Populært lige nu

Annonce

Årets Operatalent 2026 – “et kulkraftværk af et soprantalent”

Laura Helene Hansen er modtager af prisen som Årets Operatalent 2026. Med en sjælden personlig gennemslagskraft har hun direkte hul igennem til et bredt publikum og sætter med sin talentkoncert på Aveny-T spot på operahistoriens utallige døde kvindekarakterer, som hun synger til live med galgenhumor, medfølelse og kunstnerisk alvor. Det skriver prisuddeleren, Copenhagen Opera Festival, i en pressemeddelelse.

Annonce

En rebelsk grinebider, med en charme så stor, at den matcher hendes stemme. Sådan mødte mange danskere første gang Laura Helene Hansen i DR-programmet Den næste diva, hvor hun med indlevelse og uforfalsket kærlighed til opera inviterede ind i den fascinerende og til tider barske tilværelse som klassisk operasanger. 

Hun har åbent fortalt om en ungdom præget af stofmisbrug og sygdom, og hvordan oplevelsen af at rejse sig har givet hende en kompromisløs tilgang til både livet og musikken. Denne levede erfaring er direkte til stede, når hun med nerve synger og optræder. Weekendavisen har kaldt hende for “et kulkraftværk af et soprantalent”, og kunstnerisk leder for Copenhagen Opera Festival Amy Lane kalder hende en “ekstraordinær kunstner.”

Laura Helene Hansen modtager af Årets Operatalent 2026. Foto: Nadia Von Rikka.
Laura Helene Hansen modtager af Årets Operatalent 2026. Foto: Nadia Von Rikka.

Legendariske dødsarier

Nu udnævner Copenhagen Opera Festival hende til Årets Operatalent 2026. Med prisen følger en kontant pengepræmie og en solokoncert på Aveny-T på Frederiksberg. Ved koncerten kan man både opleve hendes kunstneriske udvikling og det særlige blik på operaens historie, som hun er blevet kendt for.

Der er en morbid joke i operabranchen om, at kvindelige karakterer er “dem der dør til sidst.” Ifølge Laura Helene Hansen rummer denne spøg en bitter sandhed, man som ung operasanger langsomt må sande, når man arbejder med operaens store kvindepartier. Når hun går på scenen til Årets Operatalent den 14. august, er det denne erfaring, der danner udgangspunktet. Her vækkes operahistoriens døde kvinder og deres legendariske dødsarier igen til live.

Annonce

Med Steven Moore ved klaveret, samler Laura Helene Hansen klassikernes utallige tragiske kvindeskæbner, behandlet med lige dele galgenhumor, medfølelse og kunstnerisk alvor. De ikoniske øjeblikke, hvor de kvindelige karakterer synger deres berømte sidste toner – før de forgiftes, drukner, dolkes eller mister forstanden.

Virkelige kvinder kæmper

“Som kvinde i opera får man et skørt forhold til døden. Her bliver døden altid skildret som noget trygt og smukt, hvor kvinden dør i sin elskedes arme eller går ud til vemodige toner. Men det vil jeg lave om på, for døden er ikke hyggelig – og virkelighedens kvinder giver sig ikke passivt hen til døden. De kæmper,” siger Laura Helene Hansen.

Annonce

“Døden fyldte meget for mig, da jeg var yngre. Jeg var jo alvorligt syg og troede, at jeg skulle dø. Og som ung kvinde får man oven i købet altid at vide, at man skal passe på, så døden er nærværende.”

Det kritiske blik på magt, køn og operaens kanon er en rød tråd i Laura Helene Hansens virke. På hendes ryg finder man en mellemstor tatovering af den glemte danske komponist Tekla Griebel Wandall, hvis ambitiøse tre-akters opera hun har været en drivkraft bag genopdagelsen af. 

