Populært lige nu

SCENEN SAT: Barndom til genforhandling 

SCENEN SAT er ISCENE’s månedlige klumme, hvor skiftende stemmer fra scenekunstens verden deler deres erfaringer, holdninger og blikke på feltet. I dag undersøger kunstnerisk leder for...

Michael Schøt: “UP Comedy Festival skal være et trygt sted at slå sig”

UP Comedy Festival er gået fra 0 til finanslov på to år, og da jeg ringer til Michael Schøt, er de langt foran med...

Guide: Teater i efterårsferien for hele familien

Oktober banker på døren, og for mange er det en måned, der betyder efterårsferie og familietid. Den kunne jo passende tilbringes i teatrets magiske...
Annonce

★★★★☆☆ Stive pikke, slap historie og en radikalt fascinerende form for dukketeater i Jægerne

Groteske dukker invaderer Mungo Park, så forførende grovkomik og ubehag går hånd i hånd. Jægerne er en effektiv markering af, hvad animationsteater har af sanseskærpende potentiale – også for voksne.

Annonce

Det må være rekorden i ståpik i dansk teater. Et kropumuligt stunt, hvis ikke det var for horden af dukker, der har invaderet Mungo Park på vital, voluminøs vis. Det er vildt, hvad det radikale, prisbelønnede Malmö Dockteater i det hele taget kan få op at stå: fascinerende, burleske – og ubehagsvækkende – miniatureuniverser med 100 groteske dukker i seksuel aktion.

Historien har tilmed et delvist dokumentarisk afsæt med Hitlers übermagtfulde næstkommanderende Hermann Göring i centrum. Hans overdådige jagtselskab på hans lystslot i forbindelse med OL i Berlin i 1936 er blevet heftigt satirisk eksponeret i Carl-Henning Wijkmark dokufiktive kultroman, Jægerne på Karinshall (1972).

Jægerne på Mungo Park. Foto: Issam Talib.
Jægerne på Mungo Park. Foto: Issam Talib.

Sjovt og sanseskærpende med liderlige dukker

På scenen har den garvede instruktør Erik Holmström sat Jægerne ud i et modeljernbane-idyllandskab: mini jagtslot, sø, skov og grønne alleer med en rød nazibil eller to. En verden domineret af stangliderlige dukkemænd i uniformer, der tumpe-kynisk konkurrerer om magten med pikken i front, mens kvinder er underordnet som sexslaver (hentet ind fra koncentrationslejrene), og står frem med struttende pornobryster, baller og pletbehårede vulvaer.

Det må være rekorden i ståpik i dansk teater

Det er sjovt – herresjovt – at det er dukker, der står for de korporlige udskejelser. Samtidig giver det en legitimerende distance til det ubehag, som jægernes spankende, misogyne magtudøvelse også vækker. 

Annonce

Dukkerne er demonstrativt håndholdte, ført frem med store menneskehænder af Marie Louise Wille, Ernesto Carbone og Christopher Læssø. Hyperårvågent springer og kravler skuespillerne rundt i landskabet, lægger præcis stemme til stribevis af personer, mens de livestreamer de små tableauer. Så kan vi som tilskuere følge med på en stor skærm over scenen, når der panoreres hen over landskabet, eller vi inviteres til at lurkigge ind i de fine gemakker – hvor der pules og pumpes, slikkes og sluges, stønnes og spiddes, med alt fra små røde tunger til det ene erigerede lem efter det andet.

I centrum for jagtselskabets korporlige excesser står store Göring i den hvide uniform og den forvildede maratonløber Jæger. Jægerne på Mungo Park. Foto: Issam Talib.
I centrum for jagtselskabets korporlige excesser står store Göring i den hvide uniform og den forvildede maratonløber Jæger. Jægerne på Mungo Park. Foto: Issam Talib.

Pikken som vejviser

Det skaber forførende friktion og kortslutning i hoved og krop, at de tørre, grotesk grumsede dukker og det nydelige miniature-legelandskab får tilført pornografisk saft, korporlig sanselighed og grovkornet lir. En stærk, effektfuld måde at få os med på deres excesser, samtidig med at ubehaget og følelsen af kedsommelig trivialitet vokser, jo mere det gentager sig.

Annonce

Skaber forførende friktion og kortslutning i hoved og krop

Oveni nazihistorie og pornoudskejelser får vi serveret en bundnaiv norsk maratonløber, der er smuglet ind for at udspionere jagtfestens centrum, Göring i den hvide uniform. Han bliver dog så ophidset af at udspionere den store hvide tyksak i lag med en sort kvinde, at han bagefter selv bare må pløje efter. 

Som historiens to antagonistiske hovedfigurer er den kiksede spion og den magtfulde vært trods alt forbundet som hulbrødre, der bruger pikken som vejviser – ret så fatalt. Maratonspionen må løbe spidsrod mellem sit begærsobjekt og de nidkært mistænksomme nazitopfolk. Tilsvarende går Görings forræderisk sorte lyster stik imod enhver arisk renhedstanke, og han er omringet af kumpaner, der vil ham til livs.

Det giver dynamik og kognitiv kollision med skalaspringene mellem dukke og dukkefører, miniaturetableau og stort skæmbillede i Jægerne på Mungo Park. Foto: Issam Talib.
Det giver dynamik og kognitiv kollision med skalaspringene mellem dukke og dukkefører, miniaturetableau og stort skæmbillede i Jægerne på Mungo Park. Foto: Issam Talib.

Med Göring på lokum

Historien kører trættende i langdrag med de gentagne sexscenerier, men der er klart en pointe i at fremhæve den trivielle gentagelsestvang. Jægerne strammer grebet med en ond scene, hvor en magtmand ondulerer en mor og hendes to purunge piger. Hvis det er her, vi skal blive kvalt i vores medløbergrin over “harmløse” dukkeexcesser, kommer det for sent.

Hvis det er her, vi skal blive kvalt i vores medløbergrin over “harmløse” dukkeexcesser, kommer det for sent

Hvad er det egentlig, Jægerne vil have ram på som samtidssatire?  Ekstrem dukkesex som syret spejl for nazismens uhyrlige menneskelige depravation – og for vores nydelsessyge samtid med højreekstremisme i anmarch? For en forestilling, der med sit sanseskærpende dukketeatergreb netop excellerer i at skifte perspektiv fra miniaturerealitet til det forstørrede billede, virker det mest overordnet, politisk korrekt.

Så blev jeg mere ægte ramt af noget så bundbanalt som Göring på lokum. Henimod slutningen sidder han dér: totalt på skideren. Til sidst lød hans gråd.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Monna Dithmer
Monna Dithmer
Anmelder af teater og dans på Politiken siden1994, som teaterredaktør frem til 2016 og udelukkende som danseanmelder siden 2025. Startede som teateranmelder på Information, 1989-93. Ekstern lektor på RUC/Performance design 2017-25, studielektor på Den Danske Scenekunstskole siden 2023. Mag. art. i litteraturvidenskab.

På seminaret Basisindkomst for kunstnere får vi inspiration fra andre europæiske lande

Er basisindkomst – eller en form for offentlig betalt kunstnerløn – vejen frem for at bevare det kunstneriske virke i Danmark? Det er omdrejningspunktet...