★★★★★☆ Turbulence er en poetisk iscenesættelse af det forskræmte individ

Cirkusforestillingen Turbulence skabt af det københavnerbaserede ensemble, Out Of Balanz, viser os det desillusionerede og forskrækkede menneske midt i en tid, hvor klimakatastrofen konstant lurer om hjørnet og i bevidstheden.

Samtidscirkus. Et begreb og en genrebetegnelse jeg – indrømmet – ikke før var stødt på. Hvorom alting er, så er det, hvad man i sidste uge kunne opleve på DYNAMOs scene på havnen i Odense, og i den kommende uges tid på AFUK i København. 

Samtidscirkus er mange ting, men kortest fortalt et møde mellem velkendte cirkus-discipliner og andre dramatiske genrer med ét særligt emne som omdrejningspunkt. Turbulence er en undersøgelse af klimaforandringernes indvirkning på mennesket og dets krop. 

”Min datter spurgte mig…” 

Svenske Kajsa Bohlin lægger an på scenen med et modelfly i hånden. Turbulens på rejsen kan forekomme, forklarer Bohlin, og ryster flyet. Endnu er der ingen kropslige krumspring at få øje på, men blot en kvinde placeret foran en mikrofon. Forestillingen åbnes med en dilemmafyldt konstatering: ”Jeg forbinder fly med sultne isbjørne, men min datter elsker at flyve”. 

Det forekommer efterhånden utænkeligt for ethvert voksent menneske at underkende klimaforandringerne. Det gør Bohlin i sin rolle heller ikke, men ser nu sin lille datter for sig: 

”Mor, kan det ske her?”. ”Nej, elskling,” svarer den voksne, og da ser publikum rædslen i artistens øjne. Den eksistentielle ensomhed, som følger med løgnen, kender de fleste – omstændighederne, der fører dertil, vidner om uhyggelig alvor. Således er vi i gang. 

En bemærkelsesværdigt velvalgt genre  

Muligvis er klimaforandringerne ikke det mest originale emne at bearbejde i kunsten for tiden. Men måske derfor var det så helt utroligt interessant at se, hvad netop cirkusset kan i denne henseende. Aftenen efter forestillingen griner jeg med en ven og spørger halvt i spøg, halvt i  alvor: ”Er samtidscirkus ikke bare et andet ord for livet selv?” 

Out Of Balanz integrerer disciplinen “jaw-hanging” i en scene, hvor en artist trækker et langt klæde i munden, hvorpå to andre står på hovedet. Min research afslører, at dette er en nyopfunden version af nummeret, som ellers typisk ville foregå fra loftet og uden træk af andre. 

I en anden scene kravler en medvirkende op og ned af en pæl. Men hvor pælen som oftest vil være fæstnet til gulvet, holdes den stabil af tre andre artister, der er på en samarbejdsøvelse af de helt krævende. Disciplinerne er opløst eller udfordret og understreger derved og på poetisk vis, hvordan vores fælles verdens fundament er under akut forvandling.    

Min ven svarer, at han tænkte præcis det samme, da jeg bragte begrebet “samtidscirkus” til bordet. Et helt fantastisk ord for livet som sådan.   

Musikalsk og tankevækkende

Foruden artisternes bevægelige kroppe, der krydser grænserne selv inden for genren, synges og spilles tillige. Bohlin, der åbnede stykket, står med en ukulele i armene forrest i det lille ensemble, som artisterne i forestillingen også udgør. Hen mod slutningen trækkes et sammenspil ind i musikalsk messen, som Bohlin bærer på egen hånd længe efter, resten af holdet er holdt op med at synge og spille med. 

”It’s not gonna happen here,” synger hun monotont igen og igen, mens hun bevæger sig fra scenen, blandt publikum og tilbage igen. 

Selvbedraget er aldrig et dårligt dramatisk udgangspunkt. I Turbulence møder vi artister balancerende (i bogstaveligste forstand) mellem erkendelsen og fornægtelsen sendt ud på et overdrev af naturens kræfter. Denne ekstreme livserfaring er nem at forstå og mærke gennem cirkussets virkemidler. Holdet bag Turbulence gør det godt, poetisk og tankevækkende.