Populært lige nu

SCENEN SAT: Barndom til genforhandling 

SCENEN SAT er ISCENE’s månedlige klumme, hvor skiftende stemmer fra scenekunstens verden deler deres erfaringer, holdninger og blikke på feltet. I dag undersøger kunstnerisk leder for...

Michael Schøt: “UP Comedy Festival skal være et trygt sted at slå sig”

UP Comedy Festival er gået fra 0 til finanslov på to år, og da jeg ringer til Michael Schøt, er de langt foran med...

Guide: Teater i efterårsferien for hele familien

Oktober banker på døren, og for mange er det en måned, der betyder efterårsferie og familietid. Den kunne jo passende tilbringes i teatrets magiske...
Annonce

På seminaret Basisindkomst for kunstnere får vi inspiration fra andre europæiske lande

Er basisindkomst – eller en form for offentlig betalt kunstnerløn – vejen frem for at bevare det kunstneriske virke i Danmark? Det er omdrejningspunktet for det velbesøgte seminar på Bora Bora, hvor især de internationale oplæg om andre europæiske landes modeller er interessante.

Annonce

”Kultur er økonomisk vækst. Det er velfærd!”

Sådan lyder det fra Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Jesper Kjeldsen, da han torsdag den 8. oktober holder åbningstalen til seminaret Basisindkomst for kunstnere – er tiden kommer til en dansk model? på Bora Bora i Aarhus. 

Kjeldsen benytter lejligheden til at tale om sin egen kærlighed til kulturen – og hans ønske om at sikre ordentlige arbejdsforhold for kunsterne i landet. Ifølge ham var der i 2024 ca. 26.000 kunstnere i Danmark, hvoraf kun en brøkdel kunne leve af deres kunstneriske virke. Som lokalpolitiker er det et forholdsvist ufarligt emne at støtte, for som han understreger, er det et statsligt anliggende at skabe sikkerhed for kunstnere.

Alligevel vækker hans holdninger tydeligt genklang i den fyldte sal på Bora Bora, hvor kunstnere fra hele landet er mødt op for at høre mere om de støttemodeller, der findes i fire andre europæiske lande.

Annonce
Basisindkomst for kunstnere - er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen
Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Jesper Kjeldsen, holder åbningstalen til Basisindkomst for kunstnere – er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen

Tætpakket program

Seminaret Basisindkomst for kunstnere – er tiden kommer til en dansk model? er arrangeret i et samarbejde mellem de forskellige interesseorganisationer Performing Arts Platform, Promus – musiknetværket i Aarhus, Aarhus Billedkunstcenter og Aarhus Litteraturcenter.

Ifølge ham var der i 2024 ca. 26.000 kunstnere i Danmark, hvoraf kun en brøkdel kunne leve af deres kunstneriske virke

Dagens vært er forfatter og kulturformidler, Noa Kjærsgaard Hansen, der også er medlem af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for litteratur. Han præsenterer de forskellige oplægsholdere og kører stram tidsstyring i dagens noget tætpakkede program.

Annonce

Efter åbningstalen følger fire oplæg i rap om de forskellige støttemodeller for kunstnere, der benyttes i Irland, Belgien, Island og Frankrig. Derefter fortsætter eftermiddagen direkte videre i en times paneldebat med repræsentanter fra et bredt kulturfelt, før den afrundes med en mere uformel del med plads til netværk og hyggesnak på tværs.

Basisindkomst for kunstnere - er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen
Selvstændig kurator og producent, Dobz O’Brien, fortæller om den irske støttemodel. Basisindkomst for kunstnere – er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen

En succeshistorie fra Irland

Første oplæg handler om den irske model, Basic Income for Artists (BIA), der efter et treårigt pilotprojekt netop er blevet garanteret i yderligere tre år i Irland. To repræsentanter for det irske National Campaign for the Arts (NCFA), selvstændig kurator og producent, Dobz O’Brien, og kunstnerisk leder af kompagniet Sparsile Collective, Peter Power, forklarer modellen.

Don’t waste a good Crisis

I lyntempo og med høj energi gennemgår de den irske model, der opstod i kølvandet på Covid-19. ”Don’t waste a good Crisis,” understreger de flere gange, for Covid-19-pandemien skabte ikke kunstnernes problemer. Den gjorde dem blot mere tydelige for befolkning og politikere.

