På 2. sal lige midt i Aarhus kan du tage dit sanseapparat med på en meditativ rejse tilbage i tiden. Installationsværket Chronarium byder på udefinerbare dufte, leg med jord og en fornemmelse af, at sanserne skærpes en smule.
Længe før vores tid fandtes Jorden. På Jorden var der lyde, som ingen hørte, og dufte, som ingen duftede. Det er disse glemte minder fra en svunden tid, som aarhusianske Wunderland sætter spot på i det publikumsinvolverende installationsværk Chronarium.
Chronarium er planlagt til at rumme fem forskellige installationer. Det er de to første, Scent of Time og Primordial Pulse, der kan opleves nu.
Lidt svag start
Som det første lægger vi dagligdagen med dertilhørende overtøj og sko bag os. Vi iklædes de samme heldragter, som blev brugt i Twisted Forest, og vi bliver iført en teknikvest med tilsluttede hovedtelefoner. Med en formaning om tavshed sendes vi tre og tre med cirka ti minutters mellemrum ind i den række af rum, der tilsammen udgør Chronarium.
Herefter er oplevelsen virkelig fin og helstøbt
Vi starter i et lille, hyggeligt rum, der mest minder om et terapilokale. Her udfylder vi hver især et spørgeskema om lyde og dufte. Det er uklart, hvad disse skemaer skal bruges til – eller hvilken sammenhæng de har med den resterende del af værket. Faktisk kunne det måske med fordel have været en opgave, der skulle løses, før besøgende træder ind til installationerne. For herefter er oplevelsen virkelig fin og helstøbt.

Magisk scenografisk univers
Fra det første rum træder vi ud i gangen, hvor vi bliver bedt om at lukke øjnene og følge et reb. Helt omsluttet af mørke lytter vi til en dyb, knasende brummen – som den fjerne lyd af en isbræ, der kælver. En kraftig duft fylder det lille lokale. Det er en udefinerbar lugt med en snert af noget hengemt, eller som varm, tør jord.
Som den fjerne lyd af en isbræ, der kælver
Et par trygge hænder tager fat om mine og leder mig videre ind i et nyt rum. Siddende tilbagelænet på en blød, polstret stol åbner vi igen øjenene og præsenteres for et helt magisk scenografisk univers i det trange, mørke lokale. Hver holder vi en lille, duftende kugle i hænderne. På mørke grene over vores hoveder er placeret små metalpinde, som skaber musikalske klange, når kuglerne støder imod dem.
En performer klædt i tætsiddende, hullet beklædning, der leder tankerne hen mod naturens egne materialer og formsprog, inviterer os ordløst til at gå på opdagelse og interagere med hinanden, før vi igen ledes videre gennem et forhæng til det næste rum i installationen.
Svampelignende gevækster og leg med tåge
Her er vi alene en tid, kun guidet af fortællingerne i vores hovedtelefoner, der skifter alt efter placeringen i lokalet. På en forhøjning kan man kravle op, ligge på maven og stirre ned i en lille dam. Tåge stiger op og bevæger sig, når man rører ved den eller puster til den. På bunden af dammen, gemt mellem de mange kildrende vandplanter, kan man være heldig at finde en lille skat.
Minder mig om, at vi alle en dag vil blive til fortidsvæsener, som ingen husker
I modsatte side af lokalet står en samling høje, hvide søjler som træstammer med en læderagtig overflade. På disse er der huller som fra knaster eller grene, hvorigennem det indre univers af små, svampelignende gevækster kan betragtes og berøres. Fortællerstemmen i mine ører taler om fortidens dufte og lyde – og minder mig om, at vi alle en dag vil blive til fortidsvæsener, som ingen husker.
På dette stadie i Chronarium kunne jeg sagtens have tilbragt dobbelt så lang tid med at dufte, observere og føle de mange anderledes indtryk. Den rolige fortællerstemme, de stærke duftindtryk og den særdeles fascinerende scenografi gør det svært at skulle videre til næste rum så hurtigt.

Utallige sanseindtryk
Men videre skal vi, for en performer iført en flettet læderhjelm, der som en flydende masse dækker det meste af hendes hoved, leder os videre gennem mørket. Det sidste rum er ganske småt med jord over hele gulvet. Her inviteres vi til at grave i jorden, kopiere performerens bevægelser og mærke stemningen i vores kroppe gennem en fælles dans, før vi igen sendes videre og tilbage til dagslyset og hverdagen.
Går du ind med et åbent sind og mod på at opleve noget nyt, så bliver du ikke skuffet
Der er virkeligt mange forskellige sanseindtryk i løbet af Chronarium. Især de mange dufte er virkeligt spændende. Nogle er behagelige, andre mere skarpe. Men fælles for dem er, at de svære at definere. Det er helt sikkert, at det ikke er en installation, der vil tiltale alle. Men går du ind med et åbent sind og mod på at opleve noget nyt, så bliver du ikke skuffet.
Og tænk engang, at man kan betale sig fra en oplevelse, der sender dig hjem med jord i håret og under neglene, et smil på læben og en let øget bevidsthed om de lyde og dufte, der omgiver os hver eneste dag.
Se forestillingstrailer her.
Kunstnerisk ledelse, idé, visuel kunstner og performer: Mette Aakjær. Forfatter, medudvikler og dramaturg: Sonja Winckelman Thomsen. Komponist og medudvikler på koncept: Thoranna Bjornsdottir. Visuel kunstner og medudvikler: Signe Klejs. Scenografi: Amanda Axelsen-Sigaard. Lyddesign: Jesper Lyng. Kostumedesign og scenografi: Caroline Bang. Duftdesign og medudvikler: Sigrid Moses. Materialeekspert: Katrine Karlsen.
Medudviklere og performere: Tora Balslev og Nadine Milzner. Performer.understudy: Anne-Sofie Pi Østergaard.
Chronarium spiller 14. marts – 19. april 2026 hos Wunderland i KunsthusTESE i Aarhus.




