★★★★★☆ Farvel – farvemættet teaterkoncert med kraft og kram

Med teaterkoncerten Farvel sætter Nørregaards Teater og BaggårdTeatret fuld knald på følelserne hos både børn og voksne. Publikum kommer på en vild tur gennem alskens følelser, fra fornemmelsen af et varmt kram til oplevelsen af at sidde med håret blæst bagud efter en forbipasserende vredestornado.

“Farvel rokketand”
“Farvel sommerferie”
“Farvel drømme drøm”

På en røgfyldt scene dukker fire mennesker op. De er voksne, men i deres enorme jakkesæt med matchende slips og uendeligt lange ærmer ligner Jens Andersen, Olivia Francisca Fevel Borgeis, Sune Skudbøl Vrå og Karen Duelund Gustavino næsten børn i voksentøj. En oplevelse, der forstærkes af de store cykler på støttehjul, de senere cykler omkring på, mens de hver især laver motorlyde med munden.

Alle former for afsked

Farvel er, som titlen afslører, en teaterkoncert med afskeden som tema. Her er sange om alle former for afskeder. Her er afskeden med mormor, der altid bliver så sørgmodig, når det er tid til, at barnebarnet igen skal med bussen hjem. Her er afsked med nattens drømmeverden og den bløde seng. Og her er afsked med bedstevennen, som flytter fra byen og måske er mistet for altid. “Du er flyttet og bor i en helt anden by / Du har fået en hundehvalp, og måske en ven, der er ny”.

Nils P. Munks dynamiske, farvestærke iscenesættelse giver hver enkelt sang en form og stemning, der matcher den enkelte afsked perfekt. For der er ikke kun tale om tristhed og mistede venner. Der er også afsked med ensomhed og frygt. “Jeg flyver helt alene til min ensomhedsplanet. Jeg har min superkappe, så jeg slet ikke bliver set”. Og virkeligt morsomme sange, som når Jens Andersen synger sin afskedssang til en enorm bamse, han er blevet alt for sej til at have.

Genkendelige følelser

De fire flytter omkring på kufferter i Carsten Wittrocks scenografi, der består af en nøgen scene omkranset af et gitter med enorme lamper, som vi senere får oplevet effekten af efterhånden som Thomas Dam Jensen og Nils P. Munks lysdesign folder sig ud. På scenen er dog både de førnævnte cykler og diverse musikinstrumenter. Og så naturligvis kufferterne, der har påskrifter som “Farvel rokketand”, “Farvel sommerferie” og Farvel dumme drøm”.

Indimellem sangene dukker små lydbidder op, hvor børnestemmer siger ting, som om de var de voksne. Én gang fortæller de to børnestemmer, at de skal skilles. En anden gang beder de barnet om at vise hensyn og skrue ned, hvilket sætter gang i den vildeste vredestornado af en sang. En vaskeægte “Hold kæft”-sang, som næsten bogstaveligt talt blæser håret bagud på publikum.

På den vis vendes der i Farvel op og ned på den gængse verdensopfattelse. Børnene lyder som voksne, og de voksne på scenen ligner mest af alt børn. Og mens vi alle – børn som voksne – uundgåeligt lader fødder eller hoveder rokke i takt til de ørehængende sange, der leveres fra scenen, er der også masser af følelser, som vi genkender.

LÆS OGSÅ: Scenekunst for børn om livets afskeder