I pilotprojektet, som løb fra 2022-25, blev der tilfældigt udvalgt 2000 kunstnere inden for alle genrer mellem de mange ansøgere, der skulle leve op til en række specifikke krav. De 2000 fik et fast månedligt tilskud, som ikke var bundet op på særlige krav om produktion. Det var en investering i kunstneren, ikke i kunstproduktionen. 

For at kunne måle på resultaterne af pilotprojektet udvalgtes 1000 kunstnere, der ikke fik nogen støtte, som en form for kontrolgruppe. Og forskellen på både psykisk og fysisk velbefindende hos de to grupper var markant. Desuden kunne man måle på ROI (return of investment) i projektet, der afslørede, at for hver euro brugt fik man 1,39 euro tilbage. 

Basisindkomst for kunstnere - er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen
Kunstnerisk leder af kompagniet Sparsile Collective, Peter Power, fortæller om den irske model. Basisindkomst for kunstnere – er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen

Fra pilotprojekt til politik

Selv disse tydelige tal om både god økonomi og bedre trivsel var ikke helt nok for de irske politikere. Der blev derfor lavet en rundspørge blandt 17.000 borgere – formodentligt med en forventning om, at der ikke ville være støtte til basisløn for kunstnere. Men her havde politikerne forregnet sig. For af de 17.000 adspurgte, mente hele 97,39%, at det var en god idé at støtte kunstnere på denne vis. Hermed var vejen banet for den nye periode med BIA.

Af de 17.000 adspurgte, mente hele 97,39%, at det var en god idé at støtte kunstnere

2000 nye kunstnere er nu udvalgt til i en treårig periode at modtage 325 euro om ugen i basisindkomst. Udvælgelsen af kunstnerne har ikke haft fokus på kvalitet af de kunstneriske værker, men udelukkende på, om de pågældende kunstnere udfylder kravet om produktion inden for de seneste tre år – eller for nyuddannede et krav om bestemte uddannelser.

Selvom O’Brien og Power begge er begejstrede for, at det er lykkedes for NCFA at få skabt konkret handling på området i Irland, så lægger de ikke skjul på, at de ville have ønsket, at projektet så længere frem end tre år. Det er også vigtigt for dem at understrege, at BIA ikke erstatter kunststøtten, men blot er et supplement til denne.

Basisindkomst for kunstnere - er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen
Frederik Sioen, musiker og medlem af det flamske parlament, fortæller om det belgiske støttesystem. Basisindkomst for kunstnere – er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen

Et indarbejdet sikkerhedsnet

I Belgien har man også længe haft et sikkerhedsnet for kunstnere, fortæller dagens anden oplægsholder, Frederik Sioen, der er musiker og medlem af det flamske parlament. Systemet, der blev etableret i 2003 i Belgien, hedder Working in the Arts, og det benyttes af ca. 11.000 af landets 500.000 professionelle kunstnere.

Hvis man har fået certifikat på at være professionel kunstner, bliver man ikke tvunget i job under arbejdsløshed

Systemet yder kun støtte til enkeltpersoner, der kan ansøge gennem en forholdsvist kompliceret digital proces. Til gengæld er støttesystemet også mere komplekst og byder på en række forskellige muligheder – fra økonomisk støtte i arbejdsløshedsperioder til særlige skatteregler for kunstnere. Desuden er det sådan, at hvis man har fået certifikat på at være professionel kunstner, bliver man ikke tvunget i job under arbejdsløshed. Det er der nok mange danske kunstnere, der ville ønske sig herhjemme.

Også i Belgien har Covid-19 haft indflydelse på systemet, der har gennemgået en reformation i årene før og efter pandemien med en endelig ny version fra foråret 2023. En af de væsentligste ændringer er blandt andet, at kunstneriske tech-profiler som fx en lydtekniker nu også kan søge om støtten. Sioen anerkender, at systemet i Belgien er noget mere komplekst end det irske, men at man til gengæld – når man er godkendt i certificeringsprocessen – beholder sin godkendelser i op til fem år.

Basisindkomst for kunstnere - er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen
Jóna Hlif, forperson for sammenslutningen af islandske kunstnere, fortæller om de islandske kunststøttemuligheder. Basisindkomst for kunstnere – er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen

Islands model ligner den danske mest

Den islandske støttemodel ser ud til i langt højere grad at ligne den, vi kender fra Statens Kunstfond herhjemme. Den islandske repræsentant, Jóna Hlif, der er forperson for sammenslutningen af islandske kunstnere (SÍL), understreger, at det i Island – som i Danmark – for kunstnere især handler om manglen på rum, tid og penge.

