I brancheorganisationen Uafhængige Scenekunstnere oplever vi, at debatten om mistilliden til udpegelsen af Nønne Mai Svalholm til Projektstøtteudvalget for Scenekunst er blevet præget af misvisende beskrivelser, skriver foreningens bestyrelse blandt andet i denne kommentar.
Når Politikens journalist Lars Eriksen bruger ord som “ballade” i sin artikel fra den 13. maj 2026, eller når Gitta Malling i sin kommentar i ISCENE den 11. juni 2026, anvender begreber som “folkedomstol”, “offentlig henrettelse” og “offentlig udskamning”, forskydes samtalen væk fra det, der reelt er problematikken, nemlig at der ikke findes en tydelig instans, som kan modtage og undersøge henvendelser vedrørende dårlige arbejdsvilkår eller krænkende adfærd i det frie felt.
Vi i Uafhængige Scenekunstnere har ikke ønsket, at denne situation skulle ende i en offentlig debat, og vi finder det meget beklageligt. Sagen burde være blevet håndteret gennem de eksisterende forbund eller Kulturministeriet, hvis formål er at passe på branchen. Problemet er, at disse instanser har vist sig at være utilstrækkelige i denne sag, samt at de ikke har handlet.
Et kafkask forløb
I Uafhængige Scenekunstnere modtog vi de første bekymrede henvendelser vedrørende udpegelsen af Nønne Mai Svanholm allerede dagen efter offentliggørelsen af det nye udvalg den 29. december 2025. Vi var, og er, opmærksomme på, at udpegninger til Kunstfondens udvalg ofte vil mødes med både opbakning og kritik. Men omfanget af henvendelserne, den periode, de strakte sig over, samt karakteren af de beskrevne oplevelser gjorde, at vi vurderede, at de burde tages alvorligt og undersøges nærmere.
Det viste sig at heller ikke denne ordning kunne anvendes
Da Nønne Mai Svanholm er medlem af Uafhængige Scenekunstnere, og tidligere har været en del af vores bestyrelse, og da vi som frivilligt organiseret forening hverken har ressourcer eller mandat til at behandle personsager, opfordrede vi i første omgang de medlemmer, der kontaktede os, til at rette henvendelse til Dansk Scenekunst, Dansk Skuespillerforbund og Dansk Artist Forbund. Dette gjorde vi med en forventning om, at sagen kunne håndteres der. Samtidig kontaktede vi Nønne Svalholm for at invitere hendes perspektiv ind og indgå i dialog med hende.
Vi blev efterfølgende oplyst om, at de berørte personer skulle benytte Kulturministeriets whistleblowerordning, da det var Kulturministeren, der havde foretaget udpegningen. Ved nærmere undersøgelse viste det sig dog, at ordningen ikke kunne anvendes af vores medlemmer.
Senere oplyste både Dansk Skuespillerforbund og Slots-og Kulturstyrelsen, at der fandtes en whistleblowerordning under Kunstfonden, som de pågældende personer burde benytte. Det viste sig, at heller ikke denne ordning kunne anvendes. Vi er desuden blevet gjort opmærksomme på, at linket til ordningen efterfølgende er blevet fjernet fra Kunstfondens hjemmeside.
Ingen samles op
Det giver anledning til alvorlig bekymring, at der tilsyneladende ikke findes en tydelig instans, som kan modtage og undersøge denne type henvendelser, og at de personer, der har delt deres oplevelser, er blevet sendt videre mellem forskellige myndigheder og organisationer uden at blive samlet op. Situationen er særlig følsom, da der for de involverede er tale om ulige magtforhold, og husk; kunststøtten er vital for deres virke som scenekunstnere.
Kunststøtten er vital for deres virke som scenekunstnere.
Hvem har lyst til at stille sig op og kritisere det udvalg, der skal vurdere og bestemme deres mulighed for at udøve deres virke de næste fire år?
Vi mener derfor, at det er afgørende at fastholde fokus på det egentlige problem: at der ikke findes en klar procedure for, hvor man kan henvende sig, hvis man oplever problemer i sine ansættelsesforhold i det frie scenekunstfelt. Samtidig er det bekymrende, at ingen af de større forbund, Kunstfonden eller ministeriet har ønsket at påtage sig ansvaret for at håndtere sagen, og at de mange, der har henvendt sig, er blevet sendt rundt mellem forskellige instanser uden at få deres henvendelser behandlet.
Vigtigt at de frie scenekunstnere har en stemme
Vi vil derfor understrege, at vi i Uafhængige Scenekunstnere finder det nødvendigt, at Projektstøtteudvalget for Scenekunst rummer repræsentanter fra det frie felt med praktisk og levet erfaring som selvproducerende scenekunstnere for at repræsentere og forstå ansøgernes arbejdsforhold og virkelighed. Dette perspektiv er afgørende for både udvalgets arbejde og dets legitimitet.
Et andet væsentligt fokuspunkt er, som Thomas Markmann skriver i sin kommentar i ISCENE:
“Der synes ikke at være nogen gennemsigtighed omkring, hvilke kriterier der ligger bag ministerens udpegninger, hvem der rådgiver i processen, eller hvordan de supplerende medlemmer tænkes ind i den samlede faglige konstruktion.”
Vi forventer, at der vil blive lavet en ordning, hvor man kan henvende sig med sin sag og blive hørt
Vi håber, at denne sag kan føre til større gennemsigtighed i udpegningerne, og vi håber, at den vil føre til, at man tager det alvorligt, at vores medlemmer bliver klemt og ikke kan få den hjælp, der bør være i sager som dette.
Vi forventer, at der vil blive lavet en ordning, hvor man kan henvende sig med sin sag og blive hørt. Det fortjener vores branche, og ikke mindst de scenekunstnere, der hver dag knokler i meget prekære arbejdsforhold.
Afslutningsvis vil vi understrege, som vi også har gjort før, at denne henvendelse ikke udspringer af et personligt anliggende, men af en faglig bekymring for, hvordan den tillid, magt, indsigt og beslutningskompetence, der følger med hvervet som medlem af Projektstøtteudvalget for Scenekunst, forvaltes.
På vegne af Uafhængige Scenekunstneres bestyrelse:
Katrine Leth Nielsen, Maja Bonde Holtze, Lara Ostan, Rasmus M. L. Skov, Sofie Christiansen og Anika Barkan
Kommentaren er udtryk for skribenternes egen holdning.
