Palæstinas kunst og kultur angribes systematisk. Hvornår reagerer vi? spørger skuespiller Jacque Lauritsen og tidligere teaterleder Simon Vagn Jensen i dette opråb til Kulturministeren.
For 10 år siden var kulturminister Jakob Engel-Schmidt på delegationsrejse til Palæstina, arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp. Efterfølgende skrev han i en kronik i Politiken blandt andet:
”De apartheidlignende forhold på Vestbredden giver mig kvalme… Landets (Israels) økonomiske og kulturelle samarbejde med EU forudsætter naturligvis, at man ikke opfører sig som en kolonimagt fra 1800-tallet.” For nylig spurgte Trine Pertou Mach (EL) så i Folketinget, om ministeren stadig mener, hvad han skrev dengang. Hvortil han svarede: ”Det mener jeg i allerhøjeste grad.”
Det tjener ham absolut til ære, men det ville også være underligt andet, da Israels undertrykkelse af palæstinensere kun er blevet værre. Det kan derfor undre, at ministeren ikke slår på tromme for en kulturel boykot af den israelske besættelsesmagt. Oplagt kunne man fx opfordre DR til at trække sig fra Eurovision på linje med, hvad de gør i Spanien, Irland, Holland, Island med flere.
Her vil modargumentet sikkert være, at det ville være et brud på armslængdeprincippet. Men nej. Vi taler ikke her om at diktere eller censurere et givet kunstnerisk produkt, men om en principiel markering i forhold til en repressiv apartheidstat.
Og hvorfor protesteres der ikke officielt og højlydt over Israels mange angreb på palæstinensisk kulturliv? Blot et par eksempler fra scenekunstens verden: I flygtningelejren i Jenin på Vestbredden ligger – eller rettere lå – The Freedom Theatre, der udover forestillinger blandt andet er blevet kendt for et banebrydende dramapædagogisk arbejde blandt børn og unge.
Alene indenfor de seneste par år er teatrets ansatte flere gange blevet fængslet uden sigtelse, ligesom dets lokaler har været udsat for hærværk. Dette kulminerede i januar i år, hvor hele flygtningelejren blev invaderet, op mod 20.000 beboere tvangsevakueret, og blandt andet Freedom Theatres bygning besat af den israelske hær.
Eller tag det palæstinensiske nationalteater Al-Hakawati i Østjerusalem. I november blev det stormet af det israelske sikkerhedspoliti, som afbrød børneforestillingen Dreams under the Olive Trees og brutalt gennede medvirkende og publikum ud på gaden. Nedlukningen var beordret af Israels sikkerhedsminister, den højreekstreme Ben-Gvir, der ikke har lagt skjul på sin bestræbelse på at undergrave al palæstinensisk kunst og kultur.
I dette tilfælde var motivet angiveligt, at forestillingen blev opført uden tilladelse, og at teatret som helhed er i lommen på den palæstinensiske selvstyremyndighed på Vestbredden. Al Hakawati er imidlertid en uafhængig institution, der end ikke modtager finansiel støtte fra selvstyret!
Disse systematiske angreb på palæstinensisk kultur kan og må ikke stå uimodsagt hen. Så hvorfor et det lige, at Jakob Engel-Schmidt forbliver så umådelig tavs og handlingslammet? Her vil man formentlig svare, at ethvert tiltag er nytteløst, hvis ikke de gøres i et samlet EU-regi.
Well, for det første vil en dansk protest være en moralsk støtte til palæstinensiske kunstnere, som de vil sætte stor pris på. Desuden fremhæver Danmark i andre sammenhænge jo gerne sin status som foregangsland og holder sig ikke tilbage med solo-tiltag. Når det kommer til Israel, får piben imidlertid en anden og desværre noget mere fesen lyd.
Naturligvis kan Danmark, på linje med andre europæiske lande, tage langt flere konkrete skridt, når det kommer til at forsvare palæstinensiske kulturinstitutioner. Det burde Jakob Engel-Schmidt om nogen være bannerfører for. At det ikke sker, er for os andre – og måske endda også for ham selv – faretruende tæt på kvalmegrænsen.
Kommentaren er udtryk for skribenternes egen holdning.
