Klimaforandringer, børn i skilsmissefamilier og nye halvsøskende. Der er nok af emner at tage fat på i Teaterhuset Filuren og Teater Apropos’ nye ungdomsforestilling. Lidt for mange desværre.
Clara Ellegaard er pigen Olivia. Med hendes sødmefulde ansigtsudtryk, hvide sneakers, olivenfarvede stumpebukser, en stribet trøje og en Fjällräven-rygsæk over skuldrene har vi ikke svært ved at tro på, at hun kun er teenager. Et ikke nærmere defineret sted mellem barn og voksen.
Hendes energiske udtalelser og den kækt svingende hestehale bidrager fint til illusionen, når hun bevæger sig rundt i Gitte Baastrups organiske scenografi.
En klimabølge og talende fingerskygger
Som en stor bølge folder det parketgulvslignende vinyl sig i en forhøjning længst væk fra publikum mod den sorte bagvæg. Olivia ligger på bølgens top, da hun bliver opsøgt at dansende fingerskygger.
Siddende på hug forrest på scenegulvet med hver deres spotlys og hver deres forvrængende mikrofon taler Daniel Bevensee og Ole Jakobsen til hende, alt imens de med deres hænder skaber lange, smalle skygger på bølgen hos Olivia.
Skyggerne, som kalder sig De Ældste, taler til hende om klimaet, om jordens snarlige undergang og om en blåhval. »Jorden er ved at gå under. Vi ved, du har set det,« buldrer de mod den forskrækkede pige.
Og klimaet er et vigtigt tema for Olivia. Det står hurtigt klart. Hun taler om den trykkende sommerhede, de mange tegn, hun ser i naturen, som fortæller, at noget er galt, og hun samler ting op, hun finder. Som for eksempel en ensom kondisko. »Alting har noget at sige, hvis man gider lytte,« konstaterer hun.
Olivia lytter, men verden omkring hende er knap så lydhør. Hun, der som en anden Greta Thunberg kæmper en ulige kamp for at redde verden, inden det er for sent, møder ikke stor begejstring eller støtte fra sine forældre. Og her begynder fortællingen at stikke af i forskellige retninger.
Vi savner et klart fokus
Julie Maj Jakobsen er dramatikeren bag Min bror er en blåhval, der ifølge programteksten er »en forestilling om klimaangst og relationers skrøbelighed«. To store emner, som skal bearbejdes på kun 60 minutter. Især fordi det viser sig, at relationernes skrøbelighed her rummer lidt mere end blot et forældre-barn-forhold.
I Teaterhuset Filuren og Teater Apropos’ fællesproduktion Det går ned (fra foråret 2018) ramte de et emne noget mere rent, da de gik i kødet på stress og angst blandt unge. I Min bror er en blåhval tages der – udover det i sig selv kæmpestore emne med klimaforandringer – også fat på, hvordan det er at være barn i en skilsmissefamilie, hvordan det føles, når ens mor får en baby med sin nye kæreste, og når ens far, som er sprunget ud som homoseksuel, venter sig med sin nye, unge mand.
De mange forskellige fortællinger stjæler desværre fokus fra hinanden i Anna Schulin-Zeuthens iscenesættelse. For det er alle emner, som er vigtige og store nok til, at de kunne have fået en forestilling alene. Men i stedet får vi lidt af det hele og kommer aldrig rigtig ind under huden på hverken Olivia eller hendes to fædre. For slet ikke at tale om moderen, der kun er til stede på scenen som en forud indspillet stemme fra en lysende kasse på scenegulvet.
Vi efterlades tilbage med en følelse af, at der kunne have været fortalt vigtige historier på scenen, hvis der var blevet hakket en hæl og klippet en tå i manuskriptet. At der kunne være blevet behandlet væsentlige tematikker med en passende blanding af alvor og humor.
Min bror er en blåhval ender som en ufokuseret teateroplevelse. Som om de voksne, der står bag, ikke har haft tillid til, at børn og unge på 12+ kan holde fokus på en enkel, strømlinet fortælling.
Men alle tidens samfundstendenser viser jo, at det netop er børnene og de unge, der tør tale om de svære emner. Derfor er det også ærgerligt, at man i dette tilfælde ikke tager dem seriøst nok til at give dem en skarp og fokuseret forestilling om klimaproblematikkerne.
