I 25 år har skuespiller og teaterleder Mette Rosleff, der står bag Teater My, skabt nærværende teaterforestillinger for de helt små teatergængere fra to til seks år. Nu markeres jubilæet med en genopsætning af teatrets internationale gennembrud.
Teater My startede i 2001 med Solens land. Siden debuten har Mette Rosleff rejst land og rige rundt siden debuten med en lang række forestillinger som Lille Py, Himmelsange, Små Skridt, Jeg kan huske alting, Om lidt er alting nu og Vi skal gøre det igen.
Med en rolig, nærværende og poetisk fortællestil lever Mette Rosleff sig ind i børns oplevelser og univers. Forestillingerne er visuelle, musikalske og legende med fokus på hverdagsoplevelser set gennem et barns øjne.

Genopsætning af gennembrudsforestilling
Det internationale gennembrud skete med forestillingen Himmelsange, som er en co-produktion med Teater Refleksion i Aarhus. Himmelsange har turneret verden rundt – fra Fjernøsten til Sydamerika, fra Europa til Nordamerika – med turnéer til Sydney Opera House i Australien, New Victory Theatre på Broadway i New York og en rejse gennem Grønland.
Teater My har valgt at fejre sit 25-års jubilæum den 23. januar 2026 med en genopførelse af netop Himmelsange i samarbejde med Teater Refleksion. Jubilæumsforestillingen opføres for publikum med fire udsolgte forestillinger den 24. og 25. januar. Weekenden efter spiller Teater My sin nyeste forestilling Vi skal gøre det igen – også hos Teater Refleksion.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Vi skal gøre det igen
”Jeg er utrolig glad og taknemmelig for at kunne fejre mit jubilæum hos Teater Refleksion, som har været med mig lige fra første forestilling, hvor Mariann Aagaard skabte dukker og objekter til Solens Land. En forestilling, der blev til i en meget sårbar periode, da min kæreste og instruktør gik bort kort efter premieren,” siger Mette Rosleff.

Prisbelønnet børneteater
I 2008 modtog Teater My Horsens Børneteaterpris. Siden blev Himmelsange i 2011 nomineret til årets bedste børneforestilling i Australien, og året efter modtog Små Skridt Reumert-prisen for årets børne- og ungdomsforestilling. Det var første gang, at Reumert-prisen gik til en forestilling, der henvendte sig til de helt små på to til fire år.
”Det var et stort øjeblik at stå sammen med mine nære kolleger og modtage en pris for en forestilling til de helt små. Jeg har altid haft den største lyst til at arbejde med fortællinger til de helt små. Hver gang jeg går i gang med en ny forestilling, forsøger jeg at sætte mig ind i barnets univers og være i øjenhøjde med lige præcis dem, men samtidig gøre det i et teatersprog, som også berører de voksne, der ledsager børnene,” siger Mette Rosleff.
Mette Rosleffs nærvær og indlevelse blev i 2015 også anerkendt af Foreningen Danske Teaterjournalister, da hun blev nomineret til Teaterpokalen, ligesom hun modtog Danske Teaterforeningers pris for årets børneteater i 2016 og samme år blev Reumert-nomineret for bedste børneforestilling for Jeg kan huske alting.
Himmelsange spiller på Teater Refleksion 24. – 25. januar 2026. Læs mere her.
Kilde: Pressemeddelelse, Teater My




