Månedens kunstnerportræt: Det er som at spille hele teaterhistorien, siger Lone Rødbroe om sit livs drømmerolle som Winnie i Glade Dage

Månedens Kunstnerportræt. Lone Rødbroe er noget så sjældent som en kvindelig skuespiller i 50’erne med nok at lave. Lige nu gælder det den ikoniske rolle som Winnie i Samuel Becketts absurde monolog Glade Dage på Folketeatret. Vi mødte Lone Rødbroe til en snak om humoren i tragedien og om at trække på hovedstolen i form af overgangsalderen til rollen.

“Jeg har altid været fuldstændig vild med den her tekst. Måske har jeg ikke forstået det hele, men hver gang, jeg har genlæst den i løbet af livet, så er der noget nyt, hvor jeg tænker: Nu forstår jeg det,” siger Lone Rødbroe, da jeg spørger hende, hvordan hun tog imod rollen.  

Manus ligger foran hende i rummet bag Folketeatrets kantine, hvor vi mødes en dag i december for at snakke om Glade Dage, hvor hun spiller rollen som den midaldrende Winnie, der sidder fast i livet – og i en møgbunke.  

“Det er ikke løgn. Det er min yndlingstekst,” fortsætter hun og slår samtidig fast, at rollen som Winnie både er en kæmpedrøm og en stor udfordring: “Det er det største jeg kommer til at lave i min karriere.” 

Fra højskole til klassiker

Lone Rødbroes karriere har ellers budt på mange forskellige opgaver gennem tiden og startede slet ikke på scenen.  

“Jeg er ikke uddannet skuespiller. Jeg læste dramaturgi, fordi jeg ville være højskolelærer. Det var jeg meget glad for at være, men da der kom en nedgangsperiode for højskolerne, tog jeg imod et tilbud om at spille revy og fandt ud af, at det var jeg rigtig god til. Så tog det fart derfra, og jo mere, man spiller og får fagligheden udfordret, jo mere selvtillid får man altså,” forklarer hun og fortsætter:

”Jeg er 56 år, og jeg har haft en fuldstændig vanvittig privilegeret karriere. De sidste ti år har jeg ikke haft et hul i kalenderen, og i samme periode er jeg også begyndt at lave en masse TV, som udvikler mig på en anden måde som spiller. Jeg har været enormt heldig at møde de rigtige udfordringer på de rigtige tidspunkter, og at blive set af mennesker, der har flyttet mig nye steder hen. Jeg kunne sagtens være en, der spillede revyer hele året, som også er skønt, men det er rigtig dejligt at finde nogle andre muskler, der klæder mig.”

Det handler ikke kun om at blive set, men også om at slå til på det rigtige tidspunkt. Lone Rødbroe har talt med andre teatre om rollen som Winnie, men det var først, da direktør for Folketeatret Mette Wolf for et par sæsoner siden spurgte hende, at matchet opstod.

Krigen er helt præsent

Nu er prøverne gået i gang, mens Lone stadig arbejder på at få alle ordene i teksten ind i kroppen. ”Hver gang nogen hører om den forestilling, siger de ”Bodil Udsen”, så jeg har selvfølgelig brugt tid på at tænke, hvordan jeg kan være Winnie. Det er ligesom at spille hele teaterhistorien,” siger hun med et af sine karakteristiske latterudbrud.

Bodil Udsen fik sit gennembrud i rollen i 1962 og gentog rollen et par år efter på TV. Den blev ikonisk for hendes karriere, men i dag er tiden en anden, og Lone Rødbroe skal gøre rollen til sin egen: ”Det er en klassiker, som ikke er sådan bred folkelig, men teksten kan vinkle sig ind i tiden,” siger Lone tøvende og tager så aktualitetstråden op igen:

”Jeg synes nogle gange, man mosler meget med at få klassikere til at passe ind i tiden ved at stille skarpt på klima, eller hvad man nu vælger som tema. Men her er det med at leve i en verden, hvor man er bange for krig, jo desværre helt præsent. Vi forestiller os – uden at redegøre for det – at Winnies mand Willie har været indkaldt og er kommet hjem skadet af det, han har set.”

Det raser i kroppen

Det er oplagt at læse teksten ind i samtidens konfliktfyldte usikkerhed, men det er mindst lige så interessant at se på den med et indre perspektiv, der relaterer til den kvindelige krop, mener Lone.

”Jeg er selvfølgelig opmærksom på overgangsalderen, fordi jeg selv er i den, og fordi der pludselig er så meget fokus på det. Det var jo ikke noget, min mor talte om. Jeg forstår Winnie som en kvinde, der er fanget mellem krigen udenfor, og den, der raser i hendes egen krop. Og så sidder hun bare der midt i alt det vanvittige og overlever, for det er hun nødt til – selvom hun beder om at dø hver morgen, når hun vågner,” forklarer hun og fortsætter:

”Jeg har brug for, at hun bliver en rigtig dame. Jeg har brug for at kunne mærke den tilstand, for hvis jeg kan forstå den, kan jeg spille det. Det er virkelig svært, men samtidig oplever jeg også det, hun gør i mit eget liv. Det er ikke fordi mit ægteskab ligner Winnies, men min mand og jeg siger jo også de samme ting til hinanden igen og igen. Den genkendelighed er det, teater kan, når det er bedst. Det, at det bliver et spejl på ting, der kan være sundt at undre sig over eller genkende og reflektere over.”

