★★★★★☆ Har du set min skygge? er en forunderlig drømmeverden af skønhed

Det Lille Teater byder på en magisk opdagelsesrejse i Har du set min skygge? Desuden er scenografien i børneforestillingen for de 2-5-årige en æstetisk lækkerbisken.

Måske har Det Lille Teater aldrig skabt en smukkere forestilling end Har du set min skygge? Teatrets lillebitte scene forvandles til mange drømmeverdener undervejs: Til en grotte af skønhed og hemmelige, lysende sten, men også med luger ind til hemmelige slugter og et bjerglandskab for vandrende. 

Farverne veksler fra saftig grøn til brændende orange. Sørgmuntre melodier glider gennem grotten. En spejlblank sø dukker op undervejs – med sejlbåde, der nænsomt trækkes hen over vandet. Og finurlige, høje stråhatte viser vejen for forestillingens tre skuespillere gennem en symbolsk fortælling om at lede efter noget i livet – og finde det. 

Æstetisk lækkerbisken

Marianne Nilssons scenografi er en æstetisk lækkerbisken. Indledningsscenen er som taget ud af en teaterkoncert, men her i elegant miniformat: To “bjergsider” omgiver scenen, som dækkes af stort stykke, orangefarvet stof. 

Når forestillingen begynder, suges stoffet ned i jorden gennem en luge: Pist, væk! Op dukker til gengæld en lærredsrygsæk – og en stråhat med et menneske nedenunder. En, to, tre mennesker er de – iført ens, mørke uldfrakker, grønlige bukser og bluser og nogle brune lædersnørestøvler. Med fagter, der mest af alt signalerer ”Kom bare!” eller ”Stop!”. Som forbundne opdagelsesrejsende i deres eget eventyr – i en naturverden af birketræer, uld, blomster og strå. 

Altsammen er belyst med en meddigtende poesi af Pernille Plantener Holst, så dag og nat skifter på smukkeste vis i denne opdagelsesrejse, hvor lygter med eventyrlige krystaller lyser og leder de rejsende på vej. Vidunderligt sjælfuldt.

Eventyrverden befolket af mennesker

Netop den visuelle fortælling er det bærende i Charlotte Munksøs fysiske iscenesættelse af dette symbolske eventyr. De 2-5-årige børn og deres voksne inviteres med ind i denne eventyrverdens stemninger og landskaber. 

Ifølge programmet er forestillingen inspireret af Tove Janssons univers. Det virker dog ikke nødvendigt at angive. Her er heller ingen mumitrolde. Faktisk lader Det Lille Teater her til at have skabt sin helt egen eventyrverden befolket af mennesker.

Udtrykket er kropsligt og koreografisk. De tre spillere bevæger sig af sted på række, ofte aldeles synkront eller forskudt synkront, så eventyrets traditionelle gentagelse af noget tre gange hele tiden bliver aktiveret. Og de trækker deres lange ærmer ud over hænderne med en kæk bevægelse, inden de kravler videre.

Tyste skuespillere

Skuespillerne er milde og blide med fælles tysthed over sig. Ulrik Windfeldt-Schmidt fører an som den nysgerrige, opfindsomme dreng, der er så smidig, at han tilsyneladende kan kravle ind i den smalleste klippesprække og gemme sig hvor som helst. 

Den nyuddannede Emma Weyde spreder mildhed med sit åbne blik og sine beroligende arme, når hun smiler mellem alle blomsterne. Og den garvede Jens Gotthelf kaster sig ud i sjove, vilde ekspeditioner, som når han kaster sin hat langt foran sig, så de andre må skubbe ham liggende fremad, så han kan nå den igen. 

Skuespillerne har fint fundet ind til koreografiens stille sprog. Når de siger farvel til hinanden, strækker de armene frem for sig, flekser hænderne opad – og virrer op og ned med armene. Så indlysende, at man som tilskuer også lige får lyst til at prøve det.

Som i paradis

Egentlig er forestillingen en danseforestilling – eller en fysisk performance uden ord. Men det virker, som om iscenesættelsen alligevel har fortrudt det rent kropslige. Der er i hvert fald tilført replikker og sange på et sprog, man ikke lige kan forstå. Børnene ved ikke, om det er finsk eller fri fantasi, og det gør de voksne næsten heller ikke. Men alle sidder vist og venter på, at disse tre mennesker skal tilføje noget på dansk. Det sker så bare ikke.

Det abstrakte sprog kunne måske være en god pointe i en babyforestilling eller i en voksenforestilling. Men i en forestilling for børnehavebørn ender dette greb med at være forvirrende, netop fordi de 2–årige er så optagede af sproget og af at lære nye ord. 

Det er fint, at de tre rejsende synger deres sjove volapyksange med udtryk som “galbari, volinar” og “gambribar”, men det ville nok være en lettelse, hvis de også måtte tilføje replikker med ord, der var til at forstå. Da et volapykord undervejs minder om ordet “paradis”, virker det i hvert fald næsten som et kodeord for alt dette skønne, der sker for øjnene af os.

Lyset indfanger glæden

Netop det uforståelige sprog bliver dog også noget af det særligt drømmende ved denne forestilling. Ordlydene lægger sig fantasifuldt og lyrisk oven på komponisten Klaus Risagers fine, sarte melodier for et fantasifuldt klaver, men også oven i lyden af hans ultimative musikhilsen: Lyden af en elsket spilledåse, der spiller sine sidste plingende toner, inden mekanikken får melodien til at standse. 

Jo, de tre mennesker kaster skygger op mod bjergsiderne i Har du set min skygge? Men lyset er vigtigere end skyggerne, for det er lyset, der indfanger glæden. Og det er begejstringen hos de tre rejsende, som smitter tilskuerne. Som en påmindelse om, hvor forunderligt det er at være i live i denne verden.