Samspillet mellem Søren Hauch-Fausbøll og Sofie Topp-Duus er i særklasse. Som nu f.eks. dér hvor Nora bruger kvindelist og silkestrømper over for den noget ryggesløse dr. Rank. I scenen smyger den kække kvinde sig tilbage i lænestolen, mens Rank minutiøst forsøger at ‘læse’ hendes ansigt. Og det er de her små glimt i øjnene og nervøse træk på smilebåndet, der stadig sidder i mig. Synet af et øjebliks håb hos den syge doktor. Kun savner jeg, at holdet bag turde dvæle mere i situationerne. Simpelthen have mere tro på ‘tavs tale’, de ordløse øjeblikke.
Spillefugle
Nora (Sofie Topp-Duus) smider de nykøbte gaver på det overdådigt smukke parketgulv. Omkring hende står hjemlige ting i tidens stil; der er et mørkt, rundt spisebord med nydeligt udskårne ben, en lænestol med betræk af gråblå velour, en gammeldags brændeovn, et lille bord med cigarkasse etc. Selv er Nora forførende klædt i rødt med en elegant lukning ved halsen og en god vidde forneden. På fødderne har hun et par ankelstøvler, også røde, og da Topp-Duus første gang betræder gulvet, går der et sus igennem salen. Som vitale Nora opliver hun ligesom rummet – og lyne med øjnene kan hun også. Energien er mildest talt smittende.
Det er nye tider. Manden Helmer (Martin Hestbæk) har fået job som direktør i Aktiebanken, “en sikker og fast stilling”, og det gør familien godt. Overanstrengelse i funktionen som sagfører gjorde ham i en periode syg. Og fordi de ikke selv havde penge til et kurophold i Syden, og Helmer på ingen måde vil stifte gæld, var søde Nora nødt til, i al hemmelighed, at forfalske sin døende fars underskrift for at optage et lån hos juristen Krogstad (Preben Kristensen).
Vi sidder denne aften på tribuner omkring gulvet, foruroligende tæt på, og indgange er der hele tre af: nedefra (ad trappe fra entréen), udefra (planmæssigt fra forstuen) og oppefra (ad trappe fra Helmers kontor). De mange indgangspartier sætter Nora i scene som en travl strateg, det er scenografiens geniale greb – når en dør åbnes, må en anden holdes lukket -, og kort tid efter hendes entré dukker netop Helmer op med sit overlegne gemyt. Nora mener ikke længere, de bør spare. Selvfølgelig er der lidt tid til, lønnen falder, men de kan jo bare “låne” pengene indtil. Med et overbærende smil kigger Helmer ned på sin livfulde hustru. Patroniserende er han (“Du er og bliver kvinde”). Som en voksen over for et barn. Og en betegnelse for ‘fugle’ som Nora har han også – “spillefugle” kalder han kvinder, der ødsler med pengene. Helmer skulle bare vide! Nora har med egne ord “flere ansigter end ét”, og når hun her ‘delikat’ smyger sig i lænestolen (“nuurh”) er det rigtignok for at lokke penge ud af Helmer. Salen gnægger over det billige kneb. Men for Nora er det alvor. Uden pengene kan hun nemlig ikke afdrage sit lån, og det dumme gældsbrev bekymrer hende. Allerhelst skulle hun jo være ude af det ved nytår.
Nora spilles med en charmende bevidsthed om sine egne fortrin. Men galt går det dog, da Krogstad, som arbejder i Aktiebanken, med hævet hage kræver sin stilling sikret. Af mere eller mindre gode grunde skal kontoristen opsiges, og hvis han bliver det, vil han røbe Noras hemmelighed over for Helmer.
Dr. Ranks svage ryg
I Et dukkehjem er der et væld af gode biroller, bl.a. dr. Rank (Søren Hauch-Fausbøll), der er fast gæst hos familien Helmer, aktionær i Aktiebanken, syg med “tæring i rygmarven” og – nå ja – hemmeligt forelsket i Nora. At han hedder “Rank” og ikke kun lider af tæring i ryggen, men også svag ‘rygrad’, er et tragikomisk element. Ranks løjtnant-far gav sin søn syfilis i arv, og han plages nu af sortsyn. Så er det “vennetjenester” i Aktiebanken, der ødelægger profitten. Så er det tanken om, at han vil blive erstattet i Helmers hjem. “Jeg er den af mine patienter, der har det værst”, siger han forstemt, og da han med ordene “tak for ilden” siger Nora og livet farvel, refererer det både til ilden med hvilken, hun tændte hans cigar, og den ‘ild’, hun generelt har tændt i ham. Eneste lyspunkt for den stakkels doktor er Nora, og samspillet mellem Hauch-Fausbøll og Topp-Duus kalder da også smil frem på alles læber. Som nu f.eks. dér hvor Nora bruger kvindelist og silkestrømper over for den noget ryggeløse dr. Rank (“Hvad får jeg mere at se?”, siger han – man er jo en ‘genganger’ af sin far). I scenen smyger den kække kvinde sig tilbage i lænestolen, mens Rank minutiøst forsøger at ‘læse’ hende. Og det er de her små glimt i øjnene og nervøse træk på smilebåndet, der stadig sidder i mig. Synet af et øjebliks håb hos den syge doktor. Kun savner jeg, at holdet bag turde dvæle mere i situationerne. Simpelthen have mere tro på ‘tavs tale’, de ordløse øjeblikke.
Tankevækkende dialoger
Stof til eftertanke er der også meget af. Bør man trodse sit hjerte og følge samfundets lov? Sætte ydre love over indre? I en dialog siger Krogstad til Nora, at love ikke “spørger om motiver”, og det undrer Nora. Der må være undtagelser. Hun gjorde det jo af kærlighed? Helliger målet midlet?
En personlig favorit er scenen, hvor Helmers tomme løfter udstilles. Efter eget udsagn kunne han godt tænke sig, at Nora “virkelig var truet”, så han kunne “vove livet” for hende. Men når det kommer til stykket, vil han ikke “gå til grunde for en letsindig kvindes skyld”. Også Martin Hestbæk gør det godt i rollen som Helmer, der fra et øjeblik til et andet udstyres med bævrende læber, rystende hænder og rødsprængte, våde øjne. Kun som forestilling vil han ofre sig for hende.
Gennem hele sit liv har stakkels Nora været en nikkedukke, styret af først sin fars og siden sin mands meninger. Helmer har været god imod hende på tidens præmisser. Men nu vil hun sætte sine egne. Samfundets indretning passer hende ikke. Så meget ved hun. Og mod slutningen beslutter sig for at prøve at stå på egne ben. Forestillingen når her sit højeste med sit højaktuelle tema. Kender du dig selv? Stemmer dine idealer overens med samfundets? Overtager du andres holdninger, eller skaber du dine egne? Noras røde sæt er skiftet ud med et sort, og Helmer står tilbage, lille, ensom og forladt, mens Nora går sin vej baglæns opad en rampe. Det er en storslået finale, der kan inspirere andre. Men jeg savner stadig tavsheden.
