På Odense Teater er tegneserien Håndbog for superhelte forvandlet til medrivende og relevant teater for hele familien fra 6 år og op. Tegneseriefornemmelsen er gennemført til mindste detalje, og historien er enkel og evigt relevant.
Elias og Agnes Våhlunds bogserie Håndbog for superhelte handler om pigen Lisa, der bor alene med sin mormor og er det evige mobbeoffer. Men en dag finder Lisa en bog, som vender op og ned på hendes verden.
Elias Våhlund står selv bag dramatiseringen af historien, der – i oversættelse af Dicte C. Houmøller – har fået liv på Odense Teater i Per Smedegaards velafbalancerede iscenesættelse. For det er en kunst at iscenesætte familieforestillinger på de store scener. Især at ramme en balance mellem det fængende og det overgearede synes ofte at være en udfordring. Men Håndbog for superhelte er medrivende fra start til slut i de knap halvanden time, forestillingen varer.

Reddet af litteraturen – eller fantasien
”Du fandt ikke bogen. Den fandt dig,” læser Luise Kirsten Skovs Lisa højt, da hun på biblioteket ved et tilfælde finder bogen Håndbog for superhelte. Umiddelbart forinden har hun haft endnu en konfrontation med skolens tre værste mobbere: Louise Davidsen er anføreren Nico, der sammen med sine to sidekicks, Laurids Skovgaard Andersens Robert og Christopher Nallos Max, udnytter enhver chance for at genere deres klassekammerater.
Du fandt ikke bogen. Den fandt dig
Denne dag bliver de forventede tæv afværget af Malene Melsens farverige bibliotekar, Caroline, der i øvrigt er søster til Lisas omsorgsfulde mormor – ligeledes spillet af Melsen. Alene på biblioteket, mens Caroline henter varm kakao, som alle jo ved, kan kurere hvad som helst, lyser én af bøgerne pludselig op i reolen.
Scenen dækkes af rødt lys i Malthe Haugaards farvestærke lysdesign, og Lisas orangerøde hår lyser tilsvarende op, da hun første gang læser i håndbogen. Hendes verden vil nu ændres for altid. Hun finder sin redning i litteraturen – eller måske i sin egen fantasi!?

Skønt, tegnet univers
Peter Schultz’ scenografi og kostumer spiller på stemningen fra tegneserien. Alt er tegnet med tydelige streger – både skuespillernes make-up og rekvisitternes omrids. Kulisserne er todimensionelle, hvilket tydeligt afsløres, når fx pengesække svinges omkring eller lygtepæle flyttes. Det føjer blot et ekstra lag til morskaben i salen, at det hele på denne legende vis er tegnet.
Per Smedegaards iscenesættelse, som giver en fornemmelse af at træde ind i et barns fantasi
Alle skuespillerne er iført kunstigt-udseende parykker i stærke farver som pink, grøn og orange. Eleverne har skoleuniformslignende tøj på, mens alle de voksne er iført farver og mønstre til den store guldmedalje.
I det hele taget er der en legende stemning, også i Per Smedegaards iscenesættelse, som giver en fornemmelse af at træde ind i et barns fantasi. Når Lisa hjemme på værelset træner sine første superhelteøvelser, som umiskendeligt ligner et barns karikerede karate-moves, er det med Erik Christoffersens lydeffekter som baggrund. ”Schvusj”-lydene kunne også være taget direkte ud af en tegneserie, men effekterne doseres så tilpas, at de ikke tager overhånd og gør oplevelsen for overgearet.

Ingen helt uden en skurk
Luise Kirsten Skovs Lisa er sød og fuld af barnligt gåpåmod. De tre mobbere får sig (heldigvis) en lærestreg undervejs, og ingen er for stolte til at tilgive fortiden og se fremad. Desuden kan man jo ikke have en superhelt uden en superskurk. Her indtager Mikkel Bay Mortensen på forrygende mafioso-vis rollen som Wolfgang, der med ulvemaske og seje laserstråler forsøger at besejre den unge superhelt.
Håndbog for superhelte, der havde dansk biografpremiere som tegnefilm i januar, fungerer virkeligt godt på teaterscenen
Davidsen, Skovgaard Andersen og Nallo indtager desuden også rollerne som Wolfgangs tyvagtige håndlangere, mens Klaus T. Søndergaard brillerer både ud i amerikansk accent i rollen som rigmanden Ponsonby-Jones, der får stjålet sin møntsamling, og som den underkuede skoledreng Lars, der er mobbernes yndlingsoffer.
Selvom Lisa ved hjælp af håndbogen får superkræfter, så er det naturligvis stadig inde i sig selv – og i fællesskab med sine nye venner – at hun finder sin sande styrke. Håndbog for superhelte, der havde dansk biografpremiere som tegnefilm i januar, fungerer virkeligt godt på teaterscenen. Historien er ukompliceret, men spændende, og hvis man har en tryg hånd ved sin side, så klarer man nok også de mere dystre, uhyggelige scener.
Bogforlæg: Elias og Agnes Våhlund. Dramatisering: Elias Våhlund. Oversættelse: Dicte Christiansen Houmøller. Instruktør: Per Smedegaard. Scenografi og kostumer: Peter Schultz. Lyddesign: Erik Christoffersen. Lysdesign: Malthe Haugaard. Koreograf: Esa Alanne. Produceret af Odense Teater.
Medvirkende: Luise Kirsten Skov, Malene Melsen, Mikkel Bay Mortensen, Klaus T. Søndergaard, Louise Davidsen, Laurids Skovgaard Andersen og Christopher Nallo.
Håndbog for superhelte spiller i Odeon 7. marts – 12. april 2026.




