★★★★☆☆ Den anden arabiske kvinde – stærk og selvbevidst dramatikerdebut

Hanin Georgis debuterer overbevisende med Den anden arabiske kvinde på Blaagaard Teater, der med stadig mere sikker hånd placerer sig som scenen for de stemmer, der først i de seneste år har fået ørenlyd.

Hvem er hun? Hende, den anden arabiske kvinde? Hende, der ikke er muslim, men kulturkristen? Hende, der propper sig med svinekød og knepper med de fleste? Hende, der gerne vil høre til? Hende, der gerne vil mødes som et individ og ikke som en anonym, undertrykt repræsentant for en bestemt kultur?

Vi bliver – måske – klogere på den anden arabiske kvinde i Hanin Georgis debutdrama af samme navn, der ligesom Wahid Sui Mahmouds Dobbelt V tidligere på sæsonen bidrager med facetter til et generationsportræt af danskere med rødder i andre kulturer. Jeg skriver, at vi måske bliver klogere, for historier som denne pibler nu frem i mange kunstneriske formater og har blandt andet fundet et godt hjem på Blaagaard Teater.

Pikke og pølser i svøb

Hanin Georgis står selv på scenen i Özlem Saglanmaks rå og rytmiske iscenesættelse, der kun i få momenter helt slipper den karske, potente empowerment-tone, der også ligger implicit i de på skrømt pleasende publikumshenvendelser. “Var det for meget?,” spørger hun. Og ja, orgasmeskrig, oppustelige pikke og sex med dæmoner er sikkert for meget for nogen, om end det hverken er første og nok ej heller sidste gang, vi får det at se og høre. Berettigelsen her er selvfølgelig afsenderen – den arabiske kvinde. Georgis medspillere, de svævende højttalere, flyder over med skærende interferens, fordomme og jantelov, for en arabisk kvinde går da med tørklæde og kan jo i hvert fald ikke have et sexliv.

Den fordom manes grundigt i jorden, men hverken konfirmationer, drukture eller overdreven hang til pølser i svøb og serranoskinke kan helt gøre en kulturkristen ateist med rødder i Iran til ”en rigtig dansker”. De danske identitetsmarkører hobes op, mens hun omvendt selv bliver provokeret af nutidens hang til mellemøstlige retter som hummus. Et lidt tankevækkende paradoks i det ubestemmelige felt mellem integration og appropriation, der her dog mest lever som en omvendt rødgrød med fløde – en virkelig sjovt leveret sproglig parodi på den danske udtale af ordet tahin.

Inspiration fra dem, der gik forud

Mere interessant end fordomspunkteringen er den historisk-kulturelle ramme, som Hanin Georgis lader det nutidige identitetsprojekt spille op ad. Historiske og mytiske, kvindelige fortællere fra den gode gamle feminismetraver Lilith over blandt andet 1001 nats Shahrazād til den nutidige heltinde, en mellemøstlig influencer, der bryder tabuer og ender med at betale med sit liv.

”Hvorfor har vi ikke lært om det?,” spørger Georgis retorisk, mens mange tusind år gamle babylonske, sumeriske og assyriske videnskabelige landvindinger projiceres op på væggene. Hun er stolt af sine rødder og smelter mod slut visuelt sammen med de kvindelige fortællere, der træder grafisk skarpt i sort/hvid frem på lærredet bag hende.

Jeg er her for at blive

Teksten vil meget og lykkes med det meste. Det handler om at se. At blive set. At vise krop, køn, kultur, historie og seksualitet. At vise sårbarhed, når man ikke er stærk nok til at bære sin kropsbehåring. At vise dampende lyst og initiativ. At udstille fordomme snart med glimt i øjet over idiotien, snart med blussende vrede i stemmen over idiotiens effekter.

Det hele hænger jo sammen, det gør det for alle, men Den anden arabiske kvinde ville stå stærkere med en smule beskæring. Alle døre skal ikke nødvendigvis slås ind hver gang, og heldigvis får historier som Hanin Georgis i disse år endelig plads på scenerne. ”Jeg er her for at blive,” proklamerer Georgis. Tak for det. Hendes spillevende sprog og stærke scenenærvær er en gave til dansk scenekunst.

Se forestillingstrailer her.