Der er hug til teatret og dansk politik, men hyldest til Kirsten Birgit, makkerskaber og satire i Rasmus Bruuns og Frederik Cilius’ Det skide show.
Berømmelsen har sin pris. Især når den kommer tidligt og så massivt, som det er sket for makkerparret Frederik Cilius og Rasmus Bruun med Den Korte Radioavis på Radio24syv. De er på få år er blevet nogle af landets mest feterede, dyrkede og anerkendte kunstnere og gang på gang udnævnt til særligt indflydelsesrige debattører.
Men hvad nu, hvis Frederik Cilius en dag får lyst til at smide den grå page og lægge Kirsten Birgit i graven? Eller hvis Rasmus Bruun vil lave en anden slags satire? Hænger de to unge mænd på deres nu fasttømrede roller som bidsk seniorkorrespondent og blød redaktør resten af deres forhåbentlig lange karriere?
Hvor Dirch Passer gav op
Det spørgsmål er den symbolske motor i makkerparrets nye forestilling Det skide show.
Som trofaste lyttere af Den korte radioavis vil vide, har anekdoten om Dirch Passers død spillet en central og gentagende rolle i programmet. Nu vil Kirsten Birgit lykkes, hvor Dirch Passer gav op. Hun vil spille den rolle som den retarderede Lenny i Mus og mænd til succes, hvor Dirch Passer i 1961 faldt tilbage i komikken, fordi han følte publikum forventede det. Men nixen bixen om Kisser vil give publikum det, de forventer. Nu skal de få seriøst teater. I en grad så Kirsten Birgit på det seneste gentagne gange har troet, hun var Ghita Nørby. Den sammensmeltning får vi en lækker lille smagsprøve på undervejs.
Hårdt-prøvede Rasmus skal nu også spille teater – endda så de kan høre, se og mærke det på bagerste række! Til gengæld har Kisser fyret Nikolaj og Pilou, og i stedet skal det særdeles modne, 14-årige uledsagede flygtningebarn (en forrygende skarp og præcis Alexander Clement) spille alle manderollerne i stykket.
Første del af showet er en halvkaotisk generalprøve. Som ind imellem bliver lige langtrukken nok på grund af for lange Mus og mænd-scener. Men efter pausen er vi fremme ved premieren, hvor katastrofen – hvis man skal tage de finkulturelle briller på – indtræffer: Publikum buher og råber på politisk satire. Hvad med Bjarne Corydon? Sig noget om #MeToo! Og fruen bukker under, folder Dannebrog og sig selv ud, og giver folket den Nytårstale, de har ventet tre måneder på.
Svirpere til teatret
Der er meget godt og kun lidt kritisk at sige om Det skide show. Som især viser, hvorfor Rasmus Bruun og Frederik Cilius er slået så massivt igennem. De er sindssygt dygtige og begavede, men især vover de hele tiden sig selv. Hvordan trækker man altid-aktuel radiosatire ind på en stor scene? Det lette havde været en let dramatiseret udgave af en udsendelse. Men i stedet laver de en rigtig forestilling. Med præcise metakommentarer og svirpere til teatret som kunstart, med karakterer, handling, historie, symboler, helt ud til en slutning, som man roligt kan kalde åben.
Hårdprøvet ‘bromance’
Det hele er iscenesat med den frække selvsikkerhed, der også karakteriserer makkerparret. For bag Dirch Passer og Steinbeck er Det skide show en alvorlig diskussion om berømmelse, om forventninger, men især om det at være et makkerpar. Kulminerende med en scene, der er aldeles indforstået, muntert legende og grænsende til det bevægende, hvor Rasmus Bruun prøver at komme til orde overfor en Politiken-journalist, som selvfølgelig kun vil tale med Frederik Cilius – geniet, der både kan spille klarinet, være sjov og vupti: saftsusme også kan jonglere! Selv den stærkeste ‘bromance’ kan vakle i sådan en situation.
Er der et liv efter Kirsten Birgit og Den Korte Radioavis – nu Weekendavis? Man kan kun håbe, at Bruuns og Cilius’ ‘bromance’ holder længe endnu. Gerne i nye former og faconer også – deres scenedebut viser, at de har format til det meste.