Gode ideer falder ikke fra træerne. Vi har brug for tid

Gennem de statslige fonde i Island kan man ikke søge tilskud til arbejdsløn til kunstnerne. Kun til materialer og lignende konkrete udgifter – og max 70 % af den samlede finansiering. Desuden er der en meget lav procentdel af ansøgerne, som får tildelt støtte overhovedet. Resten klarer sig – og gennemfører deres projekter – uden støtte. Det er paradoksalt, især fordi alle målingerne viser, at ROI i Island er ca. 5 ISK pr. anvendt 1 ISK.

Hlif lægger ikke skjul på, at hun finder den islandske model mangelfuld. Både fordi ansøgerne får svar meget sent på året – først i starten af december – for det kommende kalenderår. Og fordi de kunstnere, der rent faktisk modtager støtte, kun må arbejde svarende til 1/3 fuldtidsjob ved siden af støtten. Det skaber en hel del stress, da den månedlige støtte efter skat svarer til 2847 euro, mens en rimelig løn for at kunne leve i Island er 7588 euro om måneden. 

”Gode ideer falder ikke fra træerne. Vi har brug for tid,” understreger Hlif. Og her vil kunstnere verden over sikkert erklære sig enige. Kunstnerne arbejder ikke kun i de perioder, hvor værker udstilles, fremføres eller kan købes. Der ligger en lang arbejdsproces bag, som støttesystemet ikke anerkender.

Basisindkomst for kunstnere. Arrangement på Bora Bora i Aarhus den 8. oktober 2026. Indlæg fra Jesper Kjeldsen, Dobz O´Brien, Peter Power, Frederik Sioen, Jóna Hlif, Catherine Lefebvre. Debat med Anne Thora Lykkegaard, Gunnar Madsen, Signe Klejs, Sara Indrio, Louise Juhl Dalsgaard og Katrine Wiedemann. Vært Noa Kjærsgaard Hansen
Catherine Lefebvre, kulturattaché ved den danske ambassade i Paris og medlem af projektstøtteudvalget for billedkunst fortæller om det franske syn på kunstnere. Basisindkomst for kunstnere – er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen

Mere prestige og anerkendelse til kunstnere

Seminarets fjerde og sidste internationale oplæg kommer fra Frankrig repræsenteret ved dansk-franske Catherine Lefebvre, der er kulturattaché ved den danske ambassade i Paris og medlem af projektstøtteudvalget for billedkunst. Hun gennemgår det franske støttesystem, Intermittent de spectacle, som adskiller sig en del fra de øvrige, vi hidtil har hørt om.

En væsentlig pointe i det franske system er, at der ikke tales om arbejdsløshed

En væsentlig pointe i det franske system er, at der ikke tales om arbejdsløshed. Som kunstner er man aldrig arbejdsløs. Man er måske mellem to indtægter, men man er fortsat kunstner og anerkendes for dette i og med at disse perioder ”mellem jobs” også anses for arbejdstid. Systemet udgør således en form for sikkerhed, der ”bygger bro mellem kontrakter”, forklarer Lefebvre.

Systemet er indelt i to hovedkategorier, nemlig en til kunstnere og en til teknikere. Der stilles en række konkrete krav til ansøgerne, som blandt andet kvalificerer sig gennem 507 arbejdstimer inden for de seneste ca. 12 måneder. I Frankrig er ca. 321.000 mennesker en del af systemet. Måske netop fordi den måde, man i Frankrig grundlæggende anskuer kunstnere på, er så markant anderledes end i fx Danmark.

Lefebvre lægger da heller ikke skjul på, at hun mener, danske politikere har været urimeligt hårde ved kunstnere, da de i sin tid reformerede dagpengesystemet, så alle – uanset faglighed og baggrund – skal søge alle former for job, hvis de vil have dagpenge.

Basisindkomst for kunstnere - er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen
Paneldebat under Basisindkomst for kunstnere – er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen

En meget lang eftermiddag

Det positive, franske syn på kunstnerne og deres arbejde afrunder de fire interessante oplæg, som giver et godt indblik i andre europæiske støttemodeller. Der er megen ny information, mange tal og mange forskellige kunstsyn, som skal tages ind, men dagens program er ikke slut endnu. 

Det er blevet tid til en paneldebat modereret af journalist ved Kulturmonitor, Anne Thora Lykkegaard. Omdrejningspunktet er seminarets titel, “Basisindkomst for kunstnere – er det blevet tid til en dansk model?” I panelet sidder Gunnar Madsen, formand for kunstrådet i Aahus, Signe Klejs, næstforperson i Dansk Kunstnerråd, Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund, Katrine Wiedemann, instruktør og klummeskribent i Information, og Louise Juhl Dalsgaard, forfatter og skriveunderviser.

