Kunsten er at skabe møder mellem mennesker

Danmarks Teaterforeningers Teaterseminar samler hvert år kunstnere, producenter og teaterforeninger fra hele landet for at pitche nye værker og skabe netværk. I år deltager Helle Fuglsang og Ilham Herisi som en del af Udviklingsplatformens gruppe. Vi har talt med dem om deres forventninger til seminaret og deres refleksioner over positionen som selvproducerende scenekunstnere.

“Jeg vil ikke lægge så store forventninger og pres på det hele. Jeg vil være nysgerrig og gå i dialog. Jeg er ikke så urolig, for jeg har troen på mit værk, der allerede har vist så meget,” svarer Ilham Herisi roligt, da jeg spørger til hendes forventninger til det forestående Teaterseminar. Her skal hun sælge sit værk som en del af Udviklingsplatformen for Scenekunst (UP), der samler frie producenter på en fælles stand for femte år i træk.

Vi mødes i UP’s lokaler sammen med Helle Fuglsang, der også har et værk med på seminaret, og hun er på samme linje: “Jeg ser det som en stor mulighed for at møde mennesker og komme i dialog ved at være nysgerrig på dem. Jeg vil gerne have mit værk ud, for jeg tror på, at scenekunst kan være med til at skabe nye perspektiver på os selv og hinanden og dermed håb og handlekraft. Den mulighed fortjener alle,” siger hun.

Smalt kan sagtens ramme bredt

Helle Fuglsang har været selvproducerende gennem mange år og kommer til Teaterseminaret med en sammenhængende installation og live performance Kun Overgået af Virkeligheden, der lægger op til samtale og diskussion. Seks skærme taler i munden på hinanden med videoer af Fuglsangs alter ego, Wilma, der rejser gennem USA’s sydstater under præsidentvalget i november 2024.

”Det er et værk, der taler sig ind i problematikken med polarisering, og som med sit format også er en spejling af vores medievirkelighed, hvor vi kan zoome ud og ind af de forskellige skærme, der bliver til forskellige perspektiver. Min karakter, Wilma, kommer også med på Teaterseminar, og det bliver interessant, hvad performance kan i den sammenhæng. Hvis man har et åbent sind, som hun har, kan man ofte skabe en åbning og bygge broer.”

Ilham Herisi deltager med sin selvskrevne monolog En vred kvinde. ”Jeg opfatter den ikke som et smalt værk. Det troede jeg måske, da jeg skrev den, fordi det blandt andet handlede om at give en stemme til minoritetskvinder. Men jeg oplevede, at den ræssonerede ret bredt til mange forskellige mennesker, da jeg spillede den i foråret,” fortæller hun og fortsætter:

”Monologen handler om retten til at blive set som et helt, komplekst menneske, og det er et tema, de fleste kan spejle sig i. Den vrede kvinde i stykket tør stille spørgsmål ved mange ting. Racisme, feminisme og samfundets strukturer, og jeg håber, den kommer bredt ud i landet. Jeg oplever, at den sætter samtaler i gang og får folk til at blive hængende efter forestillingen.”

Lidt voldsomt publikum

Ilham Herisi vil derfor også tilbyde talks efter sin forestilling, og Helle Fuglsang bliver straks inspireret til at gøre det samme. De er begge blevet klædt på til at deltage på en workshop på UP, hvor de arbejdede med det pitch, der skal leveres på få minutter fra scenen på teaterseminaret.

Helle skal først pitche sidst i programmet, mens Ilham er på tidligt. ”Jeg glæder mig mest til at snakke med folk fremfor pitchen. Den er jeg lidt nervøs over, men nervøsitet er også en god ting. Det er lidt voldsomt at skulle stå foran så mange, men jeg er jo skuespiller, selvom det er noget lidt andet at være der som sig selv. Men jeg kan tage nogle ting fra min performersituation og bruge det i mit pitch og stå stærkt i det, vi har lært,” forklarer hun.

Samme dag, som de arbejdede på pitchen, havde de besøg af repræsentanter fra to af teaterforeningerne, der, ifølge de to, også gav brugbare råd og indsigt. Det er fx ikke altid prisen, der er afgørende for opkøbernes beslutninger, men mere om det passer ind i teaterforeningens samlede repertoire.  

Det, scenekunst kan

”Jeg har forberedt mig ved at undersøge, hvilke teatre, der er relevante til mit værk, der kræver intimitet, men kan spilles i mange forskellige rum, så jeg kan række ud til dem,” siger Ilham. Begge har også skævet til repertoiret hos de forskellige foreninger for at finde gode match.

”Jeg synes, det er vigtigt, vi kommer ud, fordi vi kommer med noget andet. Jeg tænker, at dit stykke, Ilham, det kan møde nogle, der sidder derude og virkelig har brug for at blive spejlet,” siger Helle. Ilham tager tråden op:

”Det er jo det, scenekunst kan, fordi man bliver inviteret ind i et rum, og så ser man en spiller, der går igennem en rejse. Det kan man lettere tage ind, fordi det er på en inviterende måde, hvor man oplever det gennem hendes udfordringer. Og så kan man heppe på hende, når hun bliver undertrykt af de forskellige strukturer.

