★★★★☆☆ Kropskøn – effektiv danseforestilling om køn og identitet

Med sære former, elegante bevægelser og et stemningsfuldt musikalsk lydtæppe sætter Gazart i Kropskøn fokus på køn og identitet – og udviklingen af disse – i en ganske kort danseforestilling, som kan ses af alle fra 5 år og op.

Gazart kalder selv Kropsskøn for “en levende skulptur i en leg med krop og køn”. Og der er da også noget legende elegant over danseren Joel Fritzon, der i Ida Marie Ellekildes mærkværdige men herligt foranderlige kostume danser omkring på gulvet mellem publikum til tonerne fra Søren Ølands elektriske guitarspil.

Hverken mand eller kvinde

Danseren på gulvet er hverken tydeligt mand eller kvinde. En tætsiddende heldragt dækker kroppen, mens hovedet er skjult bag en lyserød kyse med tyl foran ansigtet. Lange tubeærmer af blankt, lysegult stof skjuler og forlænger armene. Tre sorte balloner for enden af hvert ærme bliver alternative hænder, der skiftevis glider langs jorden og suser rundt i luften, når Joel Fritzon drejer rundt og rundt og rundt midt på betongulvet foran os.

De sorte balloner er også placeret andre steder på danserens krop. Én som en sær bule ud ved det ene knæ, og en anden som et smukt rundet bryst på den ene side af brystkassen. I kontrast til den anden, brystløse halvdel af overkroppen, hvor mørk, maskulin behåring kan skelnes gennem den halvgennemsigtige dragt.

Joel Fritzons bevægelser er yndefulde og drager publikums opmærksomhed mod sig, mens musikeren Søren Øland – klædt i sort fra top til tå, ligeledes med kyse på hovedet med tyl, der skjuler ansigtet – spiller stemningsfulde toner fra Rasmus Oppenhagen Kroghs kompositioner på sin elektriske guitar.

Skøn eller køn?

Tali Rázga leger med vores opfattelse af køn i sin koreografi, der skiftevis er energisk og stille og hele tiden fascinerer publikums med sine konstante forandringer. Også kostumet ændrer udtryk, når Joel Fritzon tager klædestykker af og på, som et forsøg på at ændre sin identitet eller måske tilpasse sig omgivelserne og normerne!? Sidstnævnte bliver især tydeligt i en sekvens, hvor Fritzon kopierer publikums kropsholdninger. Sætter sig på gulvet som én eller hviler hovedet i hånden, som en anden.

De lange arme falder af og udskiftes med en kappe, der igen erstattes af forunderligt lange, sorte benvarmere, som kan trækkes helt op over skuldrene. Ida Marie Ellekildes kostumedesign er velfungerende og bemærkelsesværdigt. Og det er interessant at se på for både børn og voksne blandt publikum.

Også forestillingens titel leger med vores opfattelser af kroppen. Er det krop-skøn eller krops-køn? Måske er det begge dele. Kropskøn er i hvert fald en virkelig interessant og ordløs lille danseforestilling, der sætter fokus på krop og køn. Den varer kun 20-30 minutter, men det er afgjort en forestilling, der lægger op til, at hver enkelt blandt publikum kan fortolke oplevelsen på sin helt egen måde efterfølgende.