★★★★☆☆ Sorte firkant giver ordet til de (eks)kriminelle

Kollektivet SAMLING og Blaagaard Teater undersøger i Sorte Firkant fire dømtes møde med retsvæsenet og deres oplevelse af at være i fængslet – og skulle ud. Det er et vigtigt tema, der her får hjerte og perspektiv af fire stærke fortællere i et dokumentarisk format med ganske få teatralske greb.

“Jeg vil bare gerne noget mere ud.”

Sådan står der på bagsiden af den lille, sorte firkant, der ligger på min plads sammen med info om, at den er én af 2800 firkanter, som indsatte i Vestre Fængsel og Blegdamsvejens Arrest har klippet til forestillingen. Firkanterne bruges normalt som prisskilte og er en af de opgaver, indsatte tilbydes under afsoning. På disse står der ikke priser, men de indsattes ønsker og indtryk fra fængslet.

Mødet med staten

Rummet er også firkantet, men helt hvidt, ikke sort, og oplyst af lysstofrør. Ind kommer først Camilla, så Alexander og Camilla. Til sidst høres Yaqoubs stemme. Det er for farlig for ham at være samme sted hver aften, hvor hans tidligere omgangskreds i det radikaliserede, salafistiske miljø kan finde ham.

Camilla blev anholdt hjemme. Alexander på en parkeringsplads. Birgitte har været anholdt mange gange. Yaqoub nogle stykker på sin vej gennem først bandemiljøet, siden det radikaliserede. Camilla hævder sin uskyld, men er dømt for smugling. Alexander på 32 har siddet 10 år for narkoproduktion og salg. Birgitte er klimaaktivist.

Deres historier er meget forskellige, men Sorte Firkant handler heller ikke så meget om kriminalitet, men undersøger de anklagede og dømtes møde med retsvæsenet, staten og samfundet.

Grøn er håbets farve

De to skuespillere Kimmie Liv Sennova og Arian Kashef fungerer som en form for fortællehjælpere. De har ikke roller, men laver broer mellem de fires fortællinger og stiller de svære spørgsmål som “Er du uskyldig?” og “Hvad hvis alle gør som dig?”.

Grøn er håbets farve, og de hvide vægge fyldes efterhånden af grønne streger og prikker, der visualiserer antal anholdelser, tid afsonet, og den håbløse retsgæld, der dækker sagens omkostninger – og er ét fatalt benspænd for at “starte på en frisk” efter afsoning.

Camilla, der er dømt på indicier om medvirken til smugling, kæmper også med en ifølge hende grundløs underretning, der betyder, at hun ikke kan bo sammen med sit barn, mens Yaqoubs søn er en væsentlig faktor for, at han har sagt farvel til det radikaliserede liv og har lært sin søn, at musik ikke er haram.

Aleksander har for så vidt gennemgået en vellykket resocialisering, men retsgælden forhindrer ham i at læse videre og man mærker angsten for ikke at klare den. Selvom man har udstået sin straf, hænger den ved. Også for Camilla, der føler sig overvåget og problematiseret af staten, når sagsbehandleren pludselig dukker op ved et jordemoderbesøg.

Afhænger det af øjnene, der ser?

Birgitte bærer den mere principielle udfordring af systemet. Hun oplever at være i et brændende hus, som ingen andre kan se, selvom hun peger og peger. Hun anfægter præmissen for sine anholdelser og mener, at det afhænger af øjnene, der ser, om noget er kriminelt.

De er alle fire gode fortællere, som åbner forskellige perspektiver på temaet. Formatet minder om Tue Bierings koncepter, der også kombinerer almindelige mennesker med teatralske greb, blot fremstår Sorte Firkant mere dokumentarisk. Jeg kan være lidt i tvivl om, historierne ikke havde virket lige så stærkt i en foredragsform som her, hvor de får krop af malerarbejdet og en enkelt scene i træningsrummet, der visualiserer den dømtes stress.

Omvendt er Blaagaard Teaters mål at sætte nye stemmer på scenen, og det lykkes overbevisende i samarbejdet med Kollektivet SAMLING. Fortællinger om kriminelle er jo ikke decideret noget nyt, men har været dyrket en del i filmdokumentargenren.

Men spørgsmålet om, hvordan vi som stat og samfund behandler vores kriminelle er altid vigtigt at blive konfronteret med. Det bliver man bedst gennem den autentiske fortælling, der i Sorte Firkant trækker forskellige aspekter frem og stiller krasse spørgsmål uden at låse svarene. Enhver, der arbejder i retsvæsenet opfordres særligt til at se forestillingen.