Det absurde rum

Genkendeligheden findes i teksten, men samtidig ser Lone også forbi ordene: ”Det er den mest fantastiske tekst, jeg nogensinde har læst. Det er et vildt arbejde at lære udenad, for det er nærmest som et partitur eller med instruktørens ord, ”et kunstværk”, vi laver. Vi fortæller en historie, men det absurde rum åbner noget andet, som er helt særligt at løse.

Steffen (Aarfing, scenograf, red.) har lavet et fuldstændig fantastisk rum, og man kan nogle tekniske ting i dag, hvor jeg tror, det bliver vildt flot med solens bane over scenen,” fortæller hun engageret og forbinder atter genren til publikumsoplevelsen:

”Man får ikke så tit lov til at være i det absurde rum, som er det her kunstrum, der fortæller historier på en anden måde. Jeg bliver selv helt lykkelig, når jeg ser det og kan mærke, at det vil mig noget,” forklarer hun og håber, at publikum også vil møde Glade Dage med et åbent sind:

”Jeg er meget forelsket i den tekst, og jeg tror, det bliver en rigtig god forestilling. Det kan godt være, at nogen vil synes, at det er noget mærkeligt noget. Jeg ved jo godt, at det ikke er revy, jeg skal ud at spille – men det regner jeg også med, at publikum ved, når de har købt billet til en klassiker,” smiler hun.

Timing i tingenes ballet

Selvom Glade Dage ikke er en revy, trækker Lone meget på sine erfaringer fra de komiske genrer. ”Jeg tror, jeg er god til at være Winnie, fordi hun – og teksten – også er humoristisk. Teksten skal times, så det er godt, at jeg har lavet så meget komedie og revy, som jeg har, og tør stole på, at jeg ved, hvor punchlinen skal sættes,” forklarer hun og fortsætter:

”Teksten bølger mellem det sjove og det tragiske, så det handler om at følge de bølger og gøre det organisk. Jeg har altid tænkt, at teksten var lidt stakkeret (abrupt med komisk virkning, red.), og så er der alle de regibemærkninger undervejs, hvor hun skal pudse briller, smile, se op, se ned. Det er en hel ballet med tandbørsten og spejlet og pistolen, men nu begynder balletten at køre nedenunder ordene, og så lever det og bliver organisk.”

Ordene og tingene er holdepunkterne i en rolle, hvor man med Lones ord ikke kan gemme sig. ”Jeg sidder helt statisk begravet i skrald til livet og til sidst til hagen, så jeg mister nogle muligheder med kroppen, men er nødt til at underbygge hver eneste tanke, hvert eneste ord.” Winnies mand Willie er ordløst til stede på scenen, men i praksis er Glade Dage en monolog.

”Det er godt at være erfaren, for det er mig, der skal holde intensiteten i rummet. Men det er samtidig fantastisk at have én at adressere på scenen. Bo Skødebjerg, som jeg kender rigtig godt, spiller Willie, så han er et sted at hente energi og modstand. Det er meget sjovere at skændes med nogen, også selvom han ikke svarer, og som måske bare repræsenterer minder, der dukker op,” reflekterer Lone.

Tosset at gå over åen efter så meget vand

Hun betegner sig selv som et flokdyr og er derfor særligt glad for modspillet til Winnies enetale, der i sig selv også handler om ensomhed.

”Hun bærer en enorm sorg over at have mistet sin mand. Hun bryder sig ikke om at være alene, og hun er bange for at blive sindssyg. Så hun er nødt til at fastholde, at han findes, for hvis man bare taler ud i luften og kun med sig selv, så er det jo tosset,” siger Lone, der har valgt at bringe sine egne livserfaringer ind i rollen.

”Jeg brugte meget tid på at tænke, at jeg ikke skulle bruge mig selv. At det ville blive for privat i netop denne tekst, men på den anden side var det fuldstændig tosset at gå over åen efter så meget vand, når jeg nu selv er i overgangsalderen. Jeg ved, hvordan det er, og jeg ved, hvordan det er at være i sorg. Så jeg kommer til at trække meget fra hovedstolen. Det gør jeg egentlig ikke så tit, men det føles rigtigt her.

Jeg kan læse mig ind i det, selvom jeg ikke har siddet fast i sand – og har bedre overlevelsesstrategier end Winnie, der sidder fast i angsten, fordi hun ikke ser den i øjnene,” siger Lone og pointerer, at hun ikke selv vil placere sig et sted uden muligheder for at handle selv.

Et hul i kalenderen

Lone formelig udstråler livs- og handlekraft, så selvom hun er gavmild med ros til både nutidens og fortidens kollegaer, fornemmer man også tydeligt det drive og den nysgerrighed, der er med til at holde hende aktivt beskæftiget. Fremtiden skal dog være lidt mere rolig, mener Lone:

”Jeg spiller Winnie indtil marts, og så har jeg en film og nogle andre projekter liggende, men jeg skal også holde fri. Det er meget lang tid siden, jeg har gjort det, så jeg trænger til et ordentligt hul i kalenderen.  Jeg prøver at være lidt modig og sige nej tak til nogle af tilbuddene. Det er svært at planlægge, fordi teatre planlægger så langt ud i fremtiden, men nu prøver jeg,” siger hun besværgende, inden vi skilles i decemberskumringen.