★★★★☆☆ Venter – relevant forumteater om ventesorg

Teater Tabu er på banen med sin anden forestilling i forumteater-genren, og denne gang er det sorgen hos de pårørende til en døende, der er i fokus med forestillingen Venter.

Sofies mor er dødeligt syg af kræft. Sofie er 15 år og bor alene med sin mor, og diagnosen stikker pludselig en kæp i hjulet på Sofies liv; efterskoledrømmen, venner og forelskelse sættes på pause. Nu er det døden, alting handler om.

Begrebet ventesorg beskrives af Det Nationale Sorgcenter som en tilstand, der opstår hos pårørende til alvorligt syge, hvor hverdagen og fremtiden er uforudsigelig. Det er dét begreb, som Teater Tabu behandler i forestillingen Venter.

Teatret debuterede med en tilsvarende forestilling, der handlede om at vokse op i et hjem med alkoholmisbrug. Den blev meget positivt modtaget – i særdeleshed af Teateravisens anmelder Kirsten Dahl, der sendte roser i overflod imod forestillingen i 2020.

LÆS Teateravisens anmeldelse her

Dialog med publikum

Denne gang er temaet måske endnu mere tabuiseret, for hvem bekymrer sig egentlig om dem, der bekymrer sig? Ligesom med de såkaldte skyggebørn – et andet nyere begreb, der beskriver de glemte søskende til syge børn – er de pårørende ladt tilbage med et væld af uhåndterbare følelser.

Forestillingerne – både denne og den forrige – er bygget op som forumteater. I denne genre er det tovejskommunikationen imellem skuespillerne og publikum, der er det vigtigste. Og selvom der i Venter er et dramaturgisk forløb, så leder handlingen bevidst hen imod de scener, der viser Sofies indre konflikt, så de kan italesættes.

Skuespillet bliver derfor afbrudt på udvalgte tidspunkter, hvor en af skuespillerne springer ud af rollen og går i dialog med publikum. Hvorfor gør hun sådan? Hvorfor siger han det? Hvad burde de have gjort i stedet? Publikums forslag kan endda prøves af, så vi kan se, hvordan det virker.

Engagerende og relevant

Selvom det i denne genre ikke er de store skuespilpræstationer, der er i centrum, så leverer denne trio et ganske fint og troværdigt skuespilarbejde.

Anni Bjørn formidler fint morens konfliktende følelser imellem at ønske mere tid med sin datter uden at ville bremse hendes ungdom. Thomas Biehl jonglerer flot at spille flere forskellige mindre roller og samtidigt lede kommunikationen imellem publikum og spillerne. Og Henriette Ulvbjerg spiller hovedrollen som Sofie aldeles gennemført og rørende.

Forestillingen synes velresearchet, og handlingen bringer Sofie ud i situationer, hvor hun holder sin mors sygdom hemmelig for sin bedste veninde, fravælger fester, lukker sig inde, tager voksenansvar på sig og prøver at tøjle sine frustrationer indeni. På den måde er Venter ganske vellykket, og som forumteater er den engagerende og relevant.

Virker for improviseret

Men det bliver også for simpelt produceret. Scenografien består alene af to kontoragtige skillevægge eller støjskærme i en jævn farve, og selvom de hverdagslige kostumer sikkert er et bevidst valg, virker det mere som en løsning, en som et valg om forestillingens visuelle udtryk.

Det hele får karakter af en improviseret dramaøvelse, hvor man har brugt, hvad man lige kunne finde i et nærliggende depotrum. Nogle æstetiske valg og et lille drys teatermagi ville næppe skade oplevelsen.

På samme måde virker opholdene i forestillingen, hvor de medvirkende går i dialog med publikum, også en smule ubevidste. Der har været klare intentioner om, hvornår de tager en timeout i handlingen, men hvad disse timeouts skal udmunde i, synes uklart. Her kunne man forvente lidt mere rutine og styring fra skuespillernes side.

Ikke desto mindre er Venter en meget anbefalelsesværdig forestilling i forumteater-format, som i den rette kontekst kan gøre en reel forskel for publikum, og som samtidig udbreder kendskabet til ventesorg.