den gode måde. Der er ikke meget, der forsøger at skjule, at man sidder midt i en teknisk formidlet samtale. Forbindelsen kan svigte, og man ved ikke nødvendigvis på forhånd, hvad der vil ske, eller hvor samtalen ender.

De syv møder er heller ikke ens. Projektets medvirkende, som beskrives som værkets hovedpersoner, gør forskellige ting i løbet af ugen og kan befinde sig forskellige steder. Nogle står foran kameraet og fortæller om deres omgivelser. Andre tager beskueren med på en køretur og viser nye udsnit af landskabet. På den måde bliver værket ikke blot en række faste videoportrætter, men en forbindelse til mennesker i et live møde, der befinder sig et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.

En forbindelse, der sætter tanker i gang

Det kræver måske lidt forberedelse at få det fulde udbytte af NATURA OBSCURA. Som forbipasserende kan man være usikker på, om man skal gå frem, eller hvordan man overhovedet indleder en samtale med et menneske på den anden side af jorden. Jeg prøver mig frem uden den store forberedelse. Pludselig siger hovedpersonen på skærmen: “Du der i de sorte bukser, træd nærmere.” Jeg bliver tiltalt direkte og inviteret ind i mødet. De mennesker, jeg møder, er imødekommende og interesserede, og selv korte samtaler kan sætte tanker i gang.

Det er ikke nødvendigvis sådan, at man går fra skærmen og ved alt om klodens klimaforandringer. Men man går måske derfra med en stærkere fornemmelse af, at de finder sted i konkrete landskaber og påvirker konkrete menneskers liv. Værkets performative dimension opstår i mødet mellem mennesker. I stedet for blot at vise os konsekvenserne, skabes en forbindelse til dem, der oplever problemerne. Kameraet gør interaktionen mulig, men det er op til os, om vi træder ind i den – og hvad vi får ud af mødet.

En kort samtale løser naturligvis ikke de globale udfordringer. Men mødet kan så et frø: en lyst til at vide mere, stille flere spørgsmål og forstå, hvordan vi er forbundet på tværs af steder og livsvilkår. Klimaforandringerne kender ikke til grænser, og vi er fælles om at leve med konsekvenserne. På Trianglen er verden for en stund ikke kun noget, der udspiller sig på den anden side af skærmen. Den svarer igen.