Mindeord for Helle Fuglsang

Performancekunstner, leder af Wilma Version og medlem af bestyrelsen i Uafhængige Scenekunstnere Helle Fuglsang døde pludseligt på årets sidste dag.

Det er kun få måneder siden, jeg sidst talte med Helle Fuglsang. Anledningen var et dobbeltinterview i forbindelse med hendes deltagelse på årets Teaterseminar på Udviklingsplatformens fællesstand. Fuld af ord, fuld af gejst med bund i en dyb integritet, fuld af harme og fornyet mod talte hun som så mange gange før om mødet. Mødet mellem mennesker, der ikke nødvendigvis har så meget til fælles. Møder, der åbner øjne og nuancerer positioner.

Nysgerrigheden som drivkraft for et virke, der har strakt sig over årtier, og som var koncentreret i hendes alter ego-persona Wilma, der stavrede ufortrødent ud i nye landskaber og skabte nye perspektiver på tiden og magten gennem sin egen sårbarhed og interaktion med de folk, hun mødte på sin vej. Senest i den overvældende 6-skærmsinstallation Kun overgået af virkeligheden, skabt med varme, humor og genuin undren over menneskets mangfoldighed i USA op til det amerikanske præsidentvalg. Så overvældende, at den i symbiose mellem form og indhold næsten skabte kvalme som en konkret, men også metakommentar til vores medierede liv.

Det værk kan stadig ses, ligesom mange af Helles øvrige værker og dokumentationer kan findes på hendes platform Wilmas Version. Men vi kommer aldrig til at kigge ind i hendes lynende, brune øjne, eller mærke hendes greb om armen, når en særlig intens pointe skulle igennem. Helle Fuglsang var et helt særligt menneske, som formåede at skabe kunst, der rørte både hjerne og hjerte, og som også engagerede sig i kampen for det frie felts arbejdsvilkår. Hendes virke var, som hun selv, en inspiration for alle, der holder af eksperimenterende scenekunst. Herunder mindes kollegaer og samarbejdspartnere Helle Fuglsang.

Æret være hendes minde.

Anne Liisberg, ISCENE.

Der var så uendeligt meget Helle kunne

Performeren og aktivisten Helle Fuglsang døde nytårsaften. Helle Fuglsang var en enestående kunstner. Hendes værker var originale og komplekse, men med bred appeal, for de var bundet sammen og skabt af hendes vidunderlige og generøse person og af hendes professionelle kunstneriske vid og greb.

I Helles kunstneriske univers var intet for ambitiøst; alt kunne lade sig gøre med hendes altomfavnende og oprigtige tilgang til mennesker, hvor anerkendelsen af dem der havde det svært og trængte til hjælp stod øverst på hendes liste. Hun kunne få de vildeste nørder og de mest skrøbelige eksistenser til at træde offentligt frem. Hun kunne få politifolk til at synge. Hun kunne få færger til at sejle hendes vej.

Der var så uendeligt meget Helle kunne. Det kom ikke af ingenting. Helles værker var en høj-risiko affære, men hun forberedte sig minutiøst og tilbragte timer, dage, uger med de mennesker, hvis historie hun syntes det var vigtigt at fortælle. At hendes hjerte holdt op med at slå er ikke til at bære. Det slog for så mange.

Hun vil for altid blive savnet på Passage Festival.

Jens Frimann Hansen, leder af PASSAGE Festival

Hun kæmpede ikke kun for sit eget kunstnerskab

Hvor er det dog en trist første dag i det nye år: Uden Helle. Hun var et fantastisk menneske og en stor performance-, scene- og filmkunstner med en kæmpe skabertrang og en alsidig, imponerende produktion bag sig. Hun udviste et brændende kulturpolitisk og socialt engagement, der var til stor inspiration for så mange af os i det frie felt. Hun kæmpede ikke kun for sit eget kunstnerskab, men også for det frie felts sag – blandt andet ved at sidde i bestyrelsen for Uafhængige Scenekunstnere i flere omgange.

Som kunstner og menneske var hun kompromisløs og eksperimenterende. Hun brugte og investerede sig selv og sit fag i sine talrige, forrygende, rørende, humoristiske og radikalt modige projekter med åbent sind, der ofte foregik i internationalt eller også helt lokalt regi. Hun knoklede fra morgen til aften med sin engagerende kunst, hvor performere fx var livseksperter. Udover det formåede hun at være aktivist på fast ugentlig basis med frivilligt socialt arbejde for hjemløse.

