yes – dance biennale sætter København i bevægelse fra den 26. august – 28. september 2026, hvor centrale aktører fra Københavns danse- og scenekunstmiljø præsenterer det bedste, mest markante og rørende inden for samtidsdans og koreografi. Sådan skriver Yes – Dance Biennale i en pressemeddelelse.
Målet er at samle kræfterne i danse- og scenekunstfeltet om en fælles platform, der griber det momentum, som kunstformen oplever i denne tid – nationalt og internationalt. Biennalen er resultatet af et nyt og nært samarbejde mellem Dansehallerne, København Danser, Sydhavn Teater og Dansk Danseteater.
Aktørerne har sammen udviklet formatet og programmet, der inviterer til dans i København, når sommeren går på hæld. Publikum kan opleve forestillinger, talks, workshops, events og kunstneriske møder på tværs af byen. Programmet indeholder internationale hits og nye, eksperimenterende værker af både nationale og internationale koreografer, inddragende formater og festivaler.

Langsigtet styrkelse
yes – dance biennale skal finde sted hvert andet år og skal over tid vokse og udvides med flere aktører og samarbejdspartnere. Dansebiennalen 2026 er startskuddet for en ny, national kulturbegivenhed, som aktørerne håber vil løfte dans og koreografi frem som en markant og synlig kunstform i det offentlige rum.
Biennalen foregår på etablerede scener, i mindre studier og i byens offentlige rum og præsenterer dans med stor kunstnerisk og formmæssig spændvidde. Ambitionen er at skabe nye forbindelser mellem kunstnere, institutioner og publikum og at bidrage til en langsigtet styrkelse af feltet, så København i endnu højere grad bliver en destination for dans på højeste niveau.
“yes er tænkt som en storslået manifestation af dansen som kunstform. Ved at samle kræfterne kan vi vise, hvad dans og koreografi er og kan, og invitere flere – også nye – publikummer ind i et kunstnerisk felt, der både er modigt, bevægende og i konstant udvikling. Samtidig vil vi markere København som et sted, hvor dans og koreografi tages alvorligt,” udtaler Danjel Andersson, direktør for Dansehallerne og initiativtager til den nye biennale.

Levende program
Programmet offentliggøres løbende fra den 4. februar på biennalens hjemmeside. Dansk Danseteater åbner festlighederne den 26.– 30. august med deres populære festival Summer Dance under åben himmel foran operahuset. De præsenterer et værk af den fremadstormende koreograf Philip Berlin, der beskrives som “masser af spring, overskud og glimt i øjet.”
I den første uge af september præsenterer Sydhavn Teater deres KIN FESTIVAL. Her kan publikum
opleve stedspecifikke danseforestillinger og performances, der bevæger, gør oprør og fejrer nye
slægtskaber i byrummet på tværs af hele Københavns Sydhavn.
Fra den 9.- 19. september præsenterer Dansehallerne anden udgave af deres festival OPENINGS, der viser internationale forestillinger i særklasse og stærke, nationale talenter. Publikum kan blandt andet glæde sig til den spektakulære forestilling Skatepark af den danske stjernekoreograf Mette Ingvartsen.
København Danser afrunder biennalen på Gamle Scene den 26.- 28. september, hvor Marcos
Morau vender tilbage til Danmark. Denne gang med Afanador – et dramatisk mesterværk skabt
i samarbejde med Ballet Nacional de España. Her møder traditionel spansk flamenco og kastagnetter
et ultramoderne, scenisk formsprog.
Kilde: Pressemateriale yes – dance biennale
yes – dance biennale 2026 er støttet af Augustinus Fonden, Københavns Kommune, Statens Kunstfond og Beckett-Fonden.
Dansehallerne er Danmarks nationale center- og scene for dans og koreografi og fungerer både som
et internationalt knudepunkt og et nationalt arbejdssted for dansefeltet i Danmark. Dansehallerne
arbejder med publikumsrettede aktiviteter og med at styrke det professionelle dansefelt gennem
bl.a. brancheindsatser og nationale udviklingsformater.
København Danser, grundlagt af Thomas Mieth og Ulrik Birkkjær, er et initiativ etableret i 2020
med missionen om at udvide og udvikle dans som scenekunst i Danmark for både publikum og
dansemiljø. København Danser præsenterer danseoplevelser på højt internationalt niveau og har et
erklæret mål om at gøre dans tilgængelig for flere.
Sydhavn Teater er en smeltedigel for kunstnerisk nytænkning i Københavns Sydhavn og et teater
med oplevelsen i fokus. Teatret arbejder med international dans og performance, lokal forankring og
har hele Sydhavnen som sin scene.
Dansk Danseteater, ledet af Marina Mascarell, er Danmarks nationale kompagni for samtidsdans
med 10 nøje udvalgte fastansatte dansere. Med base i Operaen ved Det Kongelige Teater
præsenterer de dans på internationalt niveau, særligt ny-produktioner. Deres repertoire spænder
fra store produktioner, nationale og internationale turnéer, over open air-begivenheder og events til
mere intime forestillinger, der alle insisterer på aktualitet, frygtløshed og kompromisløshed.