Folk siger faktisk, at de slet ikke kan mærke kvindens vrede i starten af stykket, og stykket har også meget humor og ironi, så jeg vil give et indblik i, hvad man kan forvente af forestillingen i mit pitch,” forklarer Ilham.

Lidt mere hårdhed og bagage

De sætter begge pris på støtten fra UP, for som selvproducerende er man vant til at have mange kasketter på og klare det meste selv, så bare det, at UP sørger for at booke togbilletter er stort.

”Nu har jeg været i det frie felt et års tid og har været alene i skriveprocessen og om at samle et stærkt team og finde spillesteder til opsætningen. Så det er rart, at Udviklingsplatformen findes. Jeg kunne godt have drømt om, at jeg havde mødt jer for et år siden. Men nu føler jeg, at vi er sammen om det her til teaterseminaret, og det gør os stærkere sammen. Jeg har fået lidt mere hårdhed og bagage af at have gjort alting selv – man er jo en slags entreprenør som selvproducerende,” slår Ilham fast. Helle supplerer:

”Hvis man skal gå lidt mere politisk til det, fx i forhold til scenekunstreformen, er det også vigtigt, at vi kommer ud og bliver set. At vi viser, at det frie felt ikke bare er et springbræt til noget andet, men er nogle mennesker, der har valgt en måde at være i verden på, hvor vi udvikler og producerer kunst på en anden måde – og det skal hele Danmark have mulighed for at møde.”

Ilham har samme ambition og ved, det virker, når der er en større spiller i ryggen. ”Jeg spillede under CPH Stage i foråret, og deres markedsføring gik mere bredt ud, så jeg blev set af flere, end da jeg selv satte den op første gang. Jeg elsker at spille for et mangfoldigt publikum, for stykket kan spilles både for dem, der har brug for at spejle sig i det – og for dem, der måske ikke er enige med mig,” siger hun.

En politisk nødvendighed

Helle håber, at alle i standen kommer til at sælge rigtig meget. ”Det er kvalificerede folk med gode bud på værker, og så må vi støtte hinanden, når vi er der. For nogle gange er den der, og andre gange passer lige det værk ikke ind. Men det er vigtigt, at vi er der og kan vise bredden, så vi skal tale det op politisk som en nødvendighed. Vi kommer med andre måder at se verden på, hvor jeg fx bruger det performative til at skabe et møde mellem noget dokumentarisk og noget iscenesat af de tematikker, der var under valget.

Jeg tror på den gode samtale og ønsker, som Wilma, i mødet med teaterforeningerne, at gøre dem opmærksomme på, at selvom ”Kun Overgået af Virkeligheden er skabt og filmet i USA, handler det også om os alle sammen. Om hvordan vi i vores nærmiljø – ved at række ud – med åbent sind kan møde det, vi ikke kender, og sammen opbygge en fælles fremtid,” forklarer hun om det æstetiske og kulturpolitiske aspekt, der også ligger i at bringe det frie felts produktioner ud i landet.

”Vi skal tale vores arbejde op politisk som en nødvendighed, og det kunne da være interessant, hvis scenekunstreformen kunne gøre det nemmere for teaterforeningerne at booke os selvproducerende. Jeg ved jo, at det kan være svært for dem at overbevise baglandet om at booke os, fordi de har svært ved at forklare, hvad det er.

Her kunne man måske politisk gå ind og bestemme, at teaterforeningerne skulle booke en vis procentdel af frie producenter. Det ville ikke være så farligt at prøve noget andet, hvis alle skal gøre det,” foreslår hun, der samtidig oplever, at de frie producenter i stigende grad bliver hørt og inddraget af både politikere og de store brancheforeninger.

Vigtigheden er motivation for at skabe

Nu gælder det Teaterseminaret, der ud over det konkrete salg også er et rum for dialog, inspiration og udvikling for Helle Fuglsang, Ilham Herisi og resten af holdet på UP’s stand. De to repræsentanter for standen understreger igen, at de især håber på at få et godt møde med teaterforeningerne og selv medvirker til at synliggøre deres del af branchen.

”Vi er der som en fælles front, og vi skal være med til at bane vejen for de næste,” siger Helle, mens Ilham atter peger på, at det er godt at få nye stemmer ind, fordi det giver inspiration og nye perspektiver. ”Jeg ser selv rigtig meget teater, som inspirerer mig og giver mig nye fortællinger og spejlinger. Jeg lavede En vred kvinde, fordi den var vigtig. Og jeg tror, det er den motivation om at skabe vigtig kunst, der driver os, og som jeg også vil have med på Teaterseminaret,” afrunder hun, mens Helle nikker.