★★★★★☆ Woyzeck – ætsende aktuel horrorfortælling i fornemt samspil

Et mord tager tid. Man skal vælge at gøre det. Man skal købe kniven. Sargun Oshanas Woyzeck på Husets Teater dykker i en decideret uhyggelig horrorsetting dybt i det martrede sind, der kan føre til partnervold. Det er flot båret i intense præstationer af Mathias Rahbæk og Camilla Lau.

Mange husker sikkert stadig Tom Waits, Kathleen Brennan og Robert Wilsons musikalsk-ekspressionistiske version af Georg Büchners ufærdige, men ofte fortolkede Woyzeck fra 1836, der også blev til operaen Wozzeck (1925) af Alban Berg. Waitsudgaven turnerede internationalt i årevis efter premieren på Betty Nansen Teatret i 2000. Den fremstod som et kulørt tegneseriemareridt og ramte tidsånden omkring årtusindskiftet bredt. Teater Nordkraft gav i 2021 sit bud på fortællingen om kærlighedsvanvid i en ligeledes musikalsk og karnevalistisk iscenesættelse.

Kniven kærtegner struben

Sargun Oshana går en anden vej med sin Woyzeck på Husets Teater, der sigende bærer undertitlen En horror. Her er intet karneval, kun disharmonisk mørke og rå vold.

I mørket lyder babygråd. Den kommer fra babyalarmen, der lyser rødt midt i det sorte rum. Så lyder Vigga Bros varme stemme. Hun fortæller om barnet, der gik ud i verden og så, at alt er et blændværk. Det barn sidder endnu og græder. Alt er allerede tabt. Mareridtet er her og nu. I et glimt ser vi monstret, før mørket brydes af en forskudt dialog per spolebåndoptager. Kniven introduceres i en sanselig, næsten drømmende sekvens. Kniven barberer, kærtegner den prisgivne strube, varsler katastrofen.

“Fattigfolk har ingen chance, hverken i denne eller den anden verden,” siger Woyzeck. Katastrofen er uafvendelig i dette inferno, der trækker os med ind i det martrede sind og samtidig borer sig ind i den vold, der sker igen og igen, når mennesker taber fodfæstet og ikke kan nå dem, der står nærmest.

Det ætsende brutale, langstrakte mord

Franz Woyzeck er en forhutlet skæbne, der forsøger at holde næsen oven vande, men har svært ved at passe ind og forsørge konen Maria og deres barn. Han har været soldat og tager stadig vagter, men tjener også penge ved at stille sig til rådighed for medicinske forsøg. Eksperimenterne forstyrrer hans sind og giver ham hallucinationer. Det giver problemer på de lange vagter med soldatervennen André og forstærker hans jalousi overfor konen Maria, da hun betages af en tamburmajor, der er mere ved muffen.

“Giv ikke slip på mig,” klynker ham, men det gør hun (måske), og han falder ned i mørket, mens barnet fortsat græder. Enerverende, ulykkeligt. “Vi skal alle dø, det er det eneste, vi ved,” varsler han, mens han raver rundt i mørkets skygger. Forvildet, men så pludselig diabolsk vendt mod os. Vi er opviglerne i hans kogende hjerne, der driver ham ind i gerningen. Det ætsende brutale, langstrakte mord.

Væk er skygger og mummespil. Væk er lydene. Nu er der kun to mennesker og en kniv i et gråt, koldt rum. Tilbage er kun gerningen. Derefter et lig – og en hjerne, der igen forsvinder i det dunkles skygger flænget af rødt, hvor fortidens stemmer blander sig med følelsen af at være forladt og panikken over at skjule kniven godt nok.

En runddans, begge er dømt til at tabe

Woyzeck er i Sargun Oshanas hænder blevet ikke bare intens, men decideret tyngende. Man kan næsten ikke ånde i dette vanvidsrum. Dette horrorunivers, hvor Laurits Jongejans frenetiske soundscape skurrer og skræmmer som de visuelle chok, der fremkaldes af Christian Vest Berntsens lys i Ditte Marie Walter Tygesens forvandlingsscenografi.

I det rum holdes intensiteten af Mathias Rahbæk, hvis blik bryder sammen, mens han diffunderer ind i mørket og sin rablende kalden, og af Camilla Laus helt exceptionelle tilstedeværelse, hvad enten hun er vennen André, doktor, nabo eller den Maria, der alvorsfuldt bærer smerten, men også næsten villigt lader sig ofre. Det er et fornemt samspil, snart sanseligt, snart grotesk i en runddans, hvor de begge er dømt til at tabe kampen mod jalousiens vanvid.

Oshana er en mester til at tage genregrebene helt ud på kanten, hvor det realistiske opløses, og så alligevel fastholdes af fortællingens kraft og temaets aktualitet. Det gjorde han hjerteskærende i sidste sæsons Desertør baseret på Halfdan Pisket graphic novel på Blaagaard Teater. Det gør han igen insisterende barskt og dog ømt i dette fragmenterede horrorskrig fra voldens uforklarlige dybder.