Hun var også et trofast publikum på scener overalt – altid optaget, nysgerrig og i gang med faglig refleksion. Hun åbnede sit hjem for mange internationale kunstnere, blandt andre nogle af dem, vi har haft i residency i NJKF. Disse kunstnere var altid enormt glade for at bo hos Helle og Morten, der opstod nogle vigtige kunstnermøder. De internationale kunstnere var så glade for at møde disse oprigtige, hårdtarbejdende tværæstetiske kunstnere, at de altid ville bo hos dem, når de kom til Danmark igen. Eller i hvert fald komme tilbage og hilse på.

Wilma Version og Helle Fuglsangs kunstneriske praksis var karakteriseret ved tværæstetiske eksperimenter, socialt engagement og ofte direkte interaktion med publikum, og at Helle Fuglsang tog nogle karakterer på sig, fx karakteren Wilma, som hun lavede interventioner med, hvor hun satte figuren ud i nogle miljøer og situationer og på nogle konkrete steder, hvor der var politisk og social spænding, og derigennem synliggjorde hun de spændinger, konflikter og historier forbundet med det.

Helle Fuglsang havde også erfaring med at arbejde performativt med objekter som fx kraner i en performance og morse-signaler. Hun arbejdede ofte med livseksperter som fx basketballspilere, boksere og også udsatte borgere. Som mime-kunstner lavede hun senest filmene Bag Hegnet med børn fra Sjælsmark. Hun holdt workshops med dem, hvor de lavede mimeøvelser med at bygge kunstige mure op, og derigennem reflekterede børnene på et metaniveau og gav gennem kunst udtryk for deres isolation i lejrene. I See You, som hun også selv filmede, lavede hun mime-workshops i RIC flygtningelejr på Lesbos (tidligere Moria lejr) med lejrens børn og lod dem optræde for deres forældre i lejren. Hun smuglede sig selv ind som nødhjælpsarbejder og gik i gang med sine workshops i lejren. Titlen refererede til, at hun ønskede, at lejrens beboere skulle synliggøres, de skulle ses – ikke glemmes – af omverden.

Helle optog også kunstvideo-aktioner på grænsen mellem Mexico og USA, hvor hun igen legede med sin fiktionskarakter, som hun personificerede, og undersøgte spændinger og konkrete migrationsspørgsmål, og udforskede en konkret landegrænse her med livet som indsats. Hun tog senest også Trump-figuren på sig side om side med Wilma-figuren, som hun igen placerede i for- og imod- Trumpmiljøer i USA’s sydstater, forud for det amerikanske præsidentvalg i 2024. Hun eksperimenterede og investerede sig selv og sit fag i direkte interaktion med højaktuelle spørgsmål – hvad enten det var på den internationale eller helt lokale scene, en dramaturgisk cross-over praksis i et høj dramatisk spændingsfelt. Hun arbejdede også med fortællingen om den danske stumfilmsstjerne Asta Nielsen og tog kunstnerisk livtag med den historiske figur.

Hvor er jeg uendeligt glad for, at Helle, i sit smukke, hårdtarbejdende og alt for korte liv, opnåede velfortjent kunstnerisk succes. Hun opnåede at få støtte og både national og international anerkendelse for sine værker i Wilma Version. På vegne af Det Frie Felts Festival er jeg også så glad for, at vi har præsenteret tre af hendes værker på tre forskellige udgaver af festivalen, og at det var hende, vi senest sendte afsted som dansk delegeret til ACT-festivalen i Bulgarien i netværket Bridging The Scenes for få måneder siden. Helle ville gerne ud i verden med sine værker – også til nye destinationer.

Nu blev det til en masse også faglige minder og refleksioner, men mest af alt vil jeg sige: Hvor er det sørgmodigt, Helle, at du ikke er her længere. Du er allerede savnet.

R.I.P. Æret være dit minde, Helle.

Gritt Uldall-Jessen dramatiker/forfatter af scenekunstneriske tekster, dramaturg, del af den kunstneriske ledelse i NJKF, leder og kurator af Det Frie Felts Festival.

Tæt på solen

Helle Fuglsang er her ikke mere. Det gør mig ked af det. Vores tætte samarbejde gennem flere år betød meget for mig både personligt og fagligt. Jeg satte ord og framing på en lang række af hendes projekter – og titlen på denne artikel om projektet i Tanzania “TÆT PÅ SOLEN” i Teater 1 beskriver det, som Helle var og er – altid tæt på solen.