Basisindkomst for kunstnere - er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen
Der er mange informationer til publikum under seminaret Basisindkomst for kunstnere – er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen

En forståelse af kunstnernes arbejde

Det er et stort panel – og et omfattende emne at forholde sig til. Og det gør det ikke lettere, at der kun har været indlagt to helt korte pauser undervejs i dagens program. 3,5 time stort set uden pauser er i overkanten, hvilket desværre ses under debatten, hvor en hel del af tilskuerne efterhånden forlader salen. Det er en skam, fordi det forstyrrer både publikum og panel.

Vi bør starte med at se det her som et strukturelt problem

Når det er sagt, så kommer der naturligvis en række interessante udsagn frem i løbet af paneldebatten. ”Vi mangler i Danmark overhovedet at have en samtale om kunstnernes arbejdsvilkår,” siger Sara Indrio indledningsvist. Hun får tilslutning af Signe Klejs, der finder det anderledes positive syn på kunstnere i Frankrig tankevækkende: ”Vi bør starte med at se det her som et strukturelt problem”.

Louise Dalsgaard er enig med de to andre. ”Det drejer sig om at få folk til at forstå det skyggearbejde, som går forud for kunstnerisk virke,” siger hun og kalder desuden Kunstfondens støtte for ”vanvittigt utilstrækkelig”. Hun mener desuden, at hver gang samtalen falder på kunstneres arbejdsvilkår, bliver de stemplet som forkælede. Katrine Wiedemann har netop i sin klumme i Information skrevet om den tvivlsomme alderdom, mange kunstnere – hende selv inklusiv – går i møde, fordi det er de færreste af dem, der har en pensionsopsparing. ”Det er et politisk problem,” mener Gunnar Madsen.

Basisindkomst for kunstnere - er tiden kommet til en dansk model? på Bora Bora. Foto: Martin Dam Kristensen
Seminaret Basisindkomst for kunstnere – er tiden kommet til en dansk model? afsluttes med netværk og hyggesnak. Foto: Martin Dam Kristensen

Organisering er måske vejen frem

De dårlige arbejdsforhold skaber en ond spiral. ”Jo mere finansiel stress, jo mindre kan vi levere,” konstaterer Indrio. Men der er dog også mange tegn på en ændring i branchekredse. Det er blevet mere velset at tale om ordentlige vilkår og at kunstnerne også er mennesker, mener hun.

At systemet uundgåeligt skaber en form for ”semi-kriminel verden”

”Hvis man skal have en politisk løsning, så skal man stå stærkt og bredt,” siger Madsen, der mener, at en dansk model vil kræve et grundigt forarbejde. Indrio er fuldstændig enig: ”Jeg tror, organisering er vejen frem”.

Igen fremhæves det problematiske i det nuværende danske a-kassesystem, hvor kunstnere uden indtægt ikke må arbejde kunstnerisk, mens de modtager understøttelse. ”Hvis ikke, vi er synlige, så får vi ikke arbejde,” siger Katrine Wiedemann, der mener, at systemet uundgåeligt skaber en form for ”semi-kriminel verden”. ”Vi skal blive bedre til at italesætte den gode historien om kunstens bidrag til samfundet,” tilføjer Klejs.

Der er bred enighed om i panelet, at det er på tide at have samtalen med politikerne om kunstnernes vilkår i Danmark. Men hvem, der skal initiere samtalen – og hvordan løsningen skal se ud – er der ingen konkrete bud på.

Seneste

★★★★★☆ Tre – Fremragende coming of age-thriller

Efter sidste sæsons succes med Vand til blomster finder...

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Freelance kulturjournalist og teaterkritiker. Skriver blandt andet for ISCENE og Jyllands-Posten. Medlem af juryen for Årets Reumert. Tidligere teaterkritiker ved Dagbladet Information. Cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet.

Friskolen for Scenekunst søger en ansvarlig for scenekunstnerisk program og profil pr 1. januar 2027

Vil du være med til at udvikle et af Danmarks mest ambitiøse og moderne scenekunstneriske talentmiljøer for børn og unge på Friskolen for Scenekunst...

★★★★★☆ Tre – Fremragende coming of age-thriller

Efter sidste sæsons succes med Vand til blomster finder endnu en roman af Valérie Perrin vej til Teater Nordkrafts scene. Tre er en kærlig...