Kristine Yde og Marie Dalsgaard slutter sig til Anders Aamodt og Max-Emil Nissen, når Amager Revyen åbner sin ottende sæson med Med kunstnerisk intelligens. Efter en velmodtaget sæson i 2026 er der lagt op til endnu en sæson med skarp satire, levende musik og masser af fælles grin.
To gengangere og to nye ansigter udgør holdet i Amager Revyen 2027. Hos ejer og revydirektør Anders Anderskov er glæden over sammensætningen stor:
”Jeg er super stolt af det hold, vi har samlet. Anders og Max-Emil har allerede vist, hvor meget de kan på vores scene, og med Kristine og Marie får vi to nye kvinder på holdet med hver deres komiske og musikalske udtryk. Alle fire kan både spille, synge og give vores tekster liv. Det giver os mulighed for at spænde bredt fra de små, finurlige øjeblikke til de store sangnumre. Jeg glæder mig enormt til at se, hvad de kan skabe sammen,” siger Anders Anderskov.
Fra Frost og tv-drama til revy på Amager
Kristine Yde er ny på Amager, men kommer med solid erfaring fra Nykøbing Falster Revyen. Hun har senest spillet Anna i musicalen Frost, en præstation, der gav hende en nominering til Årets Sanger ved Årets Reumert. Hun har desuden medvirket i blandt andet Kinky Boots og The Last Ship. I sommeren 2027 vender hun tilbage til Nykøbing Falster Revyen.
Marie Dalsgaard får ligeledes sin debut i Amager Revyen. Hun har tidligere medvirket i Ganløse Revyen og Hjørring Revyen og har en omfattende karriere fra blandt andet Det Kongelige Teater. Hun modtog Reumerts Talentpris i 2009 og har medvirket i Matador – The Musical. Dette efterår er hun aktuel i DR-serien Høst, og i sommeren 2027 kan hun også opleves i Sønderborg Sommer Revy Show.
Gensyn med Aamodt og Nissen
Anders Aamodt vender tilbage til sin tredje sæson på Amager. Publikum har desuden kunnet opleve ham i blandt andet Sommerdahl, Ulven kommer og Jagtsæson 2. Om hans poetry slam-figur Bo også vender tilbage, må publikum finde ud af, hvis de lægger vejen forbi.
Max-Emil Nissen tager hul på sin anden sæson efter debuten i 2026. Han medvirker dette efterår i Stupid Man – The Musical og har en lang karriere fra en række andre musicals bag sig. Max-Emil og Kristine er også gift privat og bliver nu kolleger på Amager Revyens scene.
Mikkel Reenberg står igen for instruktionen, mens kapelmester Christian Dahlberg og musiker Peter Ravn vender tilbage og sørger for den levende musik.
Kunstnerisk intelligens og levende mennesker
Årets titel, Med kunstnerisk intelligens, leger med en udvikling, der også mærkes i skuespilfaget. Men AI bliver langt fra det eneste emne i årets forestilling. Publikum kan glæde sig til aktuelle temaer, skæve karakterer og musikalske overraskelser med stof fra både hverdagens absurditeter og verdens store begivenheder.
”Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at mange i skuespilfaget er bekymrede for, om AI overtager dele af deres arbejde Men heldigvis kan man ikke erstatte det levende møde mellem rigtige mennesker på scenen og publikum i salen. Nærværet, det uventede og det fælleskab, der opstår gennem latter, er noget helt særligt. Det er afsættet for årets titel, men der er også meget andet at tage fat på. Vi har udviklet os fra en lokal revy til hele Københavns lille storbyrevy. Amager er vores hjem, men vi ser ud på hele verden, og der er rigeligt at både undre sig over og grine af,” siger Anders Anderskov.
Kilde: Pressemeddelelse Amager Revyen.
Amager Revyen 2027 – Med kunstnerisk intelligens spiller fra 22. februar til 2. april 2027 med forpremierer den 22.–24. februar og premiere den 25. februar i Amager Selskabslokaler, Markmandsgade 11, København S.