Uden at være bange for at blive brændt og altid tæt på sin brændende passion for at skabe. Det allervigtigste for Helle var at skabe. Det var den måde hun var i verden på. Hendes måde at se verden på var i bevægelser – koreografiske serier – om det var byggepladsmedarbejdere, boksere, fiskehalsmedarbejdere, basketballspillere og på den måde byggede hun bro mellem kunsten og mennesker der var i hverdagens arbejdsmiljøer.

Hendes hjerte var grænseløst stort og med sin kunst pegede hun på særlige grupper i samfundet som fx hjemløse og voldsramte kvinder. Jeg havde engang min tre/fire-årige søn med til en mimeperformance, Helle lavede på et kvindehjem – og fra da af fik hun det interne navn “Kvinden der faldt ned fra stolen”, for det var noget, han havde lagt mærke til. Og Helle skabte et rum for det skæve – ved at falde ned fra stolen, så alle kunne være med og ved at blive ved med at gøre det umulige.

Jeg har aldrig før eller siden mødt en, der kunne få skruet op for netværksforbindelsen i et land, fordi hun ville livestreame en forestilling. Jeg er sikker på, at hvor end Helle er nu, så er hun allerede ved at overbevise dem om at de lige må ændre på noget af det de plejer at gøre, for hun har en performance der går i luften om en måned.

Hvil (og dans) i farver kære Helle.

Karen Toftegaard, leder Wildtopia.

At elske uden frygt

Love.

When I recall you, Helle, love is the closest I can find. You left far too soon, in a world that truly needs a soul like yours. Open, welcoming, caring, loving, authentic, daring, strong and fragile, with no pretence, full of passion. Fully aware of everyone around you, while deeply connected to your inner self. You showed up in this world just as you are. Are. Because you will live in each one of us who were lucky enough to cross paths with you.

We became friends over a decade ago. You welcomed me into your home, in many forms and many times, including living and working in your beloved turquoise atelier. You trusted me with everything, from connecting new humans to your home, to working together, to believing in my crazy ideas, too.

And then there was your art. We conceptualised together, and we materialised together. That took us all the way to Mexico, where you created a performance in the way only you could, commissioned by the IRCT, International Rehabilitation Council for Torture Victims. You stepped into the street as Wilma Version, your character, and right there on the spot, you invited strangers in. Through mime, you guided passers-by into making shapes of support with their bodies, turning a street into a space of care, courage, and collective presence. Knowing we could do what we set out to do, and so we did. I became a little stronger, and more me, every time we exist side by side. Thank you.

We travelled, we danced, we cried. We couchsurfed on an actual couch in Mexico City. You came to so many of my birthdays and housewarmings, bringing lovely Morten along. You were so in love. And you gave so much love to all of us who met you.

What I’m taking with me from what you’ve given me is this: to honour how we feel, even when it’s hard. To love without fear. To believe in ourselves and materialise our ideas, especially the ones that are “crazy” enough, because of course we can. Ideas that impact society and the lives of others, especially those who need it most, starting by ourselves. You worked so hard for that. And with joy. You opened your doors to those who knocked. And with your art, you opened other doors and kicked down walls wherever it was needed, from refugee camps in Greece to Denmark, to the Danish Parliament, to the Mexico–USA border, but especially the walls within. What an artist you were, Helle.

From here on, I’ll live it like this: I’ll be more daring, more bold. I’ll honour how I feel, and then show up as I am. I’ll keep materialising my dreams with impact, with all my force, and I’ll carry you with me as I do. Because it’s our responsibility to do what is in our hands, and you never forgot that. Your art, and you, did exactly that. You impacted so many of us. And brought so much needed joy and love to this world. You will be dearly missed, and you will stay with me, and in what I do, always.

I am honoured to have met you. Rest in peace, dearest Helle. You left far too early. Thank you so much for everything you gave me.

My deep condolences and much much love, dearest Morten, Ki, family, friends, and colleagues.

Love always,
Lorena Torres, Curator and collaborator, Support Life After Torture
Performance intervention, Mexico City (2017)
Commissioned by the IRCT (International Rehabilitation Council for Torture Victims)

Opdateres

LÆS OGSÅ Kunsten er at skabe møder mellem mennesker