★★★★★☆ Hvor er du, Rudolf? En elegant juleforestilling om mobning

Teatret OM præsenterer med Hvor er du, Rudolf? en hjertevarm og vedkommende juleforestilling, der gennem medløberens perspektiv kaster tankevækkende lys på mobning, venskab og samvittighed.

Det begynder med lyden af en enlig bjælde, og trods mørket omkring os fornemmer vi efterhånden noget passere langsomt foran os i takt med bjældens klang. Det er ikke et menneske, for det har flere end to ben. Det trækker på en vogn. Pludselig hører vi lyden af en snude, der snuser, mens et rødt lys bevæger sig søgende langs jorden. Og så er det væk.

Ja, det røde lys er rensdyret Rudolfs velkendte tud. Men det er ikke Rudolf, vi møder, da der bliver lyst på scenen. Det er hans barndomsven, der nu går for sig selv og spekulerer, mens Rudolf rumsterer som et ekko i erindringerne. For var Rudolfs ven egentlig så god en ven, som man kunne have ønsket sig?

Elegant og hyggelig

Hvor er du, Rudolf? er efter sigende den første juleforestilling nogensinde af Teatret OM, der har rødder tilbage til 1989, og som i dag er egnsteater i Ringkøbing-Skjern Kommune. Har man virkelig undgået julen i mere end 35 år?

Uanset er det lykkes Teatret OM at skabe en forestilling, der tematisk passer glimrende ind i hjerternes højtid, uden at der går for meget glitter og stads i den. Det bliver en både elegant og hyggelig iscenesættelse, mens historien har bid nok til at sætte aftryk. Det er ikke lutter kanelsukker.

For vi kender alle dén om Rudolf, som så højst mærkværdig ud. De fleste af os elsker Rudolf, og sangen ender da også med, at han redder julen ved at lyse nissen igennem den tågede julenat. Men de to første strofer af sangen fortæller i virkeligheden, at Rudolf er aldeles udenfor og bliver grinet ad af de andre rensdyr. Det var ikke spor af sjov!

Rensdyrets medløberperspektiv

Nu sidder vi så her med Rudolfs bedste ven, langt fra rensdyrskoletiden på den sneklædte bakke, hvor Rudolf i frikvartererne blev trængt op i en krog af en stor gruppe mobbere med renen Werner som frontbølle.

Og vennen spørger sig selv, om han skulle have forsvaret Rudolf. Lod han i virkeligheden Rudolf lide for at beskytte sig selv? Vi ser altså her en mobbehistorie fra medløberens synsvinkel, hvilket bestemt er et interessant perspektiv.

Annemarie Waagepetersen er iklædt pelstøj og gevir, og med spidset mund og prustende og snusende lyde imiterer hun ganske fint en stor, gammel ren. Vognen på scenen bliver scenografien, der på den ene side rummer skolen på bakken og på den anden side Rudolfs dagligstue, hvor der rutineret dækkes op til eftermiddagste og friske æbler.

Det hele foregår i flydende, koncentrerede bevægelser, som giver en fornemmelse af langsommelighed, der understreger rensdyrets størrelse og høje alder, selvom der faktisk sker rigtig meget. Og Waagepetersen har virkelig fanget dyrenes bevægelse og skabt en dyb og blød stemme til rollen.

Hjertevarmt budskab

Ved hjælp af en hob Schleich-legetøjsdyr genskabes de grufulde situationer, hvor Rudolf bliver omringet af sine mobbere. Det er nogle aldeles effektfulde scener, som selv for de heldige, der ikke har været udsat for mobning, må synes intimiderende. Det gør indtryk.

Forestillingen slutter temmelig uforløst, hvilket formentlig også er en pointe i sig selv. Samvittigheden kan vi jo ikke så godt nulstille, og har man ladet sin bedste ven blive mobbet, uden at gribe ind, så må man jo nok leve med at have mistet sin ven.

Så der er altså ikke meget nissepjank og kanetur over Teatret OM’s juleforestilling. Men der er både snelandskab, gaver og bjældeklang nok til at skabe julehygge, og så er der et hjertevarmt budskab om at være god ved andre, uanset hvilken farve næse de har.