Det Ny Teater byder med Waitress inden for i tærtebageriet, hvor hjerte rimer på smerte, og veninder har hinandens ryg. Det er en sød historie, der serveres med tindrende dygtige sangere, der desværre har for lidt at rive i.
Musicalen Waitress, der havde premiere på Broadway i 2015 er baseret på drama-comedyfilmen af samme navn fra 2007. Den blev skrevet og instrueret af Adrienne Shelly, der også spillede karakteren Dawn i filmudgaven. Jeg har ikke set filmen, men ud fra de gavmilde klip på Youtube, er der ikke ændret væsentligt på storyline i musicalen, blot tilført musik.
Jeg ville helt utrolig gerne være gladere for Waitress, end jeg blev. Jeg har tidligere skoset Det Ny Teater for at vælge forestillinger med meget traditionelle (læs svage) kvindekarakterer og får nu en musical centreret om tre på hver sin måde ganske stærke kvinder. Tak for det, om end vi stadig befinder os på den relativt traditionelle del af kønsskiven, hvor man ikke kan forlade sin sociopatiske stodder af en husbond, fordi man ikke kan forsørge sig selv og sit kommende barn.
Danmark er ikke USA
Sådan er det måske fortsat i USA, men det er det ikke i Danmark, og selvom fantasien gerne må flyve, er det altså svært at engagere sig i et samfundsbillede fra 50’erne, når man samtidig er stærkt i tvivl, om man overhovedet befinder sig i det årti. For de havde vel ikke mobiltelefoner dengang, vel? Scenografien funkler i 50’erstil med Joes Pie Diner som det samlende punkt. Det gør nogle af kostumerne også, mens andre lige så godt kunne have siddet på min sidemand eller en cowboy. Da førnævnte Dawns bejler Ogie dukker op i ternet buks og danser i blandt andet musichall-stil er tidsforvirringen komplet. Det er altså noget unødigt sjusk.
Nå, vi køber den bedagede præmis og overgiver os til de tre veninder, der alle arbejder i dineren. Maria Lucia Heiberg Rosenberg stråler i rollen som Jenna, der er uønsket gravid og går så grueligt meget igennem, før moderkærligheden forlener hende med den magt over eget liv, hun ikke havde før. Boblende Monica Isa Andersen rammer den lidt skæve Dawn lige på kornet og Sara Gadborgs Becky jonglerer det følsomme hjerte under sin barske pondus excellent.
Omkring damerne er Lars Mølsted lige præcis så kejtet charmerende, som man kan ønske af Jennas bejler, Dr. Pomatter. Jesper Paasch får vist fin farlighed i udskudsrollen som Jennas mand Earl. Sebastian Harris er henrivende som den opkørte, men søde Ogie. Dick Kaysø tilfører stilfærdig troværdighed som Jennas mæcen Joe, mens Mads M. Nielsen nusser rundt som cafebestyrer Cal. Hans lettere indebrændte kommentarer vækker stor moro i salen, men på humorfronten er jeg nu langt mere til Camille Cathrine Rommedahls bryske sygeplejerske med den søde tand.
Tærter skal der til
Jenna er nemlig en suveræn tærtebager, der lægger alle sine følelser i bagningens kunst, som hun lærte af sin mor. Jenna gør op med en kæde af hustrumishandling, og det er jo aldeles livsbekræftende, ligesom Becky og Cals midaldrende flirt og Dawn og Ogies store romance.
Det kunne alt sammen være lige så sødt som tærterne, men rytmen vil ligesom ikke indfinde sig. En del rappe replikker fungerer, men mange andre lyder, som om der læses op af en bog. Værre er, at mystikken mangler, fordi der kun tales i undertekst.
Amerikanske musicals er ofte jævne, uden de store udsving, men at komponisten Sara Bareille har vundet både en Tony og en Grammy for sit score, undrer mig såre, da musicalen lider alvorligt under en mangel på hits. De få gange, vi er tæt på at kunne nynne med, får et afvigende C-stykke spoleret festen. Næsten hver gang, der er ansats til, at spillerne kan fyre den af, sker det samme. Det er altså knaldærgerligt, når man har castet den ypperste sangelite i landet.
Giv dem dog et bedre materiale, så vi igen kan få fejet fødderne væk under os i Det Ny Teater. Det er jo det, vi allerhelst vil.