Ride!Sing!Repeat! under Copenhagen Opera Festival 2022. Foto: Victoria Mørck Madsen_14-min
Laura Helene Hansen medvirkede i Ride!Sing!Repeat! under Copenhagen Opera Festival 2022. Foto: Victoria Mørck Madsen

Opera mere tilgængelig

Laura Helene Hansen ønsker brændende at gøre opera mere tilgængelig og inkluderende, blandt andet ved at tage dens historie på ordet og tage den op til diskussion. Med udnævnelsen til Årets Operatalent peger Copenhagen Opera Festival dermed på en kunstner, der både kan bære traditionen – og som i overbevisende kærlighed til genren ønsker at udfordre den.

Med et bredt grin fortæller Laura Helene Hansen om koncerten: 

“Jeg er en god guide gennem dødsriget. Jeg skal jo synge alle mine yndlingssange, og vi skal prøve forskellige dødsbriller. Selvfølgelig skal jeg nok holde mit publikum i hånden, og vi kommer helt sikkert op til overfladen med et godt grin, for det er jo morbide sager. Det bliver død og ødelæggelse.”

Copenhagen Opera Festival, Det Lille Teater og Jyske Opera. Ringen for børn. Amy Lane, kunstnerisk direktør på Copenhagen Opera Festival.
Amy Lane, kunstnerisk direktør på Copenhagen Opera Festival. Foto: Peter Westrup.

Et ekstraordinært talent

Selvom Laura Helene Hansen ikke engang kunne læse noder, da hun blev optaget på musikkonservatoriet, har hun gjort lynkarriere. Hun studerer på solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, har modtaget Léonie Sonnings Talentpris og Edith Allers Mindelegat – og står foran markante opgaver på både danske og internationale scener, hvor hun især synger Mozart og Wagner.

Om udnævnelsen siger kunstnerisk leder Amy Lane følgende: 

“Jeg har fulgt udviklingen hos det utrolige talent, som Laura Helene Hansen er, siden 2022. Hendes arbejde med og for Copenhagen Opera Festival har blandt andet omfattet opera-partybussen Ride! Sing! Repeat!, vores Vokal Masterklasse, Wagner Lab og Tekla Griebel-koncerten Kong Hroars Skjalde. Hun har en stemme og en dramatisk tilstedeværelse, der fører dig direkte ind i hjertet og kernen af alle de roller, hun formår at indtage, og Lauras humor, passion, nysgerrighed og altomfattende kærlighed til sin kunstart river publikum med over toppen af hver eneste bølge.”

Ovenud lykkelig

“Jeg er så glad for at have udnævnt Laura til mit sidste Årets Operatalent – I vil kunne møde hende flere steder under Copenhagen Opera Festival 2026, så tøv ikke med at komme og opleve denne ekstraordinære kunstner,” siger Amy Lane.

Laura Helene Hansen fortæller selv om udnævnelsen: 

“Jeg blev ovenud lykkelig og en smule ærefrygtig. Lille mig? Jeg føler mig faktisk ret modig og fagligt stærk, men nogle gange glemmer jeg helt, at jeg er ‘en af de seje’. Operabranchen er meget cookiecutter-agtig, og jeg tror knap nok, at jeg er en cookie. Så det her betyder alverden for mig.”

Kilde: Pressemeddelelse Copenhagen Opera Festival.

Seneste

Arbejdslegater uddelt til 58 skabere af scenekunst

Legatudvalget for Scenekunst har netop uddelt 4,5 mio. kr....

★★★★☆☆ Vil du være med i min DRØM?

Tiny Dancer og Dansk Danseteater

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Arbejdslegater uddelt til 58 skabere af scenekunst

Legatudvalget for Scenekunst har netop uddelt 4,5 mio. kr....

★★★★☆☆ Vil du være med i min DRØM?

Tiny Dancer og Dansk Danseteater

C!CAF 2026 åbner atter gæstfrit døren til samtidscirkus af høj kvalitet

Kitt Johnson X-acts C!CAF er en lillebitte festival, men...

Arbejdslegater uddelt til 58 skabere af scenekunst

Legatudvalget for Scenekunst har netop uddelt 4,5 mio. kr. i arbejdslegater til 58 sceneinstruktører, koreografer, scenografer og dramatikere. Det skriver Statens Kunstfond i en...

★★★★☆☆ Vil du være med i min DRØM?

Tiny Dancer og Dansk Danseteater