★★★★☆☆ Kiss Bang Bang sætter et fint punktum for Crazy Christmas Cabaret

London Toast Theatre spiller for 41. og sidste gang Crazy Christmas Cabaret, der denne gang udspiller sig i James Bonds univers i Kiss Bang Bang på Bremen Teater. Ud over sceneskiftet er alt, som det plejer i denne juletradition, der kækt og musikalsk forener britisk humor med dansk bøvethed og samtidssatire.

Vi har Blame Game på Copenhagen Climate Conference. Vi har 007, degraderet til 006. Vi har reporteren Ima Bimbo, der genskriver nyhederne. Vi har skurken Felon X Fusk med den uregerlige højre arms-hilsen på vej til Mars og hans intrigante søster Toxica Fusk. Vi har M og T og en masse andre dæknavne, dobbeltagenten Ivana Sukuoff, og naturligvis også den bedårende Miss Spendapenny og Dr Bent van Helsingør.

Kort sagt, velkommen til James Bonds univers i Vivienne McKees egensindige aftapning, hvor selv Ian Flemmings tegneserie-spionunivers kan få et ekstra drys britisk humor-ekstravaganza.

Nervepirrende lasertortur

Det er formentlig sidste år med Crazy Christmas Cabaret, og Bremen Teater er fyldt med CCC-veteraner, der skal have det sidste skud af den 41 sæsoner lange juletradition. Vivienne McKee har i hvert fald svært ved at få udpeget den obligatoriske “virgin”. En person, som ser showet for første gang, og derfor kommer på scenen i løbet af aftenen. Denne aftens virgin gik med på legen, som man skal og lagde krop til en nervepirrende lasertortur som substitut for Bond – eller Blond, som han hedder i Sebastian Harris gestalt.

Resten af salen udnævnes til producere med den simple opgave at råbe “No, absolutely not” til det meste, venligt orkestreret af enmandshæren bag tangenterne, kapelmester Stuart Goodstein. Alt er som det plejer, men alligevel ikke helt, for cabareten spiller sin sidste sæson på Bremen Teater, og har dermed mistet lidt af den intimitet, den i mange år har haft i Glassalen i Tivoli. Skiftet fungerer nu aldeles udmærket, ikke mindst i kraft af Kirsten Brinks karakteristiske lyspanelscenografi, der næsten passer bedre ind på denne scene.

Knusende flegma og flirt

Ud over sceneskiftet er der ikke noget nyt under solen, og det skal der heller ikke være i en tradition som denne, der trods alt holder sig frisk ved at trække på tidens tendenser og musik. I år selvfølgelig mikset med klassiske Bondtemaer. Katrine Falkenberg diva’er sig igennem med Adeles Skyfall, mens Sebastian Harris giver sin lettere taletraumatiserede Bond latinsk smørtenor-touch. Katrine Falkenberg sparker også røv med Kylie Minogues Kiss Bang Bang iført en nudge-nudge T-shirt med påskriften “I fucked him Yesterday”.

Således hyldes kongehuset i år, mens den obligatoriske samtale med Daisy, aka Dronning Margrethe II, bliver hastigt afbrudt, da The Dame, i Andrew Jeffers voldsomt bedårende skikkelse, konstaterer, at det er Mary i den anden ende. Det er for kedeligt. Kedelig er Jeffers sjældent selv – og heller ikke i år, hvor hans over-the-top-rober især luftes af karakteren Miss Spendapenny. Med knusende flegma og tommetyk flirt skal der holdes styr på de mange agenter, herunder Vivienne McKees fordrukne M og hendes skødehund – David Batesons kropssjove Major Randolph.

Samme Bateson lægger også megaloman-manisk arm til årets skurk, Felon X Fusk, med kejserkomplekset og Mars-drømmene. Han assisteres af Kevin Kiernan – Molloys usandsynligt søde Chat GPT-humanoiden Bot-Op. Med løftede knæ bevæger den sig kluntet gennem tilværelsen og forsøger at hjælpe de mange hektiske skurke og agenter. Kevin Kiernan – Molloy dækker et hav af roller og rammer lige spot on, hvad enten hans agenttyper kommer fra Skotland eller CIA.

Det handler om ramasjang

Vivienne McKee er som altid her og der og alle vegne, og vækker især lykke med CCC-maskotten Dr Bent van Helsingør. Han har denne gang tjansen som Bonds gadget-master, dog beholder han gerne sin madpakke selv. Den gode doktor får ikke så meget sensuel kærlighed i år, men mon ikke varmen fra publikum kan opveje det?

Historien er som altid tæt på ligegyldig – hvilket de jo også er i forlægget. Det handler om ramasjang eller “sex og vold”, som McKee selv fremhæver. Hun har skruet et af sine bedre manus sammen, der elegant fletter Bond-universets sprog og van Helsingørs muntre undersættelser med hib til samtiden. Især forholdene i USA står for skud, men fingrene peger jo også altid indad, og “Who has ever heard of British Intelligence?”

Iscenesættelsen er knap så gakket, som den nogle gange har været, men det klæder egentlig ensemblet godt i år, hvor især Bateson og Kiernan – Molloy får plads til at folde deres komiske kræfter ud. Kiss Bang Bang er en fin afslutning på en helt særlig æra med unik britisk-dansk humor, hvor vi får en sidste tur i manegen med de elskede karakterer. De kan hedde og være hvad som helst, for det er jo spillerne og samspillet, vi holder af. Ingen kan som CCC’s hold knække sammen af grin over sig selv – og vi griner gerne med for sidste gang.