★★★☆☆☆ Intet – grum eksistentialisme for unge

Teaterversionen af klassikeren Intet er en intens historie på Teater V. Pelle Koppels instruktion af den kollektive og fabulerende historie griber de unge, men tekstens krævende kompleksitet bliver kun delvist forløst. 

På en sort scene står en masse brun-melerede trækasser af forskellig størrelse, to skuespillere i hverdagstøj flytter rundt på dem. Nogle kasser bærer navnet på en by, andre kasser viser sig at illudere en gul cykel, en hund eller en kiste med et barnelig. Scenografen Claus Helbo har tænkt enkelt i en ellers voldsom og morbid forestilling.

Vi er i 7. klasse lige efter sommerferien, og Pierre Anthon er kravlet op i et blommetræ, for han er kommet frem til, at “der er intet, der betyder noget.” Hans klassekammerater bliver provokerede, og de beslutter, at alle skal ofre noget af betydning og aflevere det i en bunke.

Berettende fortællestil

Janne Tellers prisbelønnede roman Intet fra 2000 er oversat til 13 sprog og er blevet dramatiseret i flere lande. Herhjemme har Intet været sat op på Odense Teater, på Det Kongelige Teater i en opera-version, og endelig på Teater V i samarbejde med Teater Nordkraft i 2015, som nu altså genopsættes.

Teksten, som har replikker til 16 klassekammerater, er tætpakket, og instruktør Pelle Koppel har valgt en berettende fortællestil, hvor de to skuespillere Anne Blomsgård og Thomas Kristian Bek hopper kommenterende ud og ind af de mange roller.  Det kræver præcision og klare figurtegninger, og de to skuespillere gør det glimrende.

De er på hårdt arbejde, drøner rundt på scenen i et højt tempo, men først da stykket tager en morbid dramatisk retning, bliver Anne Blomsgårds pigefigur gribende i en stille scene. Thomas Kristian Bek har den krævende rolle som Pierre Anthon, der stiller de eksistentielle spørgsmål om livets mening. Hans replikker, der gør ham til talerør og igangsætter for temaet, giver figuren et noget enstrenget udtryk, da de siges i en mikrofon.

Bunken solgt som kunstværk

Pelle Koppels instruktion forsøger at få de mange forskellige figurer til at leve som et kollektivt hele. Det fungerer dog bedst i de alvorlige scener, hvor enkelte figurer får plads og rum til at bevise, at der er ting, der har betydning i livet.

Det begynder med uskyldige ting, der finder vej til bunken. Et par grønne sandaler, en fiskestang og et par afrikanske papegøje-øreringe. Men ofringerne bliver stadigt mere krævende. Så er det et bedetæppe, et afskåret hundehovede og guitarspillerens finger.  

Det udvikler sig voldsomt og voldeligt – og kulminerer med, at de graver en død lillebror op på kirkegården, før bunken bliver solgt som et kunstværk til et museum i New York. Det hele ender med mord – Pierre Anthon dør, fordi de andre børn banker ham, da han ler af deres bunke.

Det kunne have klædt den krævende tekst, hvis de to skuespilleres kostumer var mere tidstypiske og spændende, ligesom der er meget få stemningsgivende lydbilleder i den forholdsvis nøgne fortolkning, der overvejende stoler på fortællingens kraft.

Stor mundfuld

Eksistentialisme og nihilisme – hvordan forholde sig til det, når man er 15 år? Griber en abstrakt og grum historie 7-8. klasser? Umiddelbart kan det virke som en alt for stor mundfuld, men mine forbehold blev gjort til skamme, da jeg efter forestillingen talte med to unge piger fra 8.klasse:

”De skulle ikke have solgt, de ting, der gav mening. Det fik mig til at tænke over meningen med livet,” fortæller Silja Ammitsbøl-Schoop.

”Det ramte mig meget, at hun skulle udstille sin uskyld. Det var hårdt,” lyder det fra Katrine Grønbæk, der tænker på den klud med sæd og blod, der bliver lagt i bunken

Intet er en af de mest læste bøger i danskundervisningen i folkeskolens ældste klasser, og Teater V tilbyder også skolemateriale til forestillingen. Den kan anbefales som en del at et forløb, hvor eleverne diskuterer livets store spørgsmål, som jo netop melder sig i den alder – og i resten